Sister Horan | N.H

Kapitel 28

Nialls synsvinkel

Jeg hentede Emma en time efter, hun sagde ikke noget. Hvorimod psykologen fortalte at Emma kunne være meget oprevet, så måske fik jeg bruge for sovepiller til hende. - mere fik jeg ikke ad vide. Samtalen mellem Emma og psykologen, er trods alt hemmelig.

Emma og jeg kørte hjem i stilhed, jeg forsøgte ikke at snakke med hende, hun skulle hjem og have noget søvn. Hun plejede at være glad efter en samtale med psykologen, men ikke denne gang. Så denne gang, havde det højtsandsynligt handlet om noget ubehageligt for hende.

Jeg åbnede bildøren for hende og derefter hoveddøren, hun åbnede dog selv døren til hendes værelse. Efter at have lyttet om hun begyndte at græde inde på værelset eller bare lagde sig til at sove, gik jeg. - hun lagde sig til at sove, for der var ikke hulken eller snøft, bare dybe åndedræt.

Jeg satte mig i sofaen for at se lidt fjernsyn inden jeg gik i seng, men der var ikke noget spændende. En masse åndsvage reality programmer og sådan noget for piger.

◇ ◇ ◇

Jeg vågnede op på sofaen, ved lyden af et smertefuldt skrig. Hurtigt kiggede jeg rundt i stuen, inden jeg fløj op på mine ben og satte kurs mod Emmas værelse. Jeg rev døren op og så ikke hvad jeg regnede med, sengen var tom?

"EMMA!?" Råbte jeg, så højt som jeg kunne og begyndte at løbe, men hvor skulle jeg hen?

Endnu en gang kom der et smertefuldt skrig og jeg fandt hurtigt ud af, hvor det kom fra. Badeværelset.

Så på ingen tid stod jeg foran badeværelsesdøren og hev i håndtaget, men døren åbnede ikke. - den var låst.

"EMMA! LUK OP!" Råbte jeg med hovedet op ad døren, mens min ene hånd hev i håndtaget og den anden hamrede løs på døren.

"EMMA!" Råbte jeg, hvor jeg ikke fik svar, kun endnu et skrig. Panikken i mig steg, så jeg farede ud i køkkenet, rodet alle skufferne igennem, for at finde en nøgle.

"Her!" Lød det fra mig, da jeg endelig fandt den og fik den lagt i min håndflade. Mine hænder rystede dog så meget, at nøglen gled ud af hånden på ingen tid.

Jeg var hurtigt nede på hug for at finde nøglen, den var ikke til at se i mørket. I en hurtigt bevægelse tændte jeg lyset og fandt nøglen. Så var det op og stå, og så mod badeværelset.

"EMMA!" Råbte jeg, for at sikre hende, at jeg var på vej. Endelig var jeg henne ved døren, men jeg kunne ikke få nøglen ind, grundet mine rystende hænder.

"Kom nu, kom nu." Mumlede jeg vredt med sammenbidte tænder, mens jeg forsøgte at beherske mine hænder.

Emmas hulken steg og steg, hun hev efter vejret, jeg skulle ind! Nu!

"Emma, lås op! Jeg kan ikke!" Min stemme rystede så meget som mine hænder.

Hun hulkede bare endnu højere og lyden af, at hun slæbte sig selv hen ad gulvet, skræmte mig. - hvad var der sket? Jeg frygtede det værste.

Hun fik fat i håndtaget, men hun låste ikke op. Der blev bare taget i håndtaget og før jeg vidste af det, lød der et bum.

"Emma?!" Råbte jeg panisk og hamrede igen på døren.

Hvad kunne jeg gøre? Jeg måtte ind til hende. Følelsen af, at jeg ikke kunne hjælpe hende, kunne slå mig ihjel. Mine knoer var begyndte at bløde, så hårdt jeg hamrede på døren og tårerne løb som et vandfald.

"Emma? Svar mig!" Jeg tænkte mig ikke om, før jeg tog tilløb til døren og smadrede min skulder mod den. Døren rev sig lidt løst, men ikke helt. Jeg gjorde det igen, det hjalp lidt, stadig ikke nok.

Min vejrtræning var ikke normal, men Emmas kunne jeg ikke høre længere, så jeg sparkede døren op. Alle mine kræfter lå i det spark og det var godt, for døren var oppe nu.

"Emma?" Min stemme knækkede hurtigt over, ved synet af blod og Emma ligge på gulvet.

Ned på hug og så fat i Emma, som stadig trak vejret, men ikke specielt meget. Jeg fik hevet en masse toilet til mig og presset mod Emmas arm, pludselig skreg hun op.

Jeg regnede med, at det bare var smerten grundet hendes sår, indtil hun rev min hånd væk og pegede på det skarpe metal, som sad godt og dybt boret ind i hendes arm. Mine øjne faldt på min hånd, som metallet havde ridset lidt i, men ikke meget. - det sad alt for dybt i Emmas arm, til at det kunne skade mig.

Mine hænder begyndte at ryste mere og mere, hvordan skulle jeg kunne pille det ud? Jeg måtte ringe 112, da jeg var på vej ud, for at finde min mobil, kunne jeg høre Emma sige:

"Bliv her..." Det var meget svagt og hendes øjne kunne næsten ikke holdes åbne, men hun gjorde sit bedste.

Hvis jeg blev kunne det jo ende forfærdeligt? Jeg måtte have min telefon og ringe efter hjælp!

"Du skal have hjælp, jeg er straks tilbage, okay?" Skyndte jeg at sige og var allerede på vej afsted, da hun sagde:

"Nej, det er ikke okay..."

Forsættelse følger...