Facaden

Kapitel 15

Andreas synsvinkel

Kysset fik min mave til at slå knuder, og jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv.
Hvad ville Thor ikke lige tænke?
Jeg trak mig hurtigt væk fra ham, og kunne mærke mine kinder blive helt tomat røde.
Thors blik faldt hen på Hannibal også tilbage til mig.
Min trang til at løbe skrigende væk, var på sit højeste.
Hvad bilder han sig egentligt ind?
Jeg har ikke en skid tilovers for ham. Det eneste han har gjort er, at skabe problemer.

"Er i kærester?" spurgte Thor, og Hannibal nikkede meget selvsikkert.

Hvad bilder hans sig ind, bare at stå der og påstå vi lige pludselig er kærester?

Den gamle Hannibal var tilbage. Men faktisk tror jeg aldrig den gamle side forsvandt. Den ville altid være en del af ham.

"Må jeg lige snakke med dig?" sagde jeg og skulle til at gå sammen med Hannibal, men stoppede da jeg så Thors forvirrende blik.
Han var så gavmild og venlig, og var så sød at have hjulpet mig, hvor det egenligt burde have været Hannibal.
Jeg manglede at takke ham, selvom jeg allerede have gjordt det flere gange.

Jeg gik over og gav ham et kram, og viskede stille et tak.
"Så lidt," viskede han tilbage. Et kæmpe smil viste sig, og jeg smilte tilbage.

Hannibal så jaloux ud, men jeg kunne ikke være mere ligeglad.

Det var hans skyld det hele, og det eneste han kunne gøre da jeg stod der, med rødvin udover min bluse, var at nedstirre mig.
Han rørte sig ikke det mindste.
Hvis han kan lide mig, hvad er hans problem så?
Han kan jo prøve at gøre noget ved det, i stedet for at fucke alt op.

"Toilettet" sagde jeg bestemt, og låste dåren efter os, da vi kom ind.

Jeg tog mit selv til håret, og rystede mit hoved.

"Hvad er dit problem?!" sagde jeg og lød mere ophidset end jeg havde forventet.

"Du siger vi er kærester, overfor en jeg knap nok kender," sagde jeg og tog en dyb indånding, da mit hjerte hamrede derudad.

"I det ene øjeblik er det som du er dybt forelsket i mig, og vil gøre alt for at beskytte mig. Men i det næste øjeblik er det som om, du overhoved ikke vil have noget med mig og gøre," sagde jeg, og uden jeg selv var opmærksom på det, trillede en tåre ned af min kind.

"Jeg kan bare ikke det her! Jeg bliver fucking forvirret over din syge måde at opføre dig på!" sagde jeg højere og tydeligere, da jeg ville have han forstod det.

"Du forstår det ikke," sagde han endelig.
Et svar jeg dog bare ikke kunne bruge til så meget.

"Hvad kan jeg ikke forstå? Du kunne jo i det mindste prøve at lukke lidt op, og vise dine følelser," sagde jeg imens flere tårer trillede ned af min kind, og fandt sin vej ned til min mundvige.

"Hvis du ikke har andet at sige, går jeg nu. Det er jo det du inderst inde ønsker mest ikke?" sagde jeg, og kiggede dybt ind i hans brune øjne.

Jeg fik ikke noget svar.
Hvad der lød som en fuld pige, bankede hårdt på døren.
"Hallo, skynd dig lidt! Der er faktisk nogen her, som skal tisse af helveds til!" råbte hun og bankede på igen, men denne gang endnu hårdere.

Jeg kiggede en sidste gang på Hannibal.

Jeg kunne se hvordan han betragtede mine tårer, der bare blev ved med trille ned af mine kinder.

"Jeg går nu. Du må have et godt liv," sagde jeg og låste op og gik derefter ud.

"Det var fandme også på tide," sagde hun da hun så mig, men gik helt i selvsving da hun så Hannibal også var på toilettet.

"Jeg går også nu, så slap af," sagde han som svar til hendes klynkeri.

Jeg kiggede mig ikke om, for at se hvor Hannibal gik hen.
Jeg satte kursen mod døren, og gik ud i haven.

Kort kapitel, men der kommer et mere i dag.

HUSK AT LIKE, OG TAK FORDI I LÆSER MED!