Sister Horan | N.H

Kapitel 18

Nialls synsvinkel

Jeg stod helt lammet, mens min mor prøvede at trøste Emma. Min mor lagde sine hænder på Emma og sagde om og om igen:

"Emma, rolig nu..."

Men Emma lyttede ikke, hun rystede på sit hovede og hviskede skræmt ud i luften:

"H-han gjorde mig ondt..."

Det gjorde hun så om og om igen, mens jeg stod og kiggede lidt.

Efter lidt tid, hvor Emma ikke var faldet til ro, valgte jeg at gå. Hele hendes krop rystede og sætningen hun gentog flere gange, skræmte mig. Jeg kunne ikke tro på at min far havde gjort hende noget, det kunne jeg virkelig ikke.

Da jeg passende stuen, hvor min far sad og var dybt begravet i sine egne tanker, hev jeg min mobil op ad lommen, for at se om Liam stadig var der.

"Er du der?" Spurgte jeg og kiggede på min far, som vippede frem og tilbage.

"...Ja" svarede han lidt tøvende.

Jeg vidste godt, at han var blevet skræmt over lyden af skriget - nu vidste han, at jeg slet ikke kunne tage tilbage på Tour nu.

"Jeg må nok lægge på nu, er det okay?" Spurgte jeg, efter noget tid med tavshed.

"Ja, du må hellere få styr på tingene, før du skal tilbage på Tour..." Mumlede Liam og lagde på, direkte efter han afsluttede sin sætning.

Jeg lod mig ikke mærke af det, min mobil røg tilbage i lommen og så gik jeg mod min far.

"Hey?"

Hans ødelagte øjne kiggede hurtigt op på mig, hans næse var helt rød, fordi han måtte tørre den hvert minut.

Han snøftede et par gange, før han åbnede munden og svarede.

"Jeg gjorde hende ikke noget..." Græd han så og satte sig ned i sofaen, med hænderne knyttet.

"Det ved jeg godt." Jeg satte mig ved hans side og lod min hånd køre op og ned af hans ryg, for at berolige ham.

"Hvordan skal det her lykkedes? Hun er ikke normal..." Hulkede han og lænede sig frem, for at begrave sit hoved i hans hænder.

"Det bliver hun nok aldrig far..." Mumlede jeg lavt og kørte stadig min hånd rundt på hans ryg.

"Jeg kan ikke blive her, jeg må væk..." Græd han og snøftede et par gange.

Jeg fik helt store øjne, hvad mente han med, at han ville væk? Tingene skulle jo nok ændre sig, ikke? Han måtte bare kæmpe lidt hårdere, så ville det hele nok samle sig, ikke?

"Hvad mener du?" Spurgte jeg og lænede mig frem, i håb om at hans øjne ville kigge ind i mine.

Han holdt sit hovede i hans hænder og hulkede videre før han gav mig et svar, som var til at forstå.

"Jeg vil væk Niall. Hun kan ikke udstå mi-" han fik ikke afsluttet sin sætning, han knækkede.

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare? Han ville væk? Hvad skulle det sige, helt præcist? At han ville væk fra selve verden, altså at dø eller ville han bare væk fra Emma?

Jeg nåede ikke at tænke mere over det, før min mor kom og tog over. Jeg forlod stille stuen og listede mig ind på Emmas værelse.

Jeg skubbede stille døren op, hun reagerede på ingen tid. Hendes øjne kiggede ind i mine, mens hun trak dynen længere op.

"Er du okay?" Prøvede jeg forsigtigt og gik et lille skridt tættere på hende.

Hun krympede sig sammen og hev lidt i dynen, hvor efter hun nikkede kort.

"Det var godt." Svarede jeg og pressede et lille smil frem.

Jeg trådte tættere på hende, hun sagde intet, så jeg blev ved til jeg nåede hen til hendes seng.

Jeg kiggede ned på sengen og pegede stille på der, hvor jeg ville sætte mig. Hun nikkede stille og betragtede mig, mens jeg satte mig ned.

"Du ved godt, at far aldrig ville gøre dig ondt, det vil jeg heller ikke." Sagde jeg lavt og kiggede ned i mit skød.

Emmas synsvinkel

Jeg trak stille min dyne ned under min hage, så man kunne se hele mit ansigt og ikke kun mine øjne.

Jeg kiggede lidt på Niall, før han åbnede sin mund og sagde:

"Du ved godt, at far aldrig ville gøre dig ondt, det vil jeg heller ikke." Mens han kiggede ned i sit skød.

Jeg fik nogle tårer i øjnene, jeg vidste ikke om jeg kunne stole på ham, men noget indeni, fortalte at jeg kunne.

Jeg skyndte mig at trække min dyne op over hovedet, så han ikke så mine tårer, jeg ønskede ikke at nogen skulle se mig svag, hvis man kunne undgå det.

"Det ved jeg." Fik jeg tvunget ud af min mund, mens jeg lå under dynen.

Hvordan Niall reagerede vidste jeg ikke, som sagt lå jeg under min dyne og skjulte mine tårer, for min egen bror.

Men hvad skulle jeg gøre?

Jeg havde lige skræmt min far, faktisk hele familien. Og jeg havde ikke undgået at høre min far og Nialls samtale om, at min far ville væk.

- Jeg er ikke normal, vil jeg nogensinde blive det?

_____

Hej!

Jeg elsker jer alle, hver og en! Men, hvis I synes jeg opdatere for sjældent, så er det jeres problem, for jeg opdatere en gang hver uge, det må være nok!:] Jeg har masser af lektier og andre ting, så har ikke meget skrive tid, undskyld :'[ Og tak til jer, som faktisk sætter pris på min fanfiction, i stedet for at fortælle mig, hvad jeg gør forkert. Jeg kan sagtens tage konstruktiv kritik, men det skal godt nok også formuleres på en ordentlig måde, tak!

Nå, hvem skal ind og se One Direction koncert film? Jeg skal i morgen (11. Oktober) , i Århus sammen med @Fangirler2 :] Glæder mig helt vildt!

Nå, jeg skal møde en anden fra Wattpad her i ferien, nogen der kan gætte hvem?:]

- Den første der gætter det, for reklame for sin fanfic :]

Det var vist en lidt lang besked, men havde også noget som jeg skulle ud med :]

Add mig da lige på snapchat :]

Snap: Juliesophie2611

Stem & smid en kommentar, så' I dejlige!

- Julie Sophie.

_____