Sister Horan | N.H

Kapitel 17

Nialls synsvinkel

Efter maden havde jeg ikke set mere til Emma, jeg tog mig ikke sammen til at gå ind på hendes værelse. Min far havde dog været derinde og fået ført en kort samtale med hende, mens min mor havde hentet Emmas mad. Min far og jeg satte os i stuen og så noget tv. Jeg fulgte slet ikke med, det eneste jeg kunne tænke på var Emma. Skulle jeg gå ind til hende? Eller skulle jeg lade hende være?

"Hvad ser I?" Mine tanker blev afbrudt, af min mors stemme. Jeg svarede ikke, men det gjorde min far.

Jeg hørte ikke svaret, jeg var allerede langt væk igen, da det slog mig, min mobil! Jeg rejste mig fra sofaen og gik mod mit værelse med faste skridt. Jeg måtte se om Liam havde ringet tilbage, hvad nu hvis han havde?

Da jeg nåde ind på værelset, hev jeg min mobil frem, som lå dybt nede i lommen på et par busker.

Jeg fik hurtigt trykket på knappen, så den lyste op. Min låseskærm fik et lille smil frem på mine læber, det var et billede af drengene og jeg.

Det gik op for mig - efter lidt tid - at han ikke havde ringet, det stod intet på min låseskærm. Et kort sekund havde jeg lyst til at smadre min mobil, jeg manglede ham lige nu, jeg havde brug for hám og så ringer han ikke tilbage...

Jeg satte min mobil til ladning og var så på vej i min seng, jeg havde bare lyst til at sove, men jeg blev afbrudt af min mor.

Hun trådte ind på mit værelse, uden så meget som et ord. Jeg kiggede længe på hende, jeg ville ikke åbne mig, hun måtte åbne munden først!

"Niall?" Sagde hun, efter en lang tid med tavshed.

Jeg nikkede stille og kiggede på hende.

"Du skal ikke lade dig gå på af det der skete-"

Jeg afbrød hende, for jeg vidste udmærket godt, hvordan den tale ville ende - og jeg havde ikke lyst til at høre den.

"Nej nej, det gør det heller ikke." Svarede jeg og pressede et smil frem på mine læber.

Hun kiggede på mig og sendte nogle øjne som sagde: mener du det?

Jeg nikkede med mit falske smil og kiggede så ned på mine hænder, uden at fjerne mit smil.

"Okay..." Hun virkede lidt tøvende, jeg havde nok ikke helt overbevist hende.

Hun forlod mit værelse, efter hun havde givet mig et kram og hvisket i mit øre: "Jeg elsker dig."

◇ ◇ ◇

Jeg havde været inde ved Emma og sige godnat, før jeg valgte at lægge mig til at sove.

Hun virkede ikke til at kunne lide, at have mig omkring hende, men hun skulle jo vænne sig til det...

Jeg havde lige lagt mig godt til rette og fået trukket dynen over mig, da min mobil ringede.

Et irriteret suk forlod min mund, mens jeg rejste mig fra min seng. Mine øjne faldt hurtigt på skærmen som lyste op.

"Liam" stod der og jeg fik hurtigt hevet mobilen ud af laderen og kørt min finger over skærmen.

"Det er Niall." Sagde jeg og åndede lettet ud, jeg nåde at tage den.

"Hey Niall." Lyden af Liams stemme beroligede mig.

"...undskyld jeg ikke tog den da-"

"Det gør ikke noget. Jeg ringede trods alt også midt om natten." Svarede jeg, før han fik afsluttet hans sætning.

"Er du okay?" Spurgte jeg, efter noget tid, hvor Liam ikke havde sagt noget.

Det eneste jeg hørte fra den anden ende, var lyden af Liams åndedræt.

"Jeg har en dårlig nyhed..." Mumlede han.

Jeg gik stille over mod min seng og satte mig ned, en dårlig nyhed, lige det jeg manglede - mærk sarkasmen.

"Hvad?" Fik jeg sagt og forsøgte at holde mine hænder i ro - de var begyndt at ryste.

"Jeg er så ked af det..." Hans stemme knækkede midt over, hvilket min også var tæt på.

"Liam, hvad er der sket!?" Spurgte jeg panisk, han græd, så der var sket noget seriøst dårligt.

"Du skal komme tilbage på Tour..."

Jeg var helt stille, hvad skulle jeg svare?

"Men Emma er lige kommet hjem?" Jeg kiggede på min hånd, som ikke var faldet til ro, den rystede endnu mere nu.

"... De siger du skal..." Hulkede Liam.

Jeg kunne ikke klare lyden af ham græde, det var noget jeg havde hørt så sjældent, så tårerne begyndte også at strømme ned af mine kinder.

"Det kan jeg jo ikke? Emma er lige kommet hjem! Jeg skal have bygget et forhold med hende? H-hun er skræmt hver gang hun ser mig..."

Den sidste sætning forlod min mund med en del hulk og snøft. Jeg kunne ikke tage tilbage på Tour nu?

"Jeg er så ked af det... Undskyld" Liam anstrengte sig i at holde sine hulk inde, men han vidste hvor hårdt dette ville være for mig, så han kunne ikke...

"Hvorfor er det dig der ringer? Hvorfor er det ikke vores manager?" Spurgte jeg så og ventede lidt på at få et svar.

"Jeg fik af vide jeg skulle... Jeg ved ikke hvorfor de ikke gjorde det... Det er så hårdt, af skulle fortælle sådan noget!" Hulkede han, mens jeg prøvede at holde mine hulk inde, så jeg kunne høre hvad han sagde.

"Jeg kan ikke..." Mumlede jeg.

"Det ved jeg godt Niall" sagde Liam og snøftede et par gange.

"Hvad skal vi gøre?" Spurgte jeg og kiggede op, i håber om at se Liam foran mig - men jeg så ikke andet end mit værelse.

"Jeg ved det ikke..."

"...Jeg ved det virkelig ikke"

Jeg skulle til at sige noget, da lyden af et højt skrig afbrød mig.

"Hvem var det?" Spurgte Liam hurtigt.

Jeg svarede ikke, min mobil røg ned i lommen, men stadig med Liam i røret og så løb jeg ind til Emma.

"Er du okay?" Spurgte jeg forpustet, mens jeg tørrede mine røvrendte øjne.

Jeg kiggede underligt på min far, som sad ved Emmas side, han så helt skræmt ud.

På ingen tid, havde min far trådt væk fra Emma, som gemte sig langt under dynen, mens hun brød ud i gråd.

"Hvad sker der?" Lød det ovre fra døren, min mor.

Min far kiggede forskrækket på hende, før han forlod rummet. Min mors øjne landede på mig, men jeg trak på mine skuldre - jeg havde ingen anelse om, hvad min far havde gjort, som fik Emma til at skrige op.

"Emma..." Sage min mor og skyndte sig over til hende, hun trak stille dynen af, så man kunne skimme hendes ansigt.

"H-han gjorde mig ondt..."

_____

Hej guys ;]

Håber I kunne lide kapitlet, har gjort mit bedste!;]

Hvad tror I, de vil gøre? Niall kan jo ikke komme tilbage på Tour nu, vel?:0

Hvad tror I Emma mener?

Har Nialls far gjort hende noget?:0

Skriv en kommentar!:] & stem!;-*

Love Ya' guys!:]

- Julie Sophie.

_____