Sister Horan | N.H

Kapitel 42

Tre måneder senere
Nialls synsvinkel
Tiden var fløjet afsted, tour'en igang og det havde den været i snart tre måneder. Siden Emma og jeg forlod sommerhuset og mine forældre var kommet hjem, havde vi ikke snakket sammen - jeg savnede hende virkelig. Mine forældre havde dog holdt mig opdateret om alt, og ud fra det de skrev, klarede Emma sig fantastisk for tiden. Hende og Greg kan sammen uden problemer og hun passede endda Theo tit, hvor glad havde jeg lov at være? Alt føltes ved det gamle, cirka. Jeg manglede bare at få snakket med Emma og få lagt forskellige ting bag os - og der var kun små ti minutter til hun ville ankomme. Drengene og jeg opholdte os på et hotel og en chauffør var sendt efter Emma, som skulle være med de næste fjorten dage af tour'en (altså Emma), hvor ville det blive dejligt at se hende igen! Da jeg gav min mor dette forslag om, at Emma kunne komme, tvivlede hun lidt, men jeg fik min vilje. Og jeg troede da også Emma savnede mig lidt, også selvom vi ikke havde snakket sammen siden sidst. Jeg sad i den seng, som var min de næste dage og trippede utålmodigt med min ene fod. Hver gang jeg hørte skridt ude på gangen, rejste jeg mig op og skulle til at åbne døren, men så hørte jeg at skridtene gik videre. Hvorfor skulle alting gå så langsomt, når man bare ønskede det hurtigt? Mine øjne fulgte uret og tiden føltes uendelig, hvornår ville døren gå op? Pludselig hørte jeg en banken på døren og jeg farede selvfølglig op, og var på ingen tid henne og få åbnet den.
"Hej Em-" jeg kiggede på Harry og vidste ikke helt, hvad jeg skulle sige. Ham og jeg havde været på kant siden sommerhuset, og vores fans havde bemærket det til de sidste par koncerter. - og fansene vidste endelig ordenligt besked om Emma, hvilket ikke gav alle de spørgsmål. "Jeg vil bare have, at vi er venner igen" sagde Harry, efter en lang pause med stilhed. Jeg nåede ikke at svare for jeg så Emma, på vej mod mit værelse. Hun kiggede så godt og grundigt på et lille stykke papir og derefter op på hver dør. "Ja ja Harry det er fint..." Mumlede jeg og skubbede ham til siden, hvorefter jeg satte i løb mod Emma. Hun opfangede mig hurigt og et stort smil spredte sig på hendes ansigt. Hun var blevet en så smuk ung pige, hendes krop havde fået mere fedt - hun var dog stadig undervægtig - og glæden i hendes øjne var tilbage. Jeg omfavnede Emma og sagde intet, bare at have hende i mine arme var nok. Først der opdagede jeg, at hendes tidligere brune hår, var blondt og jeg trak mig ud ad krammet og studerede hende. "Du ser godt ud" smilede jeg og tog fat i en lille hår-tot, hun smilte. "Du ser heller ikke for dårlig ud" små grinte hun og skubbede lidt til mig. Og jeg som havde gået og troet, at hun var så sur på mig?

"Hvorfor har du ikke ringet?" Spurgte jeg, efter nogle små jokes. Hun kiggede lidt på mig, før hun gav svar; "Jeg ville have noget at snakke om, når jeg kom" hun så meget tilfreds ud med sit svar, men jeg købte den ikke. Det var for to dage siden, at det blev aftalt hun skulle komme og hun havde ikke taget telefonen i tre måneder. "Jeg køber den ikke," sagde jeg og sendte hende et seriøst blik og hun smilede kort, hvorefter hun spurgte om, vi kunne gå ind på mit værelse og jeg nikkede ja. Og inde på værelset fik jeg forklaringen.

* * *
"Er du nervøs?" Spurgte jeg, da Emma sad og redte sit hår igennem - som var vokset en del, men stadig flot og sundt. "Nej, jeg glæder mig til at møde dem" smilede hun og fangede mine øjne i spejlet, som jeg sad foran og blev gjort klar til aftenens koncert. "Hvad så med koncerten?" Jeg smilte lidt og hun rystede stille på hovedet, "jeg ser den jo backstage, så der er intet at være bange for." Sagde hun så og smilede kort. Jeg vidste godt, at hun helst ville stå i mængden, men det kunne hun desværre ikke komme til. Jeg ville gøre alt for hende, men denne ting kunne jeg ikke klare - livet er ikke altid som disney film, hvor man kan alt.

Jeg var færdig og Emma havde trukket i noget nyt tøj, som bestod af; en hvid bluse og en - kort, efter brors mening - grå nederdel og så bar hun nogle mørke sneakers. "Skal vi?"sagde jeg og sendte hende et drillende blik, og hun rejste sig fulgte efter mig, med et glimt i øjet og et smil uden tænder, som så lignede en tynd streg.