Facaden

Kapitel 14

Hannibals synsvinkel

Det er som om hun er frosset. Hun kigger op og ned af sig selv, før hun kigger mig dybt ind i øjnene og styrter ind på toilettet.

Var det på grund af min opførsel?
Eller bare fordi hun blev chokeret, over at hun fik rødvin på sin bluse?

Det kan også være fucking lige meget. Hun gider jo alligevel ikke komme i nærheden af mig, efter jeg brændte hende af til fremlæggelsen.

Hvis bare jeg kunne fortælle hende sandheden.

Min mobil vibrerer i min baglomme og jeg tager den op og ser Bebianes navn på skærmen.

Jeg tager telefonen, og begynder samtalen med et kedeligt "hey."

"Hva' er du stadig til den lamme fest Daniel holder?" spørger hun, og jeg kan fornemme hun er irriteret.
"Ja? Men kan det ikke være fuldstændig ligemeget, hvor jeg er?"

Hun afbryder inden jeg overhoved for talt færdig.

"Jeg ved hun er der," sagde hun pludselig med en endnu mere sur tone.
"Hold op? Gider du? Der er intet imellem os" siger jeg, selvom jeg det ikke er rigtigt.

Der er da noget imellem os ikke?
Uh det irritere mig hun er så kostbar.
Hvis jeg ville kunne jeg gå hen og prikke en valgfri pige fra skolen på skulderen, og hun ville med det samme gøre alt, hvad jeg bad hende om.

Måske er det derfor hun ikke gider mig? Fordi hun ved jeg har en masse "damer."
Fordi hun ved, jeg ikke kan holde mig til en pige af gangen.

Jeg må lade være med at tænke sådan om mig og hende.
Som om vi har en chance sammen.
Det ville aldrig gå.
Aldrig.

Jeg kigger aggressivt på Anthon, inden jeg går hen og drikker direkte fra en vodka flaske.
Ikke min, men hvad fanden?
Det kan da være ligemeget.

Jeg bliver ved med at drikke, selvom det brænder hele vejen ned af min hals.

Pludselig mærker jeg en prikken på min skulder.
"Må jeg få min vodka flaske tilbage? Eller har du tænkt dig at beholde den?" siger en pige på omkring 13, der ser stang stiv ud.
"Haha er det din? Fuck man dansk ungdom er fucked up," siger jeg og giver hende den tilbage.

Jeg begynder at gå ud mod toilettet, da jeg ville se til Andrea.

Jeg kigger hurtigt tilbage, og hvis jeg gætter rigtigt tror ikke hun forstod det jeg sagde. Hun kigger underligt på mig, og ser fuldstændig forvirret ud.

Da jeg når hen til toiletterne, er jeg lige ved at gå ind, men stopper.
Hun er ikke alene.

Jeg kan høre grin. Ikke kun hendes grin, men også en andens.

Døren er ikke lukket, så jeg tillader mig at kigge ind af den lille sprække.

Da jeg kigger ind og ser Thor, bryder min verden sammen.

Jeg er ikke sikker på om jeg skal være sur, glad eller bare ligeglad.
Men af en eller anden grund, føler jeg mig jaloux.

Jeg ved jeg ikke har vist hende, at jeg kan lide hende. Ikke det mindste.

Jo, eller der er jo kysset.
Men jeg var fuld, og tænkte mig ikke om.

Nu tror hun sikkert, jeg elsker hende eller noget.
Det gør jeg også på nogle områder, men så alligevel.

Jeg er ikke den rette for hende.
Derfor trækker jeg mig hele tiden tilbage.

Jeg bliver nødt til at holde mig fra hende.

Jeg skulle lige til at gå, da jeg ser ham tage blusen af hende.
Der går grænsen fandme.
Jeg er lige ved at gå ind, men stopper mig selv.

Jeg må lade hende værre.

*

Jeg går hen til min taske med alkohol, og tager en breezer frem.

Jeg sætter mig hen i en sofa og bunder den.

Lige da jeg ville hente en til, ser jeg Thor og Andrea komme gående.

Helt unden jeg selv når at opfatte det, går jeg hen til hende og krammer hende.

"Hva' så skat," siger jeg og kysser hende blidt på munden.
Thor kigger underligt på mig.

Lige det blik jeg havde lyst til at se fra ham.
Nu er det din tur til at blive jaloux mr. charming.

Synes i jeg skal skrive flere kapitler fra Hannibals synsvinkel?
Og tusind tak fordi i læser med.
Vildt at min fan fiction har fået 10K læsninger!
-Xenia