Sister Horan | N.H

Kapitel 22

Nialls synsvinkel
Min far og jeg havde brugt det halve af natten på at snakke alt igennem. Det tog sin tid, tårer og smil kom frem og min far forklarede hvad ham og mor ville. Min far havde forklaret mig det sådan her:
Ham og mor ville tage afsted i noget tid, de vidste endnu ikke hvorhen, men afsted. Det ville altså sige, at jeg skulle passe Emma, hvilket jeg ikke helt forstod. Jeg havde spurgt en del ind til deres ide og min far, havde svar på hvert spørgsmål.

"Hvordan skal dette hjælpe?" Havde jeg spurgt, mens min far stille kørte en hånd rundt på min ryg.

"Din mor siger det ikke er til at forklare, så hun orker faktisk ikke forklare det, kun til Emmas psykolog, så hun kan godkende den her plan."
Havde min far svaret og smilet til mig.

Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle svare, denne plan lød ikke som noget godt i mine ører. Hvad nu hvis, Emma kun gad snakke med mor en dag, og så var jeg den eneste i nærheden? Men på det tidspunkt, følte jeg også, at jeg skyldte mine forældre en del, så mit svar var som de ville have det. Et ja, jeg var klar på, at være alene med Emma i længere tid uden min mor og far. - ifølge dem.

Da jeg stod op, sad min mor og Emma allerede i stuen, hvor min mor var igang med at redde Emmas lange - slidte - hår.

"Godmorgen." Sagde jeg og gned mine øjne.

"Godmorgen søde." Smilede min mor og kiggede hurtigt på mig, og så ned på Emmas hår igen.

"Skal jeg lave morgenmad?" Spurgte jeg, efter at have overvejet, hvad jeg kunne spørge om.

"Far er nede ved bageren, så nej tak." Svarede min mor og kiggede igen op på mig.

Jeg trak på skuldrene og satte mig ned i sofaen, mens mine øjne holdt sig på Emma. Jeg ventede på at hendes øjne ville kigge op på mig. - vidste hun overhovedet noget om mor og fars plan...?

"Niall, vil du smutte ind og hente en af mine trøjer til Emma?" Jeg kiggede op på min mor, som lavede et kast med hendes hovede, som betød jeg skulle smutte ind og hente den.

"Selvfølgelig." Skyndte jeg at svare, mens jeg fandt min vej ud af rummet og ind til min mors - og fars - værelse.

Mine hænder roede gennem alle trøjerne og ledte efter en bestemt, som jeg havde givet min mor. Den var hvid med lyserøde blomster på, perfekt til Emma. Hun kunne højtsandsynligt ikke passe den, eftersom hun var alt, alt for tynd.

"Her!" Jeg holdt trøjen frem for mine øjne og kiggede på den.

"Niall!" Råbte min mor, ved lyden af hendes stemme, var jeg på ingen tid inde i stuen igen, med trøjen.

Jeg rakte min mor trøjen, hun kunne med det samme genkende trøjen, et smil bredte sig på hendes læber.

"Du kan nok ikke passe den, men du må gå med mit tøj, indtil vi får shoppet noget til dig, er det okay?" Spurgte min mor, mens hun kiggede på Emma. - det samme gjorde jeg.

"Det er okay." Svarede hun med et smil og tog forsigtigt fat i trøjen.

"Skal jeg bare skifte her?" Spurgte hun stille og stod foran min mor og jeg, med hendes usikre blik.

"Jeg skal nok gå, så kan du skifte." Sagde jeg og forlod så rummet.
Jeg valgte at gå mod mit værelse og selv få noget tøj på. En tilfældig trøje fangede mine øjne og et par bukser, som jeg hurtigt trak i.

En mærkelig vibration lød i rummet, min mobil. Jeg skyndte mig at kigge efter den, den var ikke helt til at finde. Eftersom jeg havde smidt med den igår, men jeg fandt den da til sidst.
Der var nogle nye skrammer i den, men ikke specielt meget, det overraskede mig faktisk.

Hej Nialler.
Vil du ikke ringe, når du har tid?
- Liam.

Jeg læste beskeden højt for mig selv og skyndte mig at svare.

Jeg ringer snart, skal lige spise min morgenmad, kk?
- Niall.

Jeg sendte beskeden afsted og før jeg vidste af det, havde Liam læst den og svaret med et ok.
Hvorefter jeg gik ud i køkkenet, mens min mobil røg ned i min baglomme.

"Er far ikke kommet?" Spurgte jeg, da min far ikke var til at se i rummet, kun min mor og Emma.

"Han er her om lidt." Smilede min mor og satte vand over.
Jeg nikkede stille og satte mig så ned, overfor Emma. Hun sad og pillede lidt ved spidserne af hendes hår, som igen var sat i en fransk fletning.

"Trøjen klæder dig." Smilede jeg, og hendes øjne mødte mine.

"Tak, Niall." Hun gengældte mit smil og begyndte så igen at pille ved spidserne af hendes hår.

◇ ◇ ◇

"Har I informeret Emma om det her?" Spurgte jeg min far, før jeg var på vej ud af køkkenet.

"Din mor er inde og snakke med hende lige nu om det." Svarede han, og satte tallerkenerne i opvaskeren.

"Okay." Svarede jeg bare og gik mod mit eget værelse.

"Det lyder okay." Kunne jeg høre Emma sige, hvilket fik mig til at stoppe op.

"Så du kan godt være her med Niall i noget tid, helt alene?" Spurgte min mor.

"Hvad med ham den anden...?" Spurgte hun stille.

Greg? Det måtte være ham den anden.

"Din anden storebror Greg, han vil besøge jer et par gange, når du er klar." Lød det fra min mor.

Jeg stod lænet op af døren, mit øre tæt mod døren, så jeg var sikker på at høre alt.

"Jeg er klar." Sagde Emma.
Det var lidt overraskende, men det var jo Greg, som ikke var klar.

"Det var godt." Grinte min mor.
Der gik et stykke tid, før nogen sagde noget igen.

"Så du er klar over, at dig og Niall bliver alene? Du skal snakke med ham om alt, du har brug for, alt." Det var min mor, som skulle sikre sig, at Emma forstod det.

"Ja, jeg forstår det og det er helt okay."
Jeg kunne høre min mor nærme sig døren, så jeg skyndte mig ind på mit værelse og finde min mobil frem, tænde den og ringe Liam op.

____

Hej dejlige, søde, fantastiske læsere!
Jeg elsker jer, så utrolig højt! I er virkelig fantastiske, I redder altid min dag!
Nu til noget helt andet, hvem har fået billetter til one Direction koncerten og hvor skal I stå?
- Jeg har fået billetter og jeg tager afsted med min veninde og papfar. Vi skal stå i X, med early entry! Eeeeb!
Håber I nød kapitlet, love you!
- Julie Sophie.

_____