Sister Horan | N.H

Kapitel 6

Nialls synsvinkel

Jeg stod med armene om min mor, hun græd ned i min skulder. Alle hendes tårer landede på min skulder, det ville altså sige at min trøje var tæt på gennem blødt, ved skulderen. Jeg lod min hånd køre stille og roligt ned af hendes ryg. Om og om igen.

Greg's øjne var også helt røde som mine. Greg var dog bedre end mig til holde tårerne inde.

Tårerne begyndte stille at trille ned af mine kinder. Min far snøftede lidt ved siden af. Jeg kunne mærke han kom tættere på mig. Han lagde hans hånd på min ryg med et ordenligt klask. Jeg trak mig stille ud af min mors favn og vendte mig om og så ind i min fars favn.

Jeg lod mit hovede hvile på hans skulder imens han stille klappede mig på ryggen. Jeg snøftede ned i hans skulder og trak mig så væk.

Jeg satte mig ned i en stol ved siden af Greg som ikke havde grædt, men han var tæt på.

"Hvornår får vi svar?" Spurgte Greg. Jeg kunne høre på ham, at han brugte alle hans kræfter på at holde gråden tilbage, hans stemme var lidt rystende.

"Vi-vi ved det ikke." Svarede min mor og pudsede sin næse.

Jeg tog mine hænder op foran ansigtet og sad sådan en kort stykke tid.

Jeg kunne høre døren gik op og skyndte mig at fjerne mine hænder fra ansigtet og kigge mod døren.

Ind kom en mand, en doktor.

"Da jeres datter forsvandt havde hun så nogle kende tegn?" Spurgte han og stod klar til at notere.

Jeg kiggede underligt på ham, kendetegn?

"Hva' mener du helt præcist?" Spurgte jeg.

"Et modernærke eller sådan noget." Svarede han og kiggede forventede på mine forældre.

"Hun havde ikke et eneste modernærke." Græd min mor.

Det begyndte at virke håbløst. Hvordan skulle vi finde ud af om det var Emma? Vi havde jo ikke set hende i femten år. Og sidst vi så hende var hun tre, og et specielt kendetegn havde hun ikke.

Da ingen af os sagde noget i et stykke tid, begyndte doktoren at gå mod døren.

Jeg sukkede håbløst. Vi ville aldrig finde ud af det.

"Vent" skyndte jeg mig at sige.

Doktoren vendte sig om og kiggede på mig. Jeg rejste mig fra stolen og gik hen mod ham.

"Hun har et ar på benet." Sagde jeg og viste hvor stort det cirka var, med mine hænder.

"Har hun? Jeg, mener, vi kommer med svar senere." Han skyndte sig at gå.

Min mor kiggede på mig med et lille smil.

"Hun fik et ar efter hendes ben havde siddet fast i pigtråden. Hun fik det samme dag som hun-" jeg stoppede bræt op med at snakke. Jeg kunne ikke, min stemme var så tæt på at knække. Jeg kunne ikke lade ordene forlade min mund. Det gjorde alt for ondt.

Greg rejste sig og omfavnede mig. Jeg gengældte hans kram.

"Det var godt du kunne huske det." Hviskede han ind i mit øre.

Jeg svarede ikke, jeg holdt bare en tand hårdere om ham.

Det var det eneste tidspunkt hvor jeg var glad for at jeg lige havde haft dét mareridt, hvis jeg ikke lige havde haft det. Så ville det ikke være sikkert at jeg havde kunne huske det.

Jeg fik et billede i hovedet af Emma's lille ben, som sad fast i pigtråden. Jeg lukkede hurtigt mine øjne og prøvede at kaste det forfærdelige billede ud af hovedet.

Men det ville det ikke. Det blev siddende. Alt for længe.

Greg og jeg trak os begge ud af krammet og satte os ned igen.

Jeg sad og begyndte at tænke på doktoren's reaktion på det med ar'et.

Det virkede som om han vidste noget om det.

Så måske var det Emma. Det var ihvertfald vores største ønske. I femten år havde hun været efterlyst og nu var hun højtsandsynligt fundet.

Det gav en følelse af glæde i kroppen, som blev ødelagt, for hvad nu hvis det ikke var hende?

Hvis det ikke var hende, så vidste jeg ikke hvordan jeg skulle samle mig selv, min familie og hvordan skulle jeg kunne forsætte en Tour?

Mine mange tanker blev afbrudt af en knirkende dør som stille blev åbent.

Jeg kiggede hen mod den, det samme gjorde Greg og mine forældre også.

Doktoren kom ind med hans blog og blyant i hånden.

"Vi har et svar."

_____

Hej!

Lidt kort kapitel, Sorry!

Men følte I skulle have det lidt kort....

Så det næste måske lidt langt.

Hah, jeg synes bare ikke der skulle ske mere i kapitlet, så ja! Kort er det måske...

Kommenter & stem! Så jeg ved I kan lide den?;)

- Julie Sophie.

______