Unexpected love before Christmas

❄️14- Lang forklaring & kun venner.

„Jeg har engang skøjtet. Jeg var eliteskøjter, og havde trænet til en stor konkurrence. Den konkurrence var hele min fremtid, så jeg skulle være være perfekt til den. Men pludselig sker der noget, da jeg skal lave et spring, og jeg får sat forkert af, og ender med at lande lige med hovedet ned i isen. Derefter bliver alt sort. Jeg kan ikke gøre noget som helst, og kan kun høre en masse mennesker snakke rundt omkring mig. På samme tid har jeg en voldsom hovedpine, som borer sig ind i mit hoved. Det føltes som om at jeg skulle dø, jeg troede at jeg skulle dø. Efter nogle få sekunder, så kan jeg pludselig ikke høre noget mere, og jeg mærker min krop begynder at blive svagere. Efter at have lagt i fuldkommen smerte, så lukker alt ned. Jeg husker ikke mere derfra. Næste gang jeg åbner øjnene lægger jeg på, hospitalet med en masse ledninger i mig. Min mor fortæller mig så om ulykken på isen, og at jeg ikke havde nogen puls for 2 minutter. Jeg var død i 2 minutter, og det var på samme tidspunkt som den voldsomme hovedpine". Forklarer jeg langsomt og tøvende, imens flashbacksene spiller oppe i mit hoved.

„Nu står jeg så her idag. Med en jernplade opereret ind i min lårbensmuskel, og med traumer for livet. Jeg glemmer det aldrig. Jeg glemmer aldrig, hvor forfærdelig den smerte var. Hvor forfærdelig døden er". Siger jeg.

„Shit.. det var noget af en erindring". Siger Jace.

„Jeg kan ikke gå derud, Jace". Siger jeg opgivende.

„Jo du kan. Du kan ikke lade fortiden forfølge og hjemsøge dig resten af livet, Claire". Siger han. „Vil du ikke gerne forlade den byrde, som dine skuldre bærer på?". Spørger han.

Jeg nikker kort uden, at kigge på ham.

„Så kom". Siger han roligt, og rækker hånden ud.

Langsomt tager jeg imod den, og rejser mig langsomt og roligt op sammen med Jace, og følger så med ham hen til lugen igen.

Da jeg nærmer mig isen, får jeg det dårlig igen, og har igen træng til at kaste op. Men jeg er også nødt til, at komme ud af min fortid.

„Jeg går først ud, okay? Så følger du roligt med mig". Siger han, og jeg nikker.

Langsomt træder han baglæns ud på isen, uden at fjerne blikket fra mig.

„Kom, så er det din tur". Siger han, og rækker mig hånden.

Jeg tager tøvende imod den, og kigger paranoidt på isen.

„Mine øjne er heroppe, Claire Jane". Siger han, og peger på sine øjne.

Jeg nikker hurtigt og ukontrolleret, og prøver så godt jeg kan ikke, at kigge ned på isen.

Uden jeg når rigtigt, at overhovedet tænke over det, så står jeg ude på isen. Godt 2 meter væk fra lugen.

Forskrækket kigger jeg op på Jace, som står med et kæmpe og tilfredst smil på læben.

„Fuck". Siger jeg hurtigt, og skal til at vende om, men Jace griber fat i min hofte.

„Du skal ingen steder, Claire Jane". Siger han, og trækker mig med rundt på isen, for at få mine ben til at skøjte.

Men min krop er helt stiv og stadig i chok, så det tager mig lidt tid, at få spændingerne rystet af.

„Bare tag det helt roligt. Jeg er lige her". Bakker Jace mig op, med vores fingrer flettet sammen.