Facaden

Kapitel 7

Dagen hvor dig og Hannibal skulle fremlægge, var kommet. Du var en smule nervøs, men det beroligede dig af en eller anden grund, at du havde Hannibal ved din side til fremlæggelsen. Vejret var ikke ligefrem, det bedste i dag. Store grå skyer dækkede himlen, så intet lys kunne skinne igennem. Derfor mindede du dig selv om, at huske en paraply.
Du tog et par sorte jeans på, og en varm grå trøje med rullekrave, så du kunne holde varmen. Da du havde sat dit hår op i en hestehale, tog du lidt makeup på, og gik ud af døren. Du låste døren, og cyklede afsted. Da du var ved at nærme dig skolen, kunne du pludselig mærke en vanddråbe ramme din pande. Du kiggede op, og så at skyerne stadig var lige så grå, som da du stod op. Og det slog dig pludselig, at du havde glemt din paraply. "Fuck," sagde du til dig selv, og satte farten op, så du ikke blev drivvåd, hvis det skulle begynde at regne.

*

Lige da du trådte ind af døren til skolen, var gangen fyldt af elever. De var ved at gøre de sidste ting klar til deres fremlæggelse, og printe deres tekst. Dig og Hannibal var dog heldigvis forberedt, og havde printet jeres tekst ud. Nu manglede du bare at finde ham. Klokken var ikke helt præcis 08:00, så du gættede på at han snart ville komme. Du var på vej ind i gymnastiksalen, hvor fremlæggelsen skulle afholdes, men kunne pludselig høre nogle stemmer længere nede af gangen. Du synes det lød som Anthon, Magnus og Nina, så du valgte at gå ned og se efter. Du håbede inderligt, at det ikke var dem.
"Er der nogensinde nogen der har fortalt dig, at du er grim? Vent hov, det har vi vidst op til flere gange nu. Vi kan bare godt lide, at minde dig om det," kunne du høre Anthon sige, og du begyndte lige så stille at løbe. "Jeg håber du får hosteanfald og dør, når du skal fremlægge, " sagde Anthon, og du så at Magnus slog papirerne ud af hendes hænder. "Stop," var det eneste hun kunne sige, med en lille og usikker stemme. Hendes stemme var langt fra overbevisende. Hun vidste ikke hvordan kun skulle takle situationen, det kunne du se og hører på hende. Du kom hen til hende, og kiggede irriteret på dem. "Hvor mange gange er det vi skal have en diskussion om, at i skal holde jer langt væk fra hende!!!?" sagde du til dem. "Åbenbart mange," sagde Magnus. Du rullede øjne af dem, og bukkede dig ned for at samle Ninas papirer op. "Hvis der er nogen der skal få hosteanfald og dø, så er det jer!" sagde du og tog Nina i hånden. Du rækkede fuck til dem, før i forsvandt ind i gymnastiksalen sammen. I fandt en plads, og der sad du og ventede på Hannibal, imens Nina øvede sig på sin fremlæggelse.

*
Du kiggede op på det store ur, der hang på en væg i gymnastiksalen. Kun 5 minutter til at fremlæggelserne gik i gang, og Hannibal var stadig ikke til at se. Det begyndte at gøre dig en smule nervøs. Hvad hvis han ikke kom? Måske var han syg? Der kunne være sket så mange ting. Du rejste dig, og gik hen til Sten som stod i blandt nogle af de andre lærer, ved indgangen til gymnastiksalen. "Ved du om Hannibal er syg?" spurgte du Sten, og han rystede på hovedet. "Hans forældre har ikke ringet," sagde Sten, og trak på skulderne. "Okay," var det eneste du kunne sige.
Du gik hen til Nina igen, og satte dig ned på din plads. Du følte dig brændt af. Igen. At han valgte at lade dig i stikken til en fremlæggelse, havde du ikke set komme. Men igen, det er Hannibal, den burde du have regnet ud. Dit had til ham, kunne ikke beskrives. Du sad allerede og planlage hvad du ville sige til ham, når du så ham. Sten gik op på scenen, der stod midt i gymnastiksalen, og foldede et stykke papir ud.
"Godmorgen! Så blev det fredag, og som i ved betyder det, at vi skal i gang med en række fremlæggelser nu," sagde han, og kiggede på det krøllede papir. "Gruppe 1 starter, i ved hvem i er," sagde han og gik ned fra scenen. To tiende klasser, og en pige fra din klasse gik op på scenen, og begyndte at læse det op, de havde fået skrevet. Du kiggede nervøst på Nina, men hun lagde ikke mærke til det. Dit blik fangede tilfældigt Bebianes. Hun kiggede med hendes ondskabsfulde øjne på dig og smilede tilfreds, før hun rettede blikket mod dem der fremlagde igen. Da gruppe 1 var færdig, klappede de andre elever som en sindssyg, og sådan forsatte det ellers. Fremlæggelserne gik hurtigere end forventet, og det blev hurtigt din tur.
"Så er det gruppe 7," sagde Sten, og du rejste dig. Du var vred og nervøs på samme tid. Du gik med små forsigtige skridt op på scenen og kiggede ned i dine papirer. Tanken om at du skulle læse 6 sider helt alene, foran en flok idioter gik dig på. Du skulle til at starte, men Sten afbrød dig. "Hvor er dine kammerater? Jeg mener resten af gruppen?" sagde Sten og kiggede forvirret på dig. "De har valgt at brænde mig af," sagde du koldt, og kiggede ned i dine pairer igen. Du kiggede ud over de mange elever, og dit blik fangede en bestemt, nemlig Bebiane. Dit hjerte begyndte at banke hurtigere, og dine fingre begyndte af ryste.
Du tog en dyp indånding og begyndte at læse. "Jesus Kristus levede for cirka 2000 år siden. Kristne tror, at Jesus er Guds søn..." sagde du og fortsatte.
De 20 minutter det tog at læse projektet op, var de værste 20 min i dit liv. Du satte dig pænt ned på din plads igen, da du var færdig, og følte at du endelig kunne slappe af. Du var stadig vred over at Hannibal ikke kom, men det føltes så godt at få det overstået, at du helt glemte at tænke på det.
Da alle havde fremlagt, var der en kort pause, hvor lærerne diskuterede en karakter til alle grupperne. Dig og Nina brugte pausen på at spise sammen, og da i var færdige, satte i jer ind på jeres plader i gymnastiksalen igen. Da alle eleverne var samlet i gymnastiksalen igen, kom lærerne rundt med karakterne til de forskellige grupper. Sten kom over og gav dig og Nina et papir hver, og gik videre til nogle andre elever. Du kiggede hurtigt på dit papir, og blev overrasket over det tal der stod nede i højre hjørne. 10? Du læste det lærerne havde skrevet til dig og din gruppe, og blev forvirret men glad på samme tid. Der stod kun gode ting. Du havde under ingen omstændigheder, regnet med et 10-tal. Du kiggede over på Nina, som så knap så glad ud. "Hvad fik du?" spurgte du hende, og hun gav dig sit papir. "7? Det er da godt!" sagde du og smilede. Du gav hende papiret tilbage, men hun så stadig skuffet ud. Du fortalte hende at du havde fået 10, hvilket kun gjorde hendes humør værre. "Hey, op med humøret," sagde du om hun kiggede på dig, som om du var en idiot. "Siger du?" sagde hun og gav dig et lille smil. "Vil du med mig hjem efter skole? Så kan vi være sure sammen?" spurgte du Nina, og hun nikkede.

Der kommer mere i dag. Tak fordi i læser med! :))
-Xenia