Sister Horan | N.H

Kapitel 1

Niall's synsvinkel

"Like I, you say!" Sang jeg og hørte fansene skrige eller synge som de selv mener de gør, "Love you."

Det var smart at jeg fik dem til at synge 'Love you' for så sagde de at de elskede mig! Hvilket altid fik mig til at smile alt for stort.

Jeg spillede videre på guitar, lod mine fingre glide hen over strengene og så de andre fingre holde på dem.

Jeg sang med når jeg skulle og tænke nærmest ikke over det. Det var jo en vane at synge, at synge vores sange.

Da vi var færdige med Little Things, var det bestemt at vi skulle tage Dont Forget where you Belong.

Det var en af mine yndlingssange, det fik masser af minder til at hoppe frem oppe i hovedet på mig og de andre.

Det var også den sang jeg for det meste fældede en tåre eller to i. Da den mindede mig om min familie og savnet jeg havde til dem, og det savn de havde til mig.

Vi var ikke en gang halvvejs i sangen før en tåre løb ned af min kind, jeg havde ikke selv bemærket det, før at alle pigerne begyndte at skrige. Drengene kiggede rundt på hinanden for at se hvem der gjorde 'noget specielt' og de opdagede alle sammen -før mig- at det var tårerne der løb ned af mine varme kinder.

Jeg lod dem løbe, pigerne elskede det, eller ja, hvad skal man kalde det!

Da vi kom til omkvædet begyndte alle pigerne at holde hver deres papir op med er flag på.

Deres flag, det britiske og så det irske.

Da jeg opdagede det irske flag, forlod flere tåre mine øjne og trillede ned af min kind og ramte bagefter min trøje.

Det irske flag mindede mig så meget om min familie. Selvfølgelig var min familie en god ting at tænke på og bar' tanken om dem kunne bringe et stort smil frem, en masse tårer og ikke mindst følelsen af savn.

Jeg kunne mærke en hånd lande på min skulder. Jeg kiggede op og mine øjne endte med at kiggede ind i Liam's.

Jeg sendte ham et smil og tørrede mit ansigt fri fra tårer.

Han gengældte mit smil og klappede mig på skulderen.

Jeg prøvede at lade vær' med at tænke på min familie og hvor meget jeg savnede dem, og så kiggede ud på det der var foran mig.

En masse skrigene piger, som støttede os og gav os håb, for vores drømme.

Jeg sendte et kæmpe smil ud til alle fansene og rakte ud efter et af papirerne.

Jeg fik fat i den rigtige, nemlig deres flag! Jeg holdt det oppe med mine ene hånd og så selvfølgelig mikrofonen i den anden hånd.

Deres skrig gjorde ondt i mine ører, men de varmede i hjertet. Underligt, men sandt.

Vi færdig gjorde vores koncert, med masser af grin oppe fra scenen.

Jeg var ret sikker på at de lavede ekstra meget ud af at være sjov, da mine følelser under 'Dont forget where you belong' var ekstreme, i forhold til de andre gange jeg havde fældet en tåre i den sang.

Men jeg var glad for deres opmuntrende optræden og masse vis glæde de, kunne bringe frem!

~

Drengene og jeg sad i vores bus. Kørende mod lufthavnen.

Jeg havde været tavs hele vejen, jeg havde ikke noget at sige. Jeg savnede min familie og nu ville i video af mig grædende eller rettere sagt, tude brølende under 'Dont Forget where you belong' ligge ude på internettet og den var sikkert set mange gange.

Jeg følte mig svag, at græde så meget foran fans, fik mig til at føle mig lille, og ikke leve op til folks forventninger.

At være idol for andre, kunne nogen gange være er hårdt arbejde.

Jeg følte at jeg altid skulle være glad og ikke måtte udtrykke andre følelser og så altid være stærk. Hvilket kunne være et stort pres.

Når jeg så min familie så sjældent og stadig skulle være stærk og ikke mindst glad 24-7!

Liam afbrød mine dybe tanker ved at skubbe til mig.

"Hvad?" Spurgte jeg. Jeg flyttede ikke mine øjne fra vinduet.

De blev hængene, kiggende ud af vinduet, på regnen der landet på vejen hvert eneste sekund.

"Skal vi snakke?" Spurgte han med et smil og satte sig ved siden af mig.

"Jeg er ikke rigtig i snakke humør" svarede jeg ærligt og havde stadig mine øjne kiggende på regnen.

"Sikker?" Han lagde hans hånd på min skulder, som han havde gjort under koncerten.

"Ja." Svarede jeg og flyttede stadig ikke mine øjne, det mindste lille stykke.

"Okay. Men kom hvis det er." Sagde han så.

Jeg nikkede stille.

Regnen mindede mig om alt for mange dårlige minder.

Jeg fik et stille chok ved min mobil som vibrerede nede i min bukselomme, jeg lettede min numse et stykke fra sædet og fiskede den op med en lille smule besvær.

Jeg tastede min kode og så en ny besked.

Jeg åbnede beskeden med et lavt suk. Jeg orkede nærmest ikke at læse den.

Så lige i det jeg åbnede beskeden lagde jeg min risede Iphone på bordet.

"Skal du ikke læse den?" Spurgte Liam nysgerrigt, jeg kunne mærke hans øjne hvilede på mig.

"Nej." Svarede jeg bare.

Jeg lagde mit hoved til rette og lukkede mine øjne.

"Niall."

"Jeg prøver at sove."

"Beskeden."

"Hvad er der med den?" Vrissede jeg lidt.

Jeg ville jo bare sove, Liam behøvede ikke at tvinge mig til at læse mine beskeder.

Jeg slog stille mine øjenlåg op og så Liam sad med min mobil i hånden, i gang med at læse.

Han virkede helt mundlam. Da jeg skulle til at rive den ud af hans hånd, rakte han mig den. Han tog sig forbavset til munden og kiggede på mig med store øjne.

"Hvad?" Jeg rullede øjne af ham og lod så mine øjne læse den lange besked, fra min mor?

_____

What's up Ladies!:)

Nå, så fik jeg endnu en gang smidt en fan fic op!

Jeg lover højt og helligt at der vil være mindst en opdatering om ugen.

Mere kan jeg ikke love!:)

Men smid da lige en kommentar med jeres mening!<3

Lad kritikken blive i jeres hoved!<3

- Julie Sophie.

_____