Sister Horan | N.H

Kapitel 24

Nialls synsvinkel
Vi havde spist, og Emma havde ikke sagt så meget, efter at have fortalt mig, at hun ikke kunne læse. Idet hun fortalte mig det, kunne man se skammen i hendes øjne. Hun burde ikke skamme sig. I femten år havde hun været fanget af en, og selvfølgelig havde han ikke lært hende at læse. - og han havde nok heller ikke givet hende noget at læse. Så da jeg havde taget af bordet og vasket det hele op, gik jeg mod Emmas værelse og bankede stille på døren.

"Må jeg komme ind?" Spurgte jeg stille og lagde forsigtigt min pande mod døren.

Hun svarede ikke, så jeg forsøgte igen og jeg fik stadig ikke et svar. Så forsøgte jeg en tredje gang og endnu engang, fik jeg intet svar. Min hånd havde sit greb på håndtaget og nu åbnede jeg altså.

"Emma?" Jeg kiggede på sengen, hvor hun lå med ryggen til mig og dynen trukket langt op.

"Du skal ikke skamme dig." Sagde jeg roligt og satte mig ned i sengen, mens jeg prøvede at trække dynen væk fra hendes ansigt.

"Det kan du sagtens sige..." Mumlede hun, med munden mod dynen, så hendes ord var ikke så tydelige.

"Jo, det kan jeg." Hun lod mig stadig ikke trække dynen væk, men jeg ville heller ikke give op.

"Du ved ikke hvordan det er..." Mumlede hun så og strammede sit greb om dynen.

"Nej, det gør jeg ikke..." Begyndte jeg.

"Men du kan prøve at forklare mig det?" Afsluttede jeg og forsøgte igen at trække dynen af.

Mine ord havde en virkning på hende, for hun lod dynen glide væk fra ansigtet.

"Når jeg føler mig klar." Sagde hun så.

Jeg nikkede stille og roligt, mens jeg lagde min hånd på hendes hovede, stille redte jeg mine fingre gennem den ødelagte fletning.

"Men i mellem tiden, så kan jeg lære dig, at læse?" Jeg kiggede på hende og ventede på et svar.

Der gik lidt tid før hun sagde noget. Og inden hun gjorde, satte hun sig op og kiggede på mig.

"Vil du virkelig det?" Hendes stemme var ved at knække, så det var kun hvisken der forlod hendes mund.

"Selvfølgelig vil jeg det." Hviskede jeg og lod min hånd glide ned på hendes ryg.

Hun kiggede på mig, hendes blå øjne var fyldt med vand, tårerne kunne falde hvert sekund. - og der gik ikke længe før de faldt.

"Det skal nok gå." Sagde jeg til hende, mens hun igen begravede sit hovede i dynen og hulkede løs.

Jeg vidste ikke længere hvad jeg kunne sige, situtationen var svær for mig, mine tårer var ved at falde, hver gang hun hulkede.

"Jeg henter lige noget." Jeg små løb mod badeværelset og tog noget papir til hendes øjne, efter det, hentede jeg en bog.

"Så er jeg her igen." Hun lå stadig og hulkede løs, og jeg satte mig igen i sengen.

"Kom, sæt dig op." Sagde jeg, og hjalp hende op at sidde. Jeg lagde papiret til hendes tårer, i hånden på hende og smilede forsigtigt.

I starten hjalp hun ikke selv til, - med at komme op og sidde - men til sidst var hun dog oppe, at sidde og så ovenikøbet i min favn.
Jeg holdt bogen frem og skulle til at begynde, da Emma spurgte:

"Hvad handler den om?" Hun kiggede op på mig, og snøftede.

"Den lille havfrue." Svarede jeg og smilede til hende.

"Er den god?" Spurgte hun så, hendes øjne kiggede stadig på mig.

"Du fik den læst højt da du var tre. Der elskede du den." Svarede jeg og smilede igen til hende.

Hun nikkede stille, med hendes hoved liggende på min brystkasse.

"Der var engang..." Begyndte jeg så.

_____
Hej Lovers.
Så det halve af min weekend, brugte jeg sammen med to veninder og en dreng, og så læste vi en masse "alle børnene..." Op, omg! Min yndlings var denne her: Alle børnene kiggede ind i ovnen, undtagen Knud, han kiggede ud. Det så Bob, så han skruede op.
Flækker over den, ahah så lam jeg er! Btw. Hvem har fødselsdag om ti dage? - Mig, yay!
Stem! Kommenter! + Tak for 1K stemmer, det er så feeeeedtttt :))
- Julie Sophie.
_____