Unexpected love before Christmas

❄️17- Planen & og den uforventet opdagelsen.

Min plan er, at snakke til Jace, og hvis han stadig ikke svarer mig, så blive ved og tvinge ham til st sige noget, indtil han indleder en samtale med mig.

Jeg ved godt, at det ikke lige er den bedste plan, og at den lyder dårlig... men jeg kunne ikke komme på nogen, som var bedre.

Da klokken ringer, og Jace endnu ikke er kommet endnu, så ved jeg godt hvor dårligt det står til..

Fuck ham. Hvorfor skal han også vælge at pjække lige, når jeg skal snakke med ham?? Typisk..

••••

Hurtigt går jeg ind af døren ril ishockeyhallen, og får med det samme øje på Jace ude på isen.

I et rask tempo går jeg hen til lugen, og venter på at han opdager mig.

„Du var ikke i skole idag?". Kalder jeg ud over isen, da han ikke kigger på mig.

Jace svarer ikke, og i stedet kort på mig, og kigger så ligeså hurtigt væk igen.

„Stop nu, Jace.. du kan ikke blive ved med at ignorere mig. Vi er næst til at få snakket om det her". Sukker jeg.

„Det sjovt du siger det, men du kan rent faktisk ikke finde ud af det. Du kan ikke engang komme med én grund til at jeg skulle snakke med dig". Siger han hårdt og koldt.

„Jeg har en!". Forsvarer jeg mig selv.

„Så sig det!". Udbryder han.

Igen, står jeg mundlam og kan ikke komme med noget. Hold kæft, hvor er det pinligt, og jeg skammer mig virkelig over det.

Her står jeg og prædiker om, hvor meget han skal tro og hære på mig, men når han konfronterer mig med det, så kan jeg ikke engang komme med én eneste grund til det.

Fuck, hvor er jeg dum!

En irriteret og hånende, men også skuffende, latter optræder hos Jace, og han ryster opgivende på hovedet, og vender sig om og skal til at skøjte.

„Fordi at jeg ikke kan klare, at du er sur på mig". Råber jeg hurtigt efter ham, og han stopper langsomt op.

„Så bør du have spillet dine kort rigtigt". Svarer han koldt, og vender tilbage til sin træning.

Noget knækker inde i mig, og jeg føler hurtigt en sivende smerte i brystet. Av. Jeg havde ikke forventet sådan en kommentar, men han har jo ret. Jeg bør have spillet mine kort rigtigt. Der er ikke nogen andre som jeg kan bebrejde, udover mig selv..

Langsomt vender jeg mig om, og skal lige sluge hans kommentar. Imens jeg går ned imod døren, får jeg en voldsom kyst til at græde. Jeg ved ikke hvorfor, for det er Røvhullet vi har med at gøre, men jeg kan mærke tårerne presse sig på bag tårekanalerne.

Selvfølgelig græder jeg ikke, for sådan ville jeg ikke kunne klare at se mig selv. Jeg hader at se mig selv græde, for det minder mig om, hvor svag jeg er.. og det har jeg bestemt ikke brug for at få bekræftet lige nu, selvom det kunne være godt at løsne lidt af, og komme af med det..

••••

I et træt tempo træder jeg ind på skolen, og fortsætter ned til mit skab.

„Du må ikke flippe ud nu". Siger Josie, imens jeg fisker mine bæger ud fra skabet.

„Hvad mener du?". Spørger jeg uden at kigge på hende.

Hun svarer mig ikke, så jeg lukker i stedet skabet og kigger forvirret på hende.

Jeg kan se, at hun kigger et sted bagved mig.

„Ikke kig den vej". Siger hun hurtigt, da det er gået op hende at jeg har luret hende.