Sister Horan | N.H

Kapitel 14

Nialls synsvinkel

Sætningen sad fast i mit hovede, vi måtte få hende med hjem i morgen, det ville altså sige snart! Jeg sad og var helt frosset, min kæbe lå næsten på jorden og mine øjne var store som helvede. Mine forældres reaktion var ikke så overvældende, få tårer og så var det på plads - de følte nok, at de snart tabte alt vand i kroppen, hvis de skulle tudebrøle over hver lille ting lægen sagde. Jeg kiggede på min mor og gik så hen mod hende, jeg trak hende ind i et kram. Jeg holdt fast om hende, som skulle jeg aldrig give slip.

"Det er helt utroligt." Hviskede jeg i hendes øre, min stemme rystede en lille smule, som mine hænder.

"Ja." Svarede min mor, hun anstrengte sig for ikke at bryde ud i gråd, hun var så over lykkelig - det var der slet ingen tvivl om.

Jeg trak mig ud af krammet efter noget tid og gik så hen til min far, som allerede stod med en åben favn. Min arme kom rundt om ham og hans om mig. Tre ordentlige klap fik jeg på ryggen, og et par snøft i skulderen. Mit smil blev større og større, det var ufatteligt! Vi kunne allerede få hende med hjem, så tidligt. Jeg havde fortalt mig selv, at der ville gå måneder, så dette var en kæmpe overraskelse.

Min far trak sig ud af vores kram og omfavnede min mor, jeg gik så hen til Greg, som stadig var helt svedig og ikke kunne slappe af.

Han virkede ikke i et kramme humør, men han havde desværre ikke et valg, mine arme fløj hurtigt om ham og så lidt efter lidt, fandt hans om mig.

Han begyndte stille at slappe af, hele hans krop stoppede med at ryste, han træk vejret stille og roligt, men han var stadig våd af sved - lidt klamt, men jeg var så overvældende glad, at jeg ikke tænkte så meget over det.

"Er du klar?" Spurgte jeg ham, efter krammet.

Hans øjne kiggede hurtigt op fra gulvet.

"Klar?" Han kiggede undrende på mig.

Han forstod hvis ikke helt hvad jeg mente.

"Er du klar til at møde Emma?" Spurgte jeg så og kiggede på ham, med et lille smil.

"D-det ved jeg altså ikke helt..." Stammede han og begyndte igen at trække vejret meget hurtigt og tungt.

"Bare rolig, det skal nok gå, hvad skulle gå galt?" Spurgte jeg og lagde forsigtigt min hånd på hans skulder.

"Det som skete da hun så dig..." Mumlede han lavt og kiggede ned i gulvet.

Jeg tror ikke han ville have jeg skulle høre det, men det gjorde jeg.

Jeg kiggede hurtigt på mine forældre, som forsøgte at undgå øjenkontakt med mig.

"Hvorfor har I sagt det til ham?" Sagde jeg så og gik mod mine forældre.

Jeg blev sur, mest fordi at jeg ikke ville have Greg vidste noget om det, det var derfor han var så bange. Det lyder underligt, men faktisk ønskede jeg ikke nogle skulle vide om hendes reaktion, da hun så mig.

Mine vejrtrækninger blev dybere, jeg forsøgte i alt ihærdighed at holde min vrede inde.

"Greg, det skal nok gå, Emma sover lige nu, da hun fik nogle piller, men hvis I nu tager hjem, så ringer jeg i morgen, når hun er vågnet." Skyndte lægen sig at sige og kiggede på Greg, som begyndte at slappe af igen.

"Lad os tage hjem." Vrissede jeg og gik irriteret ud af rummet, smækkede med døren og så ud i bilen.

Jeg kunne høre mine forældre - og Greg - komme små løbende bag mig, men jeg var ligeglad.

Jeg satte mig ind i bilen, krydsede mine arme og lavede et surt ansigt - det begynder at lyde som et barn, men nej, dette ansigt havde meget mere vrede i sig.

Greg kørte i sin egen bil hjem, efter at have sagt farvel til mor og far, han sagde også farvel til mig, men jeg mulede bare noget og lod mig ikke kigge på ham.

Mine forældre satte sig ind i bilen, kørte mod vores hjem, uden et eneste ord forlod deres munde.

Jeg var faktisk glad for de holdt deres munde lukket, for hvis de havde sagt noget, var jeg højtsandsynligt flippede endnu mere ud og skræmt dem.

Da vi nåde hjem, gik jeg mod mit tidligere værelse, smed mig i den seng, som altid havde været min og kiggede så op i loftet.

Mine øjenlåge havde lyst til at klappe sammen og bare sove, men de blev afbrudt, fordi en kom ind på værelset.

Jeg kiggede ikke hvem, skyndte bare at vende ryggen til personen og så kigge på væggen.

"Niall, vi blev nødt til at advare ham, okay?" Sagde min mor, lyden af hendes stemme varmede inden i, men jeg lod som ingenting og svarede hende ikke.

"Niall..." Sukkede hun dybt og satte sig i sengen.

"Hør her, jeg tror ikke du er sur over han ved det, men noget helt andet" sagde hun så og kørte stille hendes hånd hen af min arm.

Jeg svarede hende ikke, men vidste hun havde ret - og det vidste jeg, fordi tårerne begyndte at presse på igen.

"Du er såret over hendes reaktion, jeres bånd var tæt da I var små, nu er der slet ikke et bånd og så for dit hoved dig til at smide skylden på noget andet." Hendes ord gjorde ondt, hun havde ret.

Jeg vendte mig om, satte mig så op i sengen og omfavnede hende. Mine tårer begyndte at løbe som havde de aldrig før, ned i min mors skulder - hendes trygge skulder.

Det var sandt. Da vi var små havde vi et tættere bånd end alle andre søskende og nu, der havde vi ikke engang et bånd.

_____

Årh, poor Niall:'(

Nå, Emma kommer med hjem i næste kapitel, så glæd jer!

Og ikke for at reklamere igen, men vil I ikke være så dejlige og læse min nye ff Changed?

Sidste ting! Er igang med en ny ff, men mangler hoved personer! Skriv lidt om dig selv i kommentaren, fx: hårfarve, øjenfarve og yndlings dreng (1D eller 5sos) Please?

Love you all!

- Julie Sophie.

_____