Sister Horan | N.H

Kapitel 11

☆ Annesofie er dejlig! ☆

Nialls synsvinkel

Vi kørte i fuld fart mod hospitalet, jeg havde stadig ikke fattet det, det var alt for uvirkeligt. Hun var virkelig vågen, hun var kommet ud af den bobbel som hun havde ligget i, en bobbel hvor hun ikke kunne høre os og heller ikke se os. Det var slut nu, hendes øjne tog sig sammen og slog sig op, men hvordan hendes tilstand var lige nu, havde jeg ikke fået svar på. Min far koncentrerede sig om sin kørsel og min mor sad endnu en gang grædende, det som hun havde gjort flere gange, i flere dage.

Da vi nåde derhen, steg vi alle sammen ud af bilen, i løbet af ingen tid. Vi satte i løb mod døren og kom indenfor, vi skyndte os hen til receptionen.

"Horan." Fik min far sagt imens han åndede ud, han var forpustet og så havde han travlt med at komme af sted.

"Denne vej." Der var ingen tøven fra den unge kvinde, hun gik selv meget stærkt og kunne godt mærke, at vi ville ind til Emma nu.

Vi nåde frem i en ualmindelig hurtig gå fart, vi stod foran den mørke dør, som lå på grænsen mellem grå og sort.

Hvorfor lave en dør så anderledes? Det var en gåde, en stor gåde. Hvorfor gjorde man det?

Der blev taget i håndtaget på den anden side af døren, den åbnede stille op, og vi gik med spændte skridt ind i det inde lukket lokale.

"Vi skal lige snakke om hendes tilstand, før i kan få lov til at snakke med hende." Sagde lægen.

Jeg kiggede over på sengen som var tom, hvor var hun?

"Hvor er hun?" Røg det ud af mig.

Jeg fik et blik af lægen, som vist ikke var et godt blik, for hans mundvige pegede straks ned af og hans øjne blev fyldt med tomhed.

"Hendes tilstand?" Skyndte min far at sige og kiggede forventende på lægen, som ikke ville fjerne hans dræbende øjne fra mig.

"Øhm ja, dette bør kun høres af forældre." Sagde han og kiggede strengt på mig.

Jeg tabte min kæbe og skulle til at råbe op, da min far kom mig i forkøbet.

"Han har ret til at vide lige så meget som os." Sagde min far strengt til lægen som stadig havde dræbende øjne rettet mod mig.

"Ja så." Mumlede lægen.

Han fumlede med en masse papirer og begyndte stille at kigge på min far, i stedet for mig.

"Der er tegn på voldtægt, tæsk og sult." Svarede han kort og kiggede dybt ned i sine papirer.

Tæsk, det var indlysende - når man havde set hende.

Sult - endnu mere indlysende.

Voldtægt - det kom som et chok for os alle sammen, selve ordet fik mig til at ryste, tanken om min søster, der bliver voldtaget, var forfærdelig, ubehagelig, skræmmende, sorgende og meget andet.

"Vo-voldtægt?" Stammede min mor og kiggede på lægen, hendes øjne var røde og tårerne løb ned af hendes kinder.

Han nikkede langsomt og sendte min mor et blik, hans blikke var ikke til at læse - uhyggeligt.

"Hvornår må vi snakke med hende? Få hende med hjem?" Spurgte min far, ivrigt og så med en rystende stemme, der kunne knække hvert sekund.

"Vi forslår at hun skal gå til en psykolog, for at komme ud med alt der er sket." Svarede lægen og kiggede nu på min far.

Det var jo slet ikke det han spurgte om? - hvorfor skifte emnet?

"Det er forståeligt." Tilføjede jeg og ventede på at han ville forsætte sin sætning.

"I må snakke med hende om lidt. Vi ved endnu ikke hvornår hun kan forlade stedet her, da vi skal tage dna prøver, vi skulle jo gerne finde noget dna fra gerningsmanden." Forsatte han så.

Jeg åndede lettet ud, jeg var ikke lettet, eller på en måde, jeg var lettet over at jeg skulle føre en samtale med Emma om lidt, noget jeg havde savnet i flere år.

"Hvis I følger med mig, så skal jeg vise vejen ind til hendes nye stue." Han rejste sig og begyndte at gå.

Vi fulgte stille efter, stille og roligt, ingen af os sagde noget, den eneste lyd der var at høre, var vores skridt og ikke mindst min mors hulken.

Hvorfor vi blev ført til et andet rum først, var et godt spørgsmål. De kunne bare have snakket med os i venterummet? Måske ville de bare være mere dramatiske eller noget ligende - jeg ved det virkelig ikke.

Da vi nåde hen til døren med nummeret 305 på, stoppede vi op, lægen tog fat i det grå håndtag og hev stille ned i det.

Jeg kunne flippe ud og råbe: "så gå dog ind! For fanden!" Og så bare brase ind, fordi jeg ikke gad gøre alt i slowmotion, men det synes lægen var sjovt.

Da døren endelig var blevet åbent helt og stod på fuld gab, trådte lægen ind, efterfulgt af mig og så mine forældre.

Det rum vi trådte ind i, havde meget mere lys, gardinerne oppe og ikke en tyk luft, så man næsten ikke kunne trække vejret - denne her luft var befriende.

Der var et hvid forhæng for sengen Emma lå i, lægen trådte langsomt hen til det og trak det forsigtigt for.

"Så Emma, din familie er her." Sagde han til hende, som var hun et lille barn.

Hun kiggede underligt på min mor og far som trådte frem, men da jeg kom, forlod et gisp hendes mund.

Jeg begyndte stille at kigge ned i gulvet, af en grund, følte jeg skam over hendes gisp. Jeg følte skam, fordi det kom ved mig - ikke andre.

Min mor gik hen til hende og satte sig på kanten af den hvide seng.

"Hej Emma" begyndte hun med tårer i øjnene, jeg kiggede op igen og så Emma stille lagde sin hvide hånd på min mors.

Min far og jeg gik tættere på i takt, vi stillede os bag ved min mor.

"Du skal ikke være bange." Fortsatte min mor, roligt og trygt.

Jeg kiggede på Emma, hendes øjne var som mine, en skinnende blå som alle lagde mærke til, hendes brune hår gik hende til under hoften, men var så slidt, at det ikke så kønt ud.

Jeg satte forsigtigt mig ned i sengen, Emma kiggede med lidt store øjne da jeg havde sat mig.

"Jeg er din storebror, Niall" sagde jeg så, imens hendes hånd klemte sig strammere om min mors.

Jeg smilede stille til hende, men fik intet tilbage, kun et koldt og såret blik, som om jeg havde gjort hende ondt.

Det stak i hjertet, det gjorde ondt, men hvad havde jeg regnet med? At hun ville kunne huske mig? Det havde jeg egentlig, men det ville være et chok hvis hun faktisk kunne.

"Du skal nok komme hjem i løbet af dagene." Sagde min mor og smilede til hende.

Emmas ansigt -hvor man tydeligt kunne se hver eneste knogle- ændrede sig hurtigt, hun kiggede med et chok på min mor og trak på ingen tid sin hånd til sig.

Hvad var hun så bange for? Vi var jo hendes familie...

_____

Hei!:)

Hvad er Emma mon så bange for?

Har ikke så meget at sige, men tak!

Håber I har det fab!;')

Oh, min bedste veninde @HarrysLovelyDimples udgiver snart sin første ff, så vær' klar!:0

Den er med Harry og Liam, hvis man kan sige det....

Omg, hold jer klar!

Den bliver igennem uimodståelig!

Overvejer at smide en prolog op, men er ikke sikker?

Og, ved godt Greg ikke var med, men der er selvfølgelig en grund.

- Julie Sophie, that's my name!

_____