Sister Horan | N.H

Kapitel 33

Nialls synsvinkel

Tanker og atter tanker, spørgsmål som intet svar havde, fløj gennem mit hoved. Hvad kunne jeg ellers gøre? Sommerhuset var den eneste udvej, medmindre jeg tog et dristigt valg og forsøgte at prøve, at snige mig ind i mine forældres hus. - Som på den ene side også var mit, eller hvad man nu kunne sige. Hvor dumt lød det ikke, at skrive til mine forældre "hey mor og far, Emma og jeg er i sommerhuset, fordi jeg inviterede mine fans på besøg og  nu vil de ikke gå." Dummere kunne det snart ikke blive. Dum, dummere, Niall Horan. Jeg fortsatte min vej mod sommerhuset, Emma sov endnu og jeg håbede hun ikke ville vågne, før de to timers køretur var slut. Mens radioen spillede lavt, nynnede jeg lidt med på dem som var genkendelige. Mørket begyndte at falde på, efter en times køretur og Emma sov endnu. Måske holdt hendes søvn hele vejen. - Det ønskede jeg i hvert tilfælde. For at være ærlig, orkede jeg ikke at forklare det mindste, om at vi skulle bo i sommerhuset, de næste par dage. For op ad sommerhuset lå en skov, dog en meget smuk skov på denne tid af året og for ikke at nævne det dårlige signal deroppe. Ikke nogle ting som ligefrem ville berolige en pige, som var bange for mørket og skove. Derfor ønskede jeg ikke at Emma ville vågne før i morgen tidlig, jeg kunne jo bare bære hende ind i sengen og derefter selv lægge mig til at sove. Først skulle jeg dog: finde nøglen til sommerhuset, som jeg - måske, måske ikke - havde glemt hvor lå og efter det, tænde op for varmen, det var vist alt. Og så alligevel ikke, hvordan kunne jeg glemme den ting, som havde en kæmpe betydning for mig? Mad. Det som alle havde brug for at leve i dag, for vand faldt der jo ud af vandhanen, hos mig, mine forældre, vores bekendte og mange flere. Så jeg skulle låse op - finde nøglen først - , tænde varmen og vandet, imens skulle Emma sove i bilen. Så nu skulle stilheden skrues på og passes rigtig godt på.

Uden jeg vidste af det, lød det fra min mund og i takt med radioen: "Blame it on the night, don't blame it on me" da det gik op for mig, at jeg stadig sang med, lagde jeg min ene hånd over min mund og styrede nu rattet, med min højre hånd. Jeg mistede et kort sekund kontrollen over rattet, da min højre hånd - den jeg har sværest, ved at bruge - ikke helt kunne klare sig uden sin makker, kaldet venstre hånd. Min højre hånd, var væk fra min mund og tilbage på rattet, så ingen ville komme til skade. Emma vågnede - heldigvis - ikke, af det lille stunt som havde stået på de sidste ti sekunder. Jeg koncentrerede mig en del om at køre nu, for jeg kunne mærke mine øjenlåg var ved at være ret søvnige. Bare lidt over en halv time skulle jeg holde ud endnu, du kan godt Niall!

Radioen begyndte at spille reklamer og et suk forlod min mund. Reklamer, det vil sige: ingen musik i lidt over fem minutter, som altid føltes som fem lange timer. Det kunne jo ikke blive bedre, sarkasme og atter sarkasme. "Er vi ikke hjemme endnu?" Lød det fra en søvnig Emma, som kiggede forvirret ud ad ruden og derefter over på mig. "Øhh... Et lille problem er opstået, bare sov og når du vågner-" min sætning, som ikke skulle ende med en lang tale, blev afbrudt af Emma, hvis hoved klaskede tilbage, i sin tidligere position og dybe åndedræt. Hun sov igen. Træt kunne man vist godt sige hun var, præcis som jeg. - Hvorimod jeg måtte have en lang kamp med mine øjenlåg, om at holde sig oppe, så vi ikke endte i en bilulykke. Og mit største håb lige nu, var at jeg ville vinde denne store kamp, mod min stærke øjenlåg.

***

Radioen havde snart spillet de mest kedelige sange alt for længe, jeg havde brug for sange med gang i, så mine øjenlåg holdt sig åbne og min mund kunne mime med til den lave musik. Heldigvis var der kun fem små minutter tilbage af den lange, to timers køretur, som jeg selv var skyld i, at måtte køre. Emma havde ikke vågnet siden sidst, så alt fungerede efter min plan, som stadig tvivlede lidt på, om jeg kunne finde nøglerne. Hvert et sted de kunne lægge, begyndte at poppe frem inde i mit hovede, men ingen af dem, fik mig til at tænke "når ja, der ligger de jo!" Så billederne måtte blive ved med at poppe frem, som i en fin lille pop-op bog.