Sister Horan | N.H

Kapitel 40

Emmas synsvinkel
Jeg ville sige noget, men kunne ikke. Tiden føltes helt stille, mine øjne holdt sig til Harrys og hans til mine. "Du er ikke et stort rod, Ems" gentog han, dog med en lille tilføjelse, udover Ems. Han kørte sine hånd, fra mit hår til min kind og trak forsigtigt mit hovede mod hans. Hans læber rørte mine og jeg havde ingen ide om, hvordan jeg skulle reagere. Jeg sad stivnet det første stykke tid, indtil jeg lod mig rive med. Mine hænder gled op i Harrys hår, hvor krøllerne blev mast af mine håndflader. Sommerfugle fløj rundt i min mave, mine røde kinder føltes varme og mine øjne lukket. Da Harry stille trak sig, sagde han intet og jeg gjorde heller ikke. Mens jeg lod Harry løfte mig op, som aftenen igår, forlod mine tanker Niall og jeg klemte mig til Harrys bryst. Hans hjertebanken lød usædvanlig, hvad tænkte han mon på? Han stoppede ikke op ved mit værelse, han fortsatte, ned til hans eget. Og jeg sagde ham ikke imod. Jeg var træt og helt knust, hvis bare jeg måtte sove, var jeg ligeglad hvor. Harry åbnede døren ind til hans værelse og bar stadig mig, hen til sengen, hvor han forsigtigt lagde mig ned. Og som jeg troede, at han ville gå - hvilket jeg ikke ønskede - lagde han sig også i sengen. Tæt mod mig og jeg lod mit hovede, støtte mod hans brystkasse. "Emma jeg-" jeg afbrød ham, for jeg var skræmt, for hvad han ville sige. "Shh Harry"

* * *
Nialls synsvinkel
Jeg kørte tilbage til sommerhuset og selvom, jeg hellere ville sove hjemme. - Men jeg havde ikke det største valg, jeg kunne ikke bare lade Emma i stikken, hvis man overhovedet kunne kalde det, det. Der var kun få minutter til, at jeg var ved sommerhuset, det var mørkt og klokken var mange. Jeg burde have været hjemme for længst, men noget inde i mig, kunne ikke få mig til at vende om. Hvorfor jeg ikke ønskede at køre tilbage? Jeg havde intet svar, alle mine følelser stod uklart. Mine øjne fangede sommerhuset, som var få meter fra mig. Da jeg havde parkeret og var steget ud, begyndte igen en underlig følelse at flyve gennem min krop. Jeg gjorde alt for at ignorere den, men jo mere jeg prøvede, jo mere kom den tilbage. Denne følelse måtte derfor blive i min krop og jeg begyndte så småt at gå frem mod døren. Min hånd hev ned i håndtaget og til min store overraskelse, var døren ikke låst. - Jeg kiggede lidt på håndtaget, som om det ville besvare et spørgsmål for mig. Men som tiden gik, måtte jeg indse, at et håndtag ikke kan tale. Jeg listede ind og kunne ikke høre den mindste lyd, så Emma og Harry var sikkert gået til ro. Da jeg havde låst døren og slukket lyset, bevægede jeg mig frem i mørket. Min ene hånd var mod væggen, så jeg ikke ville falde, hvilket jeg heller ikke gjorde. Mine fødder havde gået her så tit, at det ikke var med besvær, at komme frem i mørke. Jeg kom ind på værelset og trådte godt og grundigt over madrassen, hvor jeg regnede med Emma lå. - Hvilket hun ikke gjorde? Dynen var helt flad, det var til at se i mørket, så jeg trådte ned på madrassen og mærkede ikke det jeg lige ønskede. Kun madras og dyne, men ingen Emma? Først var panikken lige ved at stige i mig, da det slog mig; måske lå hun inde i stuen? Jeg vandrede tilbage i mørket, helt ind i stuen og mine fingre gled langs væggen og ramte kontakten, så jeg igen havde lys. Mine øjne fangede hurtigt sofaen og så stadig ingen Emma. Først stod jeg og havde ingen ide om, hvor hun kunne ligge da det slog mig. Irritationen steg i mig også selvom, jeg ikke vidste om min teori var sand. Med faste skridt var jeg hurtigt ved døren til Harrys værelse, hvor jeg ikke forsøgte at være stille. - Ikke det mindste. Min hånd greb fat om håndtaget og skubbede hurtigt døren op og jeg trådte ind i rummet, med et tungt og larmende skridt. På ingen tid var lyset tændt og mine øjne mødte et syn, resten af min krop ikke blev speciel glad for. - Harry og Emma, sovende i hinandens arme. Med mit larmende skridt - ifølge mig - begyndte Emmas øjne stille at åbne sig. Da hun havde blinket et par gange og jeg utålmodigt ventede på, at hun ville se og opdage at jeg stod her, med vreden sivende ud ad mine ører og klar til råbe.

"Åh Niall..." Sagde Emma lavt og spærrede sine øjne helt op. Inden jeg begyndte at råbe op, skyndte hun sig hurtigt at ligge sin finger på munden og mumle: "sshh"

Jeg havde den største lyst til at hente en megafon og så bare vække Harry, ved at skrige hans navn gennem megafonen. - Men Emmas tiggende øjne om, at jeg holdt min mund lukket, virkede. Hun fik viklet sig ud ad Harrys greb og listede med mig ind på vores fælles værelse.

"Hvorfor lå du i Harrys arme?" Råbte jeg, men stadig i det hviskende toneleje. "Du kom aldrig" svarede hun igen, sikke en flabet søster. "Jeg står jo lige her og før du siger noget, så lad mig snakke færdig, okay?" Jeg kiggede truende på hende og var ligeglad med, om det her ville give bagslag. Hun nikkede og jeg snakkede videre: "Vi kører hjem i morgen tidlig, Harry holder sine fingre fra dig-" og hun afbrød. "Niall der skete jo intet! Jeg lå bare i hans arme, det betyder jo ikke at jeg pludselig glemmer dig! For det er jo det, som du er så utrolig bange for!" Hun råbte sine ord, ikke i det hviskende toneleje, hun råbte dem.

"Jeg er ligeglad med der intet skete, bare hold dig fra ham." Vrissede jeg og fjernede ikke mine øjne fra hende, ikke et eneste sekund. "Hvis du er så ligeglad, ville du ikke bede mig om det der, når jeg siger intet skete! Jeg følte bare mere tryg i hans arme, end at ligge på madrassen og græde mig selv i søvn!" Tårerne pressede på, både hos Emma og jeg. Jeg prøvede at få ordet 'undskyld' frem, men en klump sad i min hals, jeg følte mig tom for ord og en følelse af, at mine læber var syet sammen - så intet ville komme ud. Så skete det uventede, Harry trådte ind i rummet og sagde noget, som mine ører heller ikke brød sig om...

Hvad siger Harry mon? :0
Nogle der ønsker at Harry og Emma finder sammen, selvom indsatsen er Emma og Nialls bånd? - Let me know.
Love, Julie Sophie.