Elementernes sande mester (BTS ff) Del 1

Baggrunden

Det her er min første fanfiction og også bare min første rigtige historie. Håber virkelig i vil tage godt imod den😊. Undskyld hvis jeg laver nogle stavefejl.
-
Da jeg er færdig med bogen, laver jeg nogle af kapitlerne om, da jeg ikke helt er tilfreds med dem. Hvis i ser nogle kapitler som er skrevet på en anden måde end den næste, er det derfor.

~ = Tidsspring

Jeg åbnede langsomt øjnene, imens de justerede sig til sollyset, der strøg gennem vinduet.
Lyden af et dybt suk hørtes kort tid efter fra mine læber, imens jeg lå halvt ubevægelig med min stadig sovende krop.
Jeg var træt, træt af denne situation.
Jeg levede i verden som jeg aldeles gerne ville undgå at leve i.
Hvis bare der fandtes en anden version, en version der ikke var ligeså kompliceret, eller hvis bare jeg i det mindste ikke var præcis den jeg var, i denne verden.
Alt dette på grund af hvad jeg ville kalde en tilfældighed, en kontrolleret tilfældig.

Vand, ild, jord, luft, is, måne og sol udgjorde de syv elementer en person kunne være heldig at besidde. Andre var mere magtfulde end andre. Vand, ild, jord og luft var de stærkeste, men bare heldet ved at have et element var en stor gevinst. En sjældenhed ikke mange mennesker havde i denne verden. De fleste var det, man ville kalde normal. Folk uden evner udgjorde 95 procent af befolkningen.

Jeg gned mig selv i øjnene i forsøget på at få liv i dem. Mit gæt var at klokken var omkring seks.

Endnu en skoledag ventede mig. For at være ærlig gik jeg kun på skolen for at studere.
Hvis jeg fortsatte med at koncentrere mig, var sandsynligheden for et velhavende job stor, som jeg også var ret stolt af.

Noget jeg dog ikke var særlig stolt af, var at jeg blev nødt til at få mig et velhavende job. Lige i øjeblikket, knoklede jeg for at betale regninger, strøm og mad som var noget af det vigtigste. For ikke at nævne at gå i skole på samme tid.
Det var svært at finde et job. Jeg ville helst undgå at være i nærkontakt med mennesker, hvilket de fleste jobs jo  krævede. Genert var nok det der beskrev mig mest sammen med introvert.
Årsagen til at jeg var sådan, var jeg heller ikke stolt af.

Jeg rejste mig langsomt op fra sengen, slæbende med min udmattede krop. Jeg strakte mine arme over hovedet imens jeg gabte. Jeg tog langsomme skridt mod badeværelset for at tage et bad, og gøre mig klar til endnu en lang dag, som jeg ville prøve at få det bedste ud af.
Jeg stoppede op sukkende, da jeg så mig selv ind i øjnene i refleksionen af spejlet.

Mine regnbuefarvede øjne. Alle der havde et element, havde også den samme farve øjne som elementet repræsenterede. Jeg var den eneste der havde alle elementer, ihvertfald hvad jeg kendte til. Der var bare ikke nogen der vidste det.

Jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at holde det hemmeligt. Tanken om at nogen fandt ud af det, skræmte mig. Det skræmte mig af ingen årsag, jeg kendte til.
Var det fordi at jeg var bange for den opmærksomhed jeg vidste jeg ville få?
Var det fordi at jeg var bange for den ukendte reaktion?
Jeg havde ingen anelse, men jeg vidste bare at jeg havde prøvet at skjule det så længe jeg kunne huske.

Jeg mærkede om vandet endelig var blevet varmt, og trådte ind i den lille bruser, som straks gav mig gåsehud.
Mit hår skiftede fra blondt til lysebrunt, da jeg stak mit hoved under det lune vand. Det var blevet så langt at det gik mig til midten af ryggen.
Jeg havde ikke råd til en frisør, og jeg stolede ikke nok på mig, til selv at klippe det.

Mine biologiske forældre døde da jeg var helt lille. Jeg kan knap nok huske hvordan de så ud. Grunden til deres død vidste jeg heller ikke. De var et tomt minde, som jeg enderligt savnede.

Jeg blev fortalt at jeg blev sendt på et børnehjem kort tid efter. Der gik flere år før jeg blev adopteret, og var næsten lige fyldt syv da det skete. Også selvom at det var meget lang tid siden, huskede jeg stadig følelsen af glæde da jeg fik det fortalt, men det var så også det eneste jeg rigtig huskede.
Min hukommelse havde aldrig været den stærkeste.
De næste minder var fra da jeg var cirka ni. Hvordan jeg gik rundt med håret over øjenene for at skjule dem. Hvordan jeg helst ville blive hjemme, og være sammen med min meget lille familie, for at undgå folks stirren. Af hvad jeg husker fortalte mine forældre aldrig rigtig om min "gave" til nogen andre, hvilket jeg til den dag i dag er taknemmelig for.
Glæden varede dog ikke ved. Da jeg var ti kom mine nye forældre ud for en bilulykke.
Såren var uforglemmelig, og den rammer mig stadig af og til.
Jeg kom ikke på børnehjem igen. Jeg havde klaret mig selv siden da.

Jeg steg forsigtig ud af brusekabinet, og tog et håndklæde, som jeg havde lagt frem. Jeg smilede til mig selv i spejlet.
'Det kan da kun blive bedre fra nu af'

~

En time senere var jeg på vej i skole. Der var ti minutter på gå ben fra min lejlighed, og af en eller anden grund kom jeg for det meste for sent.
Nogle dage sov jeg over mig, og andre blev jeg forgabt i en bog, så jeg til sidst glemte tiden.

Jeg tog en bid af det æble jeg havde taget med på vejen, imens jeg luntede lidt. Hvis jeg blev ved med at løbe, kunne jeg være heldig at nå det til tiden.

Jeg havde en hoodie og et par jeans på. Som altid, var hætten trukket over mit hoved, med mit hår langs siderne.
Det var typisk den måde jeg gemte mine øjne på.
Kontaktlinser var for dyre, men jeg havde overvejet det op til flere gange.

Jeg var kommet tæt nok på skolen til at den begyndte at være synlig. Jeg kunne se få elever, der også var ved at komme for sent, løbe ind ad indgangen.
Jeg satte farten op. Jeg havde intet ur på mig, og måtte gætte mig frem til at der kun var få minutter til at timen ville starte.

Da jeg var kommer ind ad døren, satte jeg farten lidt ned. Der var ingen andre på gangen.
Jeg gik målrettet og hurtigt mellem gangene, da jeg havde helt styr på hvilken time jeg skulle, og hvor klasselokalet lå.
Jeg så på klokken, der hang på væggen i gangen. Jeg ville nå det på sekundet.

Men lige da jeg var få meter fra klasselokalet, bombede jeg ind i noget hårdt, hvilket fik mig til at falde baglæns.

"Av" Mumlede jeg.

"Se dig f-" Begyndte en person, men stoppede vidst sig selv midt i sætningen.

Jeg så op, og mødte ubevidst et par knaldrøde øjne.

Wow

Personen var høj, og havde kuldsort hår. Hans markante kindben, passede perfekt til hans flammende øjne.

Med det samme rejste jeg mig op, og løb direkte forbi ham, imens jeg mumlede undskyld for at støde ind i ham, før at han kunne nå at reagere.

Panik løb igennem mig. Det var fuldkommen umuligt at han ikke havde bemærket farven på mine øjne, medmindre han var farveblind.

Shit!

Det værste ved det var, at jeg kendte ham, eller ikke ved navn. Jeg vidste han var en del af de syv populære brødre der gik på skolen. De alle havde hver deres element og gik i elementklassen, og af hvad jeg havde hørt, kaldte de sig selv BTS, men mere vidste jeg ikke.

Jeg åbnede hurtigt døren til klasseværelset, og med det samme kunne jeg mærke øjenene være rettet mod mig, imens jeg bare blev ved med at stirre ned i gulvet.

Hvad ville jeg ikke gøre for at kunne sætte mig på min plads bagerst i lokalet, og lade som om at jeg ikke var kommer et enkelt minut for sent.

"Y/N, det er tredje gang i denne uge" Hørte jeg lærerens skarpe stemme skingre irriteret.
"Hvor mange gange skal det vare ved"

"Undskyld" Mumlede jeg, men tvivlede på at nogen overhovedet kunne høre det.

"Måske ville det hjælpe med en eftersidning?" Sagde han som om det var et spørgsmål, og ikke en ordre.

"Efter skole. Og sæt dig så ned!" Sagde han, tydeligvis træt af sit job.

Uden at tøve satte jeg mig ned, mindst ligeså irriteret som hende.

Det var det første kapitel🙌 Håber virkelig at i kan lide den❤️
Vil i gerne have billeder af hvad Y/N tager på? Så skriv det lige i kommentaren💖