Unexpected love before Christmas

❄️23- Prom & en udbredt historie.

„Se! Denne her ville passe godt til dig". Siger Jenny, og hiver en mørkeblå kjole frem fra en bøjle.

„Argh.. jeg foretrækker sort". Kommenterer jeg på kjolen, og leder så lidt videre, men kommer med det samme i tanke om det som Jace sagde.

„Du bør gå noget mere i hvidt".

Selvom jeg slet ikke ville vælge hvid som farve af min balkjole, så kigger jeg dog stadig efter en flot hvid kjole.

„Hvad med hvid?". Spørger Emily pludselig, som om hun har læst mine tanker.

„Øøh". Tøver jeg, og vender mig om, og får øje på en hvid glimmerkjole. Den er virkelig flot, og den er heller ikke for 'piget' eller for meget.

Jeg kan faktisk overraskende nok lide den.

„Den er faktisk pæn". Siger jeg, og tager imod den.

„Er du syg? Du er selve farven sort, og nu vælger du som for første gang noget hvidt?". Spørger Josie drillende.

„Hun fortjener en klapsalve!". Udbryder Jenny og spiller med, hvorefter hun begynder at klappe. Derefter begynder de andre piger også at klappe, og vi ender allesammen i latter.

❄️❄️❄️

Da klokken er ved, at nærme sig 19.00, venter jeg på værelset og holder øje med Jace's bil.

Jeg er spændt, men jeg er også nervøs. Roselyn bad mig klart og tydeligt om, at holde mig væk fra Jace, ellers ville det have store konsekvenser.

Det er dog svære for mig, at sige fra og holde mig væk fra Jace, end jeg lige havde regnet med..

Lad os håbe, at Roselyn slet ikke kommer til ballet.

Selvfølgelig gør hun det.. Er du dum, Claire?

Efter at have ventet i lidt tid, omkring 15 minutter, hører jeg en bil dytte udenfor vinduet.

Hurtigt kigger jeg ud, og får øje på Jace's bil.

Langsomt træder han ud af bilen.. iført jakkesæt. *savl*

Shiiiit, han er lækker.. altså, wow.

Det kan også godt være mig som overdramatiserer, men er vi enige i at mænd og fyre i jakkesæt... altså det er bare attraktivt.

Hvordan ville jeg kunne holde mig væk fra ham nu??

„Claire?". Råber mor fra enden a trappen, og jeg går hurtigt ud af værelset og stiller mig klar ved det øverste trappetrin.

„Godaften, Mrs. Wolfhard". Kan jeg høre Jace sige høfligt nede fra entréen.

„Godaften, Jace. Kom ind". Hilser min mor høfligt tilbage, dog ikke pinligt. What a surprise, huh?

„Hun kommer lige om lidt, du kan bare sætte dig lige her". Fortæller min mor.

Fuck, hvorfor er det her så nervepirrende?

En dyb indånding fylder min mave og lunger op, hvorefter en kæmpe mængde luft langsomt siver ud af min mund og næse.

Derefter træder jeg tøvende ned på det næste trappetrin, og så det næste, og det næste og sådan bliver jeg langsomt ved.

Da jeg kommer længere ned af trappen møder jeg langsomt min mor, far og Jace's blik. De kigger alle betragtende på mig.

Måske er det fordi, at jeg har en hvid kjole på, og rent faktisk ikke noget sort.

Jeg rødmer for mig selv, og prøver stadig at tage det seriøst og forsætte ned ad trappen.