Sister Horan | N.H

Kapitel 15

Nialls synsvinkel

Jeg havde ikke lukket et øje hele natten, min tanker havde holdt mig vågen. Jeg havde tænkt på, hvordan Emma ville reagere, når hun kom med hjem? Ville hun skrige eller måske gemme sig? Og hvordan skulle jeg nogensinde nå gennem den bobbel, som havde dannet sig rundt om hende - kun min mor, ville kunne trænge gennem.

Jeg valgte at rejse mig fra min seng, tage en pause med alle tankerne og så forsøge at holde mit humør oppe - hvis det kunne lade sig gøre.

Mine sløve skridt, gik mod køkkenet, hvor mine forældre allerede sad og spiste morgenmad, jeg satte mig ned med et bump og kiggede så lidt på min tomme tallerken.

Mine forældre kiggede lidt på mig, men jeg rystede bare på hovedet, for første gang i mit liv, var jeg ikke sulten. Mad var min sidste tanke lige nu. Efter noget tid, tog min far hans sidste slurk og rejste sig, og min mor fulgte trop.

"Vi kører nu, vil du med eller?" Spurgte min far og satte koppen på bordet.

"Jeg bliver bare her" sukkede jeg og begyndte stille at køre min finger rundt på tallerkenen.

"Vi er nok først hjemme om en times tid, så du har masser af tid, til at gøre dig klar." Sagde min mor, med et ansigt, som forsøgte at være venlig, men virkede desværre ikke.

"Jajaja...." Svarede jeg og så mine forældre forlade køkkenet, som altid havde været mit yndlings sted.

Jeg hørte døren klappe i og kunne stadig ikke spise noget, min mave rumlede, den ville så gerne have noget, men min mund ville ikke åbne - så det var ikke særlig nemt.

Jeg rejste mig så fra stolen, ryddede alt op og gik så ud mod badeværelset, som havde lyset tændt.

Jeg kneb mine øjne sammen, da lyset var ekstra stærkt derude, ikke lige noget mine trætte øjne orkede.

Jeg kiggede i spejlet, som viste mit uglede hår og ikke mindst de røde cirkler om mine øjne, jeg gned mine øjne og kunne mærke det sved lidt. Hele natten havde jeg gnedet mine øjne, fordi tårerne blev ved med at falde.

Jeg sukkede og gik så mod bruseren, jeg tændte for vandet og med vilje, lod jeg vandet være koldt, så ville jeg vågne hurtigere.

Denne dag, burde jeg være vågen som en fugl, være glad og vente spændt på at Emma skulle komme hjem, men nej.

Jeg følte ikke så stor en glæde over at hun kom hjem, hun kunne ikke engang kigge på mig med et smil. De onde og skræmte øjne hun kunne lave, fik min far og jeg.

Greg kom sikkert også med hjem, for ham hentede de jo på vejen, han havde jo trods alt ikke mødt Emma endnu.

Jeg håbede hun reagerede på samme måde med ham, som hun havde gjort ved mig.

At være det sorte får, var ikke fedt, specielt ikke når det var min søster, der så mig sådan.

Jeg trådte stille ind i bruseren, det kolde vand ramte min krop, et rus løb gennem min krop, mens jeg begyndte at smøre shampoo i håret.

◇ ◇ ◇

Jeg havde taget det tøj på, som min mor havde lagt frem til mig.

Jeg gik hen til spejlet og kiggede ned af mig selv, det her tøj, følte jeg mig ikke længere tilpas i.

Hvorfor, vidste jeg ikke, følelsen kom bare, jeg ville skifte, men jeg ville også gøre min mor glad.

Så derfor, valgte jeg selfølgelig at beholde tøjet på, og så håbe, at Emma ville give mig en chance og lade mig være hendes bror.

Jeg gik ud i køkkenet, sørgede for alt så godt ud - som hvis det kom en ejendomsmægler.

Hvert et rum blev tjekket af mine blå øjne og hvis der lå noget og flød på gulvet, samlede jeg det op - alt skulle se ordenligt ud.

Jeg satte mig så i stuen, tændte tv'et og det første der poppede op på skærmen, var nyhederne.

"...Livløs pige blev fundet i skoven, søster til Niall Horan og er nu vågnet..."

Jeg gad ikke høre på det, se på det eller noget ligende, så jeg skiftede hurtigt og kiggede bag mig, lyden af døren som blev skubbet op, fangede min øjne.

På ingen tid, stod jeg op og børstede lige hurtigt min trøje, der var ikke noget på den, jeg følte bare for det.

"Hej." Sagde jeg, idet min mors ansigt kom til syne.

Hun smilede stort, efter hende kom Emma, iført en alt for stor hvid trøje og et par hvide sokker.

Hendes tynde ben, var mere end tydelige, hun lignede mere et skelet end menneske, så tynd var hun.

Jeg forsøgte at lade mine øjne holde sig til hendes ansigt, men jeg blev ved og ved med at kiggede på hendes ben - de symboliserede, hvor hårdt hun var blevet behandlet.

Min mor gik stille mod mig, med Emma ved hendes side, jeg smilte og gik stille mod dem.

"Hej..." Sagde hun lavt, og kiggede ned på sine fødder.

"Hej." Smilede jeg, hun lagde dog ikke mærke til mit smil, for hendes øjne flyttede sig ikke fra gulvet.

Det hele skulle nok gå, bare meget langsomt, jeg måtte slappe af, tage et skridt efter det andet.

Jeg forsøgte stille at trække hende ind i et kram...

_____

Hej!:]

Undskyld der er gået noget tid!

Har bare ikke lige haft tid, men her er et kapitel, håber I kan lide det!:]

Gad vide hvad hun siger til det kram?

- Og, kunne I tænker jer, snart at læse fra Emmas synsvinkel?;]

Elsker jer alle, smid gerne en kommentar?:]

- Julie Sophie.

_____