Unexpected love before Christmas

❄️3- De glemte bøger & første skoledag.

„Hør her, hvad end du hedder, jeg har virkelig ikke tid til det her lige nu, så hvis du ville være så sød og gå, så jeg kan træne i fred". Siger han flabet.

Stakkels dem som kender ham. Hold kæft en nar. Så har jeg da lige godt aldrig set sådan et kæmpe Røvhul.

Ja, "røvhul" står med stort. Du så rigtigt;) det er ikke en stavefejl.

Jeg gider faktisk ikke engang at modargumentere. Fuck ham, han er ikke det værd!

Så med irritation boblende inde i mig forlader jeg hallen.

Hvis jeg seriøst skal gå i highschool med ham, så dør jeg. Virkelig. Måske husker han mig ikke engang? Det ville være fedt.

•••

„Hey skat". Siger mor da jeg træder ind af døren.

„Hej". Mumler jeg træt, og smækker døren i, hvorefter jeg forsvinder op på værelset.

Da jeg har smidt mig i sengen kommer mor brasende ind.

Har hun ikke hørt om, at banke på? Værelsesreglerne som vi havde hjemme i Californien gælder altså stadig, mor!

Langsomt sætter hun sig på sengen. Åh, nej. Jeg ved godt, hvad det her betyder. Please lad være, please lad være.

„Er du okay med livet her i New York, skat?". Spørger hun roligt.

„Det er fint nok, mor". Svarer jeg hurtigt, og lader blikket undersøge mit værelse.

„Far og jeg kan godt forstå, hvis du hat det lidt svært. Men du skal huske, at vi altid vil være her for dig ligemeget hvad". Snakker mor videre.

„Hvor fanden er de?". Mumler jeg irriteret til mig selv.

„Claire? Hører du overhovedet efter hvad jeg siger?". Spørger mor, da hun kan se mit undersøgende blik og min ikke-tilstedeværelse.

„Ja, det gør jeg". Svarer jeg hurtigt uden at kigge på hende.

„Hvad sagde jeg s-".

„Fuck!". Udbryder jeg.

„Claire! Sproget". Siger mor hurtigt.

„Undskyld, undskyld. Mor, jeg er virkelig nødt til lige at smutte, okay?". Skynder jeg mig at sige, og placerer mine hænder på hendes skuldre.

„Jamen.. Claire hv-hvad-".

„Okay, tak mor! Elsker dig! Hejhej". Afbryder jeg hurtigt, og farer ud af værelset.

Der er blevet mere mørkt udenfor end før, og jeg sværge på alt, at graderne er faldet endnu mere.

Heldigvis mærker jeg ikke noget, da jeg går i sådan et rask tempo.

Fuck, hvor jeg ikke håber at de er væk.

Da jeg træder ind i ishockeyhallen har jeg for nogle sekunder lige glemt, at Røvhullet over alle røvhuller var derinde.

Fuck det. Fuck ham. Jeg skal have mine bøger.

Jeg leder i frustration overalt på bænken, men kan ikke få øje på noget. Da det er gået op for mig at mine bøger ikke kunne være blevet usynlige, så tjekker jeg også gulvet i området og kigger henne på bænken ved lugen ud til isen.

Der er ingenting. Overhovedet. Altså hvad fuck? De kan sku da ikke bare synke sådan til jorden.

„Dig igen?". Spørger Røvhullet så.

„Ja mig. Har du set 2 bøger ligge her?". Spørger jeg ham og peger hen på bænken, hvor jeg lå dem til at starte med.

Hans ene øjenbryn løfter sig i forvirring. Hvor dum er jeg også lige? Selvfølgelig ville sådan en som ham ikke stjæle to ynkelige bøger.  Han ved sikkert ikke engang, hvad en bog er.