Sister Horan | N.H

Kapitel 41

Nialls synsvinkel
Og som jeg troede Emmas og mit skænderi var ovre, og at vi nu skulle omfavne hinanden; træder Harry ind. Han måtte være vågnet, da Emma begyndte at råbe højt og jeg hurtigt gled med. Harry var dog så dum og kom ind i rummet, helt rundt på gulvet og sagde hurtigt, men stadigvæk så man forstod det: "Det er ikke Emmas skyld, jeg kyssede hende! Og ikke mere! Det er jo ikke fordi det udvikler sig til et forhold!" Han stod og pustede, som om han var forpustet efter sine ord. Mine øjne fangede Harrys og derefter Emmas. Tårerne pressede på hos hende og Harry lignede en, som ville undeskylde for sine ord, men jeg bad ham straks gå. Han adlød og forsvandt bag den lukkede dør, hvorefter jeg gik mod Emma - hvordan skulle jeg reagere, allerhelst ville jeg flippe ud, men det virkede ikke så oplagt. "Kyssede I?" Spurgte jeg lavt og kunne mærke, at jeg mest var skuffet og vreden begyndte at falde. Hun kiggede op på mig og derefter ned i sine hænder igen, hvor hun hulkede lavt: "ja"
Jeg lagde forsigtigt min hånd på hendes ryg og strøg den langsomt, fra top og så til bunden i en blid bevægelse. "Jeg burde ikke sidde her og græde" hulkede hun lidt efter, hvor jeg synes hun havde ret, men så kold kunne jeg ikke tillade mig at være. Så derfor spurgte jeg ind til, om hun ligefrem var forelsket i Harry, hvor hendes svar kom lidt efter: "Så længe har jeg ikke kendt ham, men alt virkede så anderledes omkring ham og den følelse kunne jeg virkelig godt vænne mig til..."
* * *
Næste morgen
Morgenmaden; kun Emma og jeg sad og nød maden, hvorefter Emma forlod bordet og forsvandt ind på værelset. Jeg havde ikke set til Harry. Han havde holdt sig inde på værelset siden igår og jeg havde dog ikke tjekket om han nu var skredet, men ærlig talt; var jeg ligeglad. Jeg ville bare hjem og få alt på sin plads, så det hele kunne blive lidt nemt. Jeg tog af bordet og gik derefter ind på værelset, hvor Emma pakkede sine ting i alt stilhed - uden at sige ét ord, begyndte jeg selv at pakke mine ting. Emmas øjne lyste ikke op længere, det hele havde taget så hårdt på hende, på så kort en tid. Jeg ønskede Emma glad, men hvad kunne jeg gøre? Denne gang måtte jeg lade Emma få lidt fred og selv få lyset i sine øjne tilbage. Mine øjne søgte hendes op til flere gange, men ikke en gang fangede de dem. Hendes øjne var klistret godt til gulvet og jeg havde ikke kræfter nok, til at gøre noget. Stemningen var ødelagt og jeg så ikke noget, der kunne redde den - desværre.

* * *
Strømmen slukket, køleskabet tømt og alt på sin plads - tjek. Emma sad allerede i bilen. Hun havde lånt min mobil og høretelefoner, så hun kunne få lidt ro og musik. Jeg gik mod værelset, hvor Harry burde opholde sig. Jeg trådte ind og blev ikke overrasket, da mine øjne så rummet tomt. Han måtte være skredet om natten. Jeg sukkede dybt og forlod rummet. Jeg tjekkede en sidste gang, at alle vinduer var lukket, hvor jeg så bagefter gik ud i bilen. Emma sad og stirrede i luften, med musikken i ørerne - jeg afbrød hende ikke.
Hele vejen hjem forgik i stilhed, jeg vidste ikke hvad jeg skulle - eller kunne - sige og Emma hjalp ikke til.

Uha tidligere har jeg skrevet, at der var 6 kapitler tilbage, but no :/ To mere og så er det hele slut ;) Elsker jer alle, husk at kommentere og klikke på stem.