Sister Horan | N.H

Kapitel 9

☆ Maka er skøn! ☆

Niall's synsvinkel

Det eneste syn jeg ønskede lige nu, var at Emma ville rejse sig fra sengen. Sengen hun lå i. Rejse sig og ikke have brug for hjælp til at få vejret, og ikke mindst være den glade søster, hun var i de tre år jeg havde kendt hende. Men det syn var ikke noget der ville ske lige nu.

Hun lå og trak vejret så lavt, at det næsten ikke kunne høres i stilheden og slet ikke ses.

Jeg tog forsigtigt et skridt tættere på hende. De mange lyde fra maskinerne dækkede lyden af min mors hulken.

Jeg kiggede ned på hende. Hendes krop var dækket af en dyne, men hendes arme var dog til syne. De lå ovenpå dynen, men ellers, så var hun dækket af en hvid dyne.

Hendes ansigt var svært at se. Hun havde masser af slanger tilsluttet hende og de fleste sad i hendes ansigt.

Lyden af de små bip, fra maskinen som målte hendes tilstand, blev til tider hurtigere og faldt så igen ned på normalt tempo.

Jeg fik et chok hver eneste gang bippene begyndte et unormalt tempo, men slappede så af, når de faldt på plads igen.

Jeg lagde forsigtigt min hånd ovenpå Emmas.

Hendes hånd var helt kold, ikke en snært af varme. Jeg lod kuldegysninger glide ned af min ryg, i chokket over hendes kolde hånd.

Min mor stod faktisk ikke henne ved Emma, men over i hjørnet med min fars arme om sig.

Hun kunne slet ikke håndtere synet af Emma. Hun kunne ikke klare at se hende så svag.

Det var heller ikke nemt at kigge på Emma, hendes ansigt, havde ikke et eneste sted uden en skramme, hævelse eller et blåt mærke.

Hun var blevet gennem tæsket, det var tydeligt, hendes hår var langt, men helt slidt og ødelagt i de sidste tyve centimeter.

Hendes arme var dækkede af dybe sår og rifter.

Jeg lod stille min hånd køre hen over hendes arm. Jeg kunne mærke hver gang et dybt sår strejfede min hånd, og hver eneste gang, gled kuldegysningerne ned af min ryg.

Greg stod ved min side, han havde hans hånd på min ryg. Hans øjne lå på Emma.

Hendes øjne var lukket. Jeg ville ønske at de åbnede sig, ikke bare fordi at hun så var vågen, men også fordi jeg gerne ville kunne kigge hende i øjnene. Jeg kiggede over min skulder og mødte Greg's øjne.

"Tror du hun klarer den?" Hviskede jeg og kiggede hurtigt på hende og så tilbage på Greg.

"Jeg ved det ikke." Svarede han sørgmodigt og kiggede ned i gulvet.

Jeg kiggede over på min mor, som endelig havde taget sig nok sammen til at se Emma. Det som vi havde ventet på og når vi så får lov, vil hun ikke. Jeg kunne godt forstå at det måtte være hårdt, men hun ville fortryde at hun ikke kiggede på hende, når vi skulle forlade rummet.

Lægen var gået for et kort stykke tid siden, han ville komme tilbage, men til den tid skulle vi sikkert forlade rummet.

Min mors forsigtige skridt blev større og større, til sidst stod hun henne ved sengen, men med hendes øjne dækket af hendes hænder.

"Mor." Sukkede jeg lavt og kiggede på hendes hænder, som ikke flyttede sig og stadig dækkede hendes øjne.

"Rolig..." Sagde min far og tog forsigtigt hans hænder op på mors.

Han tog stille fat i dem og fjernede dem forsigtigt, fra hendes øjne. Hun lod sine hænder følge med min fars, men hendes øjne var stadig lukket.

"Mor, åben dine øjne." Sagde jeg lavt og kiggede forventende på hende, hvilket hun ikke bemærkede.

"J-jeg kan ikke." Svarede hun lavt og en tåre trillede ned af hendes røde kind.

Jeg gik om til min mor, stillede mig ved hendes side og lagde min hånd på hendes ryg.

"Jeg ved det her er hårdt, men du vil fortryde hvis du ikke gør det." Sagde jeg og forsøgte at virke beroligende, som jeg nok må være ærlig at sige, ikke gik specielt godt. Man kunne tydeligt høre på min stemme, at jeg var tæt på at få et flip på min mor, fordi hun ikke ville kigge.

"Niall...." Sukkede hun og hendes hænder begyndte at søge hendes ansigt.

"Mor, du skal gøre det før eller siden."

"Jeg vil ikke se hende sådan, Niall."

"Det er der ingen af os der vil" sagde min far, og lod hans hænder fjerne min mors igen.

"Kom så, du kan godt." Sagde Greg og kiggede på min mors øjne, som stille begyndte at åbne sig.

Jeg kørte min hånd op og ned af hendes ryg for at berolige hende.

Ingen var i tvivl om hun havde åbnet hendes øjne, for det samme øjeblik, forlod et gisp hendes mund og hun brød straks ud i gråd.

"Min lille pige...." Hulkede min mor ned i min fars skulder, jeg kiggede sukkende over på Greg, som gengældte mit blik.

Jeg lod mine øjne falde på Emma endnu engang.

Og så over på maskinen, som viste hendes til stand.

Den svingede mellem stabil og farlig.

Det bekymrede mig, og på en måde havde jeg lyst til at gå. Jeg kunne ikke længere klare at stå i rummet. Det hele var så lukket, der var ikke specielt meget lys, gardinerne var nede, intet luft, det var ikke til at holde ud.

Jeg havde den største lyst til at gå...

_____

Hallelujaa!

Håber kapitlet var fint nok, opdater så tit jeg kan!

Men!

Den nye skole reform tager rigtig meget af min tid, desværre, hvilket er mega irriterende!

Men det kan vi jo ikke rigtig lave om på, sikke noget pis...

Og Hey?

Tjek lige @Niallsbumxx ud! Hun skriver de bedste fan fictions her på Wattpad, og har fulgt hendes bog 'Bofæller' siden den havde 6K!

Men så er hun også min bedste veninde! Og jeg elsker hende!

Så vil I ikke lige tjekke hendes profil ud?

Jeg lover dig! Hun er fantastisk!

Jeg elsker dig Annesofie!<'3

Er lige blevet opereret, så ved ikke om jeg får skrevet så meget, da jeg har mange smerter:'(

Men tak! Tak for alle kommentarerne' og stemmerne! Og selvfølgelig for at I læser med!

- Julie Sophie.

_____