Sister Horan | N.H

Kapitel 34

Nialls synsvinkel
Så det hele gik ikke som det skulle. Måske var det sommer, men alligevel var natten kold. Ja, natten. Emma og jeg måtte bruge timer på, at finde nøglen, som skulle låse os ind. Til sidst havde vi sat os i bilen igen og overvejelserne, om at sove i den eller at køre tilbage mod Gregs hus, blev diskuteret. Aldrig før havde Emma åbnet sig op denne måde, med at svare igen og vide bedre end jeg. - Normalt gjorde Greg altid sådan, hvilket pissede mig så meget af, men med Emma var det anderledes. Søskende diskutere jo, så på den ene side blev jeg helt glad og dog, vi havde et problem. Da vi blev enige om, at køre tilbage og finde et motel, bare for en nat, bad jeg Emma tjekke om noget slik eller lignende, lå i handskerummet. Og til vores store held, lå nøglerne til sommerhuset deri og det gik hurtigt op for mig. Jeg vidste godt de lå der, men det var glemt og gemt bag alle mine andre tanker. Som resten af verden også var lige nu. Så vi fik låst os ind og jeg startede med at tænde for strømmen, så Emma kunne rende rundt og undersøge hvert lille kvadratmeter. Varmen og vandet var også blevet tændt, men alt kunne jo ikke gå så stærkt. Jeg stod inde i værelset, som jeg altid havde sovet i, i sommerhuset. Jeg lagde en madras frem, som Emma - eller jeg - kunne ligge på gennem natten. I én hurtig bevægelse fik jeg, smidt det store hvide lagen på og så manglede jeg bare, at sætte betræk på sengetøjet. "Årh jeg elsker den her!" Jeg vendte mig om og mit syn mødte Emma, som stod i døråbningen iført sin nye rå-hvide skjorte. Hun kiggede beundrende ned ad sig selv og derefter op på mig, som bare stod med et stort smil. Hendes glæde over en trøje smittede, hvad kunne jeg gøre? "Hvor vil du helst sove? Madrassen eller sengen?" Spurgte jeg, efter noget tid som kún havde gået ud på, at beundre hendes skjorte. Det var som om, at hun blev revet ud af hendes lille verden og derfor måtte ryste kort på hovedet, hvorefter hun gav svar: "Madrassen, den ser blød ud," hun smilede stort og forlod så rummet med gadedrengehop. Jeg smilede for mig selv over hende og fortsatte efter det, med at sætte betræk på og få redt sengen, så den så lidt pæn ud. - Betrækket som var med lyserøde blomster, fik dog det hele til at se dumt ud. Dette værelse var jo mit, hvis man kunne sige det. Så værelset var altså ikke helt ryddet fra typiske drenge ting. Og når jeg siger typisk, er det gammelt legetøj, plakater af superhelte og IKKE billeder - eller blade - med afklædte piger. Heldigvis var det mest pinlige på dette værelse, et dumt billede af mig, hvor jeg lignede en torsk. Så intet her kunne frastøde Emma og hendes særlige behov.

* * *

Aftensmaden blev ikke mere end en pose slik og vand til, lækkert. - mærk sarkasmen. Alle andre dage ville sådan et måltid, have været elskeligt, men ikke denne dag. Vi havde ikke fået meget mad i løbet af dagen og pizza kunne ikke bestilles, både fordi de havde lukket og fordi Emma, havde et bestemt skema omkring mad og drikke, som ikke lå helt klart i mit hoved. - Så jeg tog ikke chancen, for hvis hun nu endte med at blive dårlig og så videre. Slikket lå i vores maver, dog syntes jeg stadig den føltes helt tomt og det eneste som fyldte lidt i den, var ikke andet end vand.

Emmas synsvinkel
Niall havde sørget for, at vi fik mad, hvis man kunne kalde det mad. For det var små - meget små - gummi bamser, som ikke smagte af specielt meget. Konsistensen var okay, men underlig. Vandet lå tungt i min mave og dækkede over de små gummibamser, som jeg stadig havde smag efter. Også selvom jeg syntes at de ikke smagte af andet end et lille snert af falsk frugt. En trang til at skrive i min personlige dagbog steg, men det var langt fra muligt nu. Jeg havde lige lagt mig på madrassen og trukket den blomstrede dyne over mig, hvorefter jeg begyndte at danne billeder i mit hovede, af hvad jeg ville have tegnet i min dagbog. Blomster dukkede frem i mit hoved, grundet dynen, og Niall begyndte også at poppe frem. Niall havde været en del af min dagbog, det sidste stykke tid. En side var fuld ad røde farver og Nialls øjne, det var dén aften. Hvor jeg havde gentaget en del af mit liv, som hjælpeløs. At skade mig selv hjalp ikke længere på mareridtene eller tankerne, det var alt sammen dømt til at ligge i mit hovede, resten af mit liv. Det var blevet en del af mig.

Niall havde lagt sig i sengen, Uden jeg bemærkede noget, mine tanker havde endnu engang overtaget mit sind. Tanker, tanker, tanker. Noget som havde hjulpet mig gennem femten år i fangeskab. Aldrig ville Niall forstå mig, men i det mindste prøvede han. Det samme gjorde min mor. Men Far... Hvordan jeg havde det med far? Spørgsmålet kørte rundt i mit hovede. Det havde stået på siden første gang jeg så dem. Og hvad nu hvis-

"Emma? Hører du efter?" Lyden af Nialls stemme bredte sig i mine ører. Jeg kiggede hurtigt op på ham og bad ham gentage, hvad han havde sagt. Han rystede lidt på sit hovede og begyndte at genfortælle, hvad han før fortalte. Denne gang lyttede jeg heller ikke, jeg tilføjede et enkelt nik, når det så ud til at passe ind og få ord, som "okay," "ja" og "måske." Han så ikke ud til at bemærke noget, for før jeg vidste af det, havde han sagt: "Godnat" og vendte sig derefter lidt rundt i sengen. Jeg hviskede lavt "godnat," og ikke mere. Der gik ikke længere end ti lange minutter, så satte jeg mig op og kiggede på Niall. Sov han allerede? Jeg var forsigtig i hver bevægelse, som jeg formodede at lave. Da jeg havde samlet nok mod til mig, lagde jeg min hånd på Nialls overarm og i ét hurtigt sekund, vendte han sig om mod mig og kiggede med store øjne på mig. "Sov du?" Spurgte jeg, forsigtigt og med de mest uskyldige øjne, jeg kunne lave. "Det er okay," han gned sine øjne vågne og kiggede afventende på mig. Hvad forventede han? Hvorfor vækkede jeg ham? - Bange, mørke, bange, mørke... Jeg var bange og kunne ikke sove, derfor vækkede jeg ham. Det var det han ventede på, han ventede på ordene forlade min mund. "Ja, det ventede jeg faktisk på." Små grinede han, det gik op for mig, at sætningen var røget ud af min mund, uden jeg bemærkede det. Ups. "Vil du synge for mig?" Røg det så ud af mig, min hjerne nåede ikke at tænke før min mund havde spyttet det hele ud. Niall forstod åbenbart godt, at min hjerne og mund ikke arbejdede sammen lige nu, så endnu engang grinede han lidt, før han svarede: "Jo, hvad vil du høre?" Han tændte den lille sengelampe og nu kunne jeg se det store smil, som sad limet fast på hans ansigt. "En af dit bands sange," jeg kiggede på ham, med tiggende øjne og smilede lidt, mens han sad og tænkte. "Okay, læg dig til rette," han smilede, hvorefter han rettede sin ryg og rømmede sig lidt, før ordene forlod hans mund. Samtidig lagde jeg mig godt under dynen igen og lyttede til Nialls smukke sang, som også beroligede mig nok, til at falde i søvn.

"You tell me that you're sad and lost your way

You tell me that your tears are here to stay

But I know you're only hiding
And I just wanna see you

You tell me that you're hurt and you're in pain
And I can see your head is held in shame,
But I just wanna see you smile again
See you smile again

But don't burn out
Even if you scream and shout
It'll come back to you
And I'll be here for you

Oh I will carry you over
Fire and water for your love
And I will hold you closer
Hope your heart is strong enough
When the night is coming down on you
We will find a way through the dark"