Sister Horan | N.H

Kapitel 2

Nialls synsvinkel

' Hej Niall.

Du får dette her på sms, fordi jeg ikke er sikker på om du er vågen. Og jeg vil helst ikke vække dig.

Men ja. Der er blevet fundet en livløs pige, som højt sandsynligt er Emma. Politiet er ikke sikre og hospitalet ved ikke om hun kommer til livs igen.

Jeg har bestilt billetter til at du kan tage et fly hjem, alt er aftalt med jeres manager osv.

Du skal nok nå koncerterne, men lige nu er det vigtigt du kommer hjem.

Vi har brug for dig.

Xoxo Mor.'

Det besked virkede så stiv. Uden følelser, min mor har sikkert ikke haft tid til at gøre sig umage med at skrive den.

Jeg skyndte mig at åbne kontakter og ringe min mor op.

"Mor?" Skyndte jeg mig at sige, da jeg kunne høre at røret var blevet taget.

"Niall?" Hulkede min mor.

Jeg gik ud på toilettet i bussen og satte mig ned, på brættet.

"E-er det sandt?" Stammede jeg da tårerne pressede sig på. En stor klump sad i min hals, jeg havde en følelse af at jeg ikke kunne få vejret, men det havde jeg ikke tid til at tænke på.

"Du bliver nødt til at komme hjem." Hulkede min mor og snøftede.

"Det skal jeg nok." Svarede jeg med tårerne løbene ned af mine kinder og en rystende stemme.

"Niall, hvad nu hvis hun dør?" Græd min mor ind i røret.

Det gjorde så ondt. Hun græd, jeg græd og jeg kunne høre at min far også græd. Det eneste jeg ønskede var at kramme dem, et tæt familie kram.

"Moar, bare rolig." Svarede jeg med den rystende stemme og et par snøft en gang i mellem.

"Du er den eneste der kan fortælle os om det er Emma." Græd min mor.

"Jeg-jeg kommer så hurtigt jeg kan." Min stemme kunne ikke mere nu.

Jeg brød sammen i gråd og lod min hånd kører op foran mit ansigt, imens min stadig var i røret.

"Niall, vi-vi ses." Snøftede min mor.

"Jeg elsker dig." Græd jeg.

Endnu en gang følte jeg mig svag, men af en grund som ingen kunne lave om på. Hvis man ikke måtte græde over dette, hvad måtte man så græde over?

Jeg lagde stille på og lod mig selv slingre hen til min plads ved siden af Liam.

Han kiggede på mig med øjne, der var fyldt med sorg på mine vegne.

"Hun er livløs." Hulkede jeg og begravede dybt mit hoved i mine hænder.

Jeg kunne mærke Liam's hånd kører op og ned af min ryg.

De andre drenge vågnede ved lyden af min hulken.

En træt Harry kom gående mod os, jeg kunne høre det på hans tunge skridt.

"Hvad sker der?" Spurgte han og gabte.

Jeg lod ikke et ord forlade min mund. Det eneste der kom ud var snøft og en masse hulken.

"Emma er fundet." Svarede Liam.

Bare at høre navnet Emma fik jeg lyst til at græde højlydt.

"Emma who?" Spurgte Harry dumt, indtil han kom i tanke om det.

Jeg kunne høre at han plantede sin røv på sædet overfor med er ordentlig bum!

Jeg kunne høre de andre drenge også kom, de plantede sig også omkring mig.

Jeg prøvede at stoppe min hulken, men det kunne slet ikke lade sig gøre. Hver gang jeg ville stoppe, kom jeg i tanke om hvorfor jeg græd.

Nemlig fordi at min forsvunde søster højt sandsynligt var fundet, livløs i en skov. Ingen vidste om hun ville live op igen, og jeg vidste ikke engang om det var hende.

Så tårerne ville ikke stoppe med at løbe ned af mine kinder, lande på min trøje og så tørre ind i den.

"Jeg vil gerne sove." Hulkede jeg og gik.

Jeg lagde mig ned og trak den lange dyne op over mit hovede, jeg lod mine tårer løbe ind i den. Jeg lod alle mine snøft komme ud, alt min hulken og de mange græde lyde der forlod min mund.

Jeg vidste udmærket godt, at drengene stod udenfor døren og ventede på jeg ville stoppe, men det ville nok ikke ske foreløbigt.

Men til sidst blev jeg dog træt og lukkede mine øjne, små hulk forlod min mund ind imellem og et snøft.

Men jeg fik lukket mine øjne og begynde at se starten af et mareridt...

_____

Nå, hvad tror mareridtet handler om? Jeg tror det er ret så indlysende! Hvis ikke, så er der vidst noget galt.

Men ja, forstil jer lige Niall være så ked af det, puha, det bliver man sgu helt trist af:'(

Men ja, kommenter (& stem)

Haha!xX

- Julie Sophie.

_____