Facaden

Kapitel 6

Det var torsdag, og du havde sovet over dig. Klokken var 08:30 da du var henne ved skolen, og du kom dermed en halv time for sent.
Men en halv time, var ingenting. Lærerne var heller ikke så opmærksomme på om alle eleverne var der i denne uge, da de fleste bare gik i gang med deres projekt, når de kom i skole. Lærerne kom kun 1-2 gange om dagen og kiggede, hvordan det gik i de forskellige grupper. Dog var der ingen lærer der havde set, hvor langt dig og Hannibal var kommet.
Du var lige trådt ind af døren til skolen, da en eller anden tog hårdt fat i din arm, og trak dig ind til siden.
Det var Hannibal. - selvfølgelig var det ham.
"Jamen hej med dig," sagde du og prøvede at komme fri fra hans greb. Han svarede ikke på det du sagde, og tog lige pludselig din skoletaske fra dig.
"Vi skal ikke arbejde i kantinen i dag, forstået?" sagde han og tog hårdere fat i din arm, og fulgte dig ind i et rum, der normalt aldrig bliver brugt til noget.
Han skubbede dig nærmest ind i det tomme lokale, og bad dig derefter om at sætte dig ned.
Du gjorde som han sagde, men var forvirret over hans underlige opførsel. Der måtte var noget galt, siden han opførte sig sådan.
"Hvorfor opfører du dig sådan?" spurgte du og kiggede forvirret på ham.
"Hvordan?" svarede han koldt, og du valgte ikke at kører mere i det, og droppede at sige mere.
"Jeg synes bare det er en dårlig ide, at du er i nærheden af Bebiane," sagde han, og du kunne se på hans ansigt, at han mente det.
Du var overrasket over det han sagde...
Prøvede han på at beskytte dig? Hvorfor ville han overhoved prøve på at beskytte dig? Du kunne jo godt forsvare dig selv.
"Okaaaaay...," sagde du og lød ikke overbevist. Du var sikker på, at der måtte være noget mere, end bare det galt.

"Så hmm... øver vi os på fremlæggelsen her?" spurgte du, og Hannibal nikkede. "Okay," sagde du og tog en dyb indånding. Du kunne stadig ikke forstå, hvorfor Hannibal ville forsøge at holde dig væk fra Bebiane. Det kunne umuligt være for at beskytte dig, for i havde jo altid hadet hinanden. Og det gør i stadig, mindede du dig selv om, før du vendte tilbage til virkeligheden.
-
"Må jeg få min taske igen??" spurgte du og han nikkede, og sendte dig et lille smil, før han satte den ned ved siden af dig. "Tak," sagde du, og gengældte hans smil. "Har du dine ting med?" spurgte du Hannibal selvom du allerede vidste svaret. Han havde ikke sin taske hos sig, så du gættede på, at han enten havde glemt sin taske, eller var for doven til at tage den med. "Jeg glemte min taske," sagde han og kiggede uskyldigt på dig. "Ja right.. eller også var du bare for doven til at tage den med," sagde du, og han kiggede overrasket på dig. "Pas på hvad du siger (dit navn)," sagde han, og tog din computer fra dig. "Hvad laver du!?" sagde du, med en ophidset stemme. Ingen, og ingen skulle rører din computer. Der var alt for mange private ting på den, så den skulle nødig falde i de forkerte hænder.
-
"Giv mig den tilbage!?" sagde du, men han var fuldstændig ligeglad. "Er du sød at slappe af? Jeg gør faktisk bare os begge to en tjeneste, så hids dig lige ned." sagde han. "Og hvad er så det?" sagde du. "Jeg har lige printet det ud, vi har skrevet," sagde han og gav dig din computer tilbage. "Jeg går ud og henter papirerne, og du bliver her, forstået?" sagde han og du nikkede.

Hele jeres projekt var på omkring 6 sider, og det der overraskede dig mest var, at i havde skrevet lige meget. Hannibal var ikke en der ligefrem lavede lektier, og blev ofte sendt op til rektoren. Han var også tæt på at blive bortvist engang i 6 klasse, men du kunne ikke huske lige præcis hvorfor.

*

Du var ved at smøre læbepomade på dine læber, da Hannibal kom tilbage. Han kiggede hurtigt på dig, men fjernede blikket fra dig igen med det samme. Han gav dig papirerne, og bad dig om at rejse dig op. "Hvorfor skal vi stå op?" spurgte du fortvivlet. "Gør man ikke altid det til en fremlæggelse?" sagde han, og du nikkede, da det var sandt.

"Jesus Kristus levede for cirka 2000 år siden. Kristne tror, at Jesus er Guds søn... " sagde du og læste videre.
Du læste og læste, og kiggede hurtigt op for at se om Hannibal fulgte med. Det gjorde han, og måske lidt mere end det.
"Hvad laver du?" sagde du, og kiggede forvirret på ham, da han stod og smilede.
"Ikke noget, sorry bare fortsæt," sagde han, men stadig med et stort smil på læben.
Du læste videre, men kunne ikke lade være med at kigge op på Hannibal en gang i mellem. Der var åbenbart noget der var meget sjovt, eller noget voldsomt galt, siden han smilede som en tosse. I alle de år du havde kendt Hannibal, havde du aldrig set ham smile sådan.
"Din tur," sagde du, og han begyndte at læse.

Da i havde læst det igennem 3 gange, valgte i at holde en pause.
"Jeg tror ikke vi behøver at læse det igennem igen," sagde du, og han nikkede.
"Øhm og hvis jeg må spørge... hvorfor smilede du hele tiden, da jeg læste?" spurgte du.
"Det gjorde jeg da ikke?" sagde han, og kiggede uskyldigt på dig. "Så siger vi det," sagde du, men var stadig nysgerrig.

*

"Jeg ved ikke med dig, men jeg går ind i kantinen og spiser min madpakke," sagde du og tog din taske på ryggen. "Fint med mig," sagde han, og du gik ud af døren. Du var på vej hen til kantinen, og kunne lige pludselig høre en dør smække bag dig. Du vendte dig hurtigt om, og så Hannibal. Du valgte at ignorere ham, og gik ind i kantinen.

Nina sad sammen med hendes gruppe, og det lignede, at hun arbejdede hårdt på projektet. Bebiane derimod sad bare og stirrede ind i sin mobil, og lignede en der var fuldstændig ligeglad med hendes gruppe. Du gik hen til Nina, og valgte at lade som om Bebiane ikke var der. "Har du tid til en pause," sagde du, og viftede med din madpakke. "Hmm, lige om lidt," sagde hun og smilede. "Super, jeg smutter lige på toilettet imens så," sagde du, og gik ud af kantinen, og ind på toilettet.

*
Da du var færdig med at være på toilettet, gik du ind i kantinen igen. Da du kom ind i kantinen fik du øje på Hannibal og Bebiane, der sad og hviskede til hinanden. Hannibal bemærkede hurtigt din tilstedeværelse, og stoppede hurtigt med at hviske tiske med Bebiane.

Han rejste sig, og du kunne ikke lade være med, at ligge mærke til at hans ansigtsudtryk. Han så sur og irriteret ud. Mon der var noget galt? Dig og Hannibal gik imod hinanden, og han kom til at studse din skulder, da han var på vej ud af kantinen. Du ville egentligt have spurgt ham hvad der var glat før han forlod kantinen, men han så ikke ud som en der ville tale om det. Du kiggede over på Nina, og så Bebiane læne sig over imod hende. Hun hviskede hurtigt et eller andet til Nina, og hun nikkede forståeligt en masse gange. Bebiane rejste sig og gik derefter ud af kantinen. Du havde en fornemmelse af, at der forgik et eller andet mystisk, men du vidste ikke hvad det var. Du fortsatte din vej hen til Nina, og hun smilede venligt til dig, da hun så dig.

Du satte dig ned ved siden af hende, og i spiste jeres mad sammen. I fik snakket om en masse ting. Blandt andet det, at du var blevet inviteret til to fester i weekenden. Og som den gode veninde du var, spurgte du hende om hun ikke ville med. Hun sagde ja, men du vidste det kun var for, at være venlig. Hun kunne godt lide at feste, men du vidste hun ikke brød sig om det, når Anthon, Magnus eller Hannibal var til samme fest. "Hørte du hvad Hannibal og Bebiane snakkede om?" spurgte du Nina, men hun rystede på hovedet. "Nope, men det var helt sikkert et eller andet meget hemmeligt," sagde hun, og spiste videre. "Hvad sagde Bebiane egentligt til dig?" spurgte du. "Bare noget omkring projektet," sagde hun og du nikkede. "Okay," sagde du og smilede til hende.
-Du vidste ikke helt om du skulle tro på det Nina sagde, men du vidste hun ikke løj for dig. Så du valgte at tro på det hun sagde.

*

Da dig og Nina havde spist, gik du ind i det rum Hannibal havde slæbt dig med ind i tideligere på dagen. Hannibal var der allerede da du kom, og i besluttede jer for, at øvede jeres fremlæggelse én gang mere. Resten af dagen sad i og spillede y8, og selvom du ikke ville indrømme det, hyggede du dig af en eller anden grund. Hannibals humør var blevet bedre siden du sidst så ham i kantinen, og du havde en følelse af, at i nød at være i hinandens selskab.
Da skoledagen var forbi, sagde dig og Hannibal farvel til hinanden, og du cyklede efterfølgende hjem, med en underlig følelse i maven. Du vidste ikke, hvad du skulle synes om ham. Nogle gange hadede du ham, og andre gange synes du han var helt fantastisk og utrolig venlig.
Da du kom hjem, gik du din sædvanlige tur med Berte, og efter det slappede du egentlig bare af, indtil du skulle i seng.