Facaden

Kapitel 22

"Hvad mener i med hun har fået kræft?" hørte jeg min mor råbe, idet jeg stod ud af min seng.

Da jeg kom ind i køkkenet, så jeg hende gå panisk frem og tilbage.

Da hun så mig, lavede jeg tegn til hende om hvad der foregik

Dog fik jeg ikke noget svar, da hun snakkede i telefon.

"Ja det er klart," sagde hun og tog en dyb indånding og gned sig i øjnene.

Græd hun?

"Tak fordi du ringede," sagde hun og lagde på.

Det var tydeligt, at hun var en blanding af ked af det og vred.

Hun sank ned på en stol, og gemte sit hoved i sine arme.

"Mormors kræft er kommet tilbage," sagde hun og tørrede tårer væk fra hendes ansigt.

Jeg sank en klump.

Hun havde lige haft det så godt, og var kræftfri i et helt år, men nu..

Hvorfor skal gode mennesker altid lide? Hvad er meningen egentlig?

Det piner mig at jeg skal til at besøge hende syg igen.

Det gør forfærdeligt ondt, da hun betyder så meget for mig.

"Er det alvorligt?" spurgte jeg og forventede det værste.

"Hendes kræft har spredt sig til hjertet nu, så ja det er alvorligt," sagde min mor og snøftede.

"Jeg ved ikke, hvor meget længere vi har hende," sagde min mor imens tårerne trillede ned.

Hendes tårer smittede af på mig, og mine øjne begyndte at løbe i vand.

"Skat du skal ikke græde, det skal nok gå. Hun er en stærk kvinde," sagde min mor, og vinkede mig hen til hende.

Hun rejste sig fra sin stol og kyssede mig blidt på panden.

"Smut du hellere i skole, vi kan snakke om det senere," sagde hun og aede mig blidt på kinden.

"Jeg elsker dig mor," sagde jeg inden jeg gik ud af døren.

Vi fortalte ikke hinanden så ofte at vi elskede hinanden, så når vi endelig gjorde føltes det så fremmede.

-

"Har ventet på dig," sagde Nina da jeg kom ud af døren, hvilket resulterede i at jeg fik et kæmpe chok.

"Du gav mig et chok," sagde jeg og små grinte, men det var svært efter den hårde nyhed.

"Vi har da ikke aftalt at mødes i dag, har vi?" spurgte jeg og gik ned til hende og gav hende et kram.

"Næ, men det føltes som så lang tid siden vi har fulgtes ad i skole, så jeg tænke hvorfor ikke?" sagde hun og jeg nikkede.

"Du har ret. Og vi burde lave noget sammen igen snart," svarede jeg, og tog et tyggegummi i munden da jeg havde glemt at børste tænder.

Smart.

"Hvad med efter skole? Jeg har tid?" svarede Nina, og rakte ud efter min tyggegummipakke og stjal et stykke.

"Lyder fint," sagde jeg og smilte.

"Hvad tog dig egentlig så lang tid? Du plejer altid at vente på mig," sagde hun og jeg trak på skuldrene.

"Er det noget med Hannibal? Sig ikke i er blevet kærester, og han allerede har slået op vel!?" sagde hun ivrigt.

"Nej er du sindssyg, der er ikke noget mellem mig og Hannibal," sagde jeg og prøvede at holde stoneface. Hun puffede til og rystede på hovedet.

"Jeg tror ikke på dig."

"Nå men tilbage til virkeligheden, hvad er du så knotten over her til morgen?"

"Min mormors kræft er kommet tilbage," sagde jeg, og hendes glade humør faldt med det samme til jorden.

"Undskyld jeg jokede sådan, troede ikke det var så seriøst," sagde hun og kiggede på mig med sine store Bambi øjne.

"Det okay, du vidste det jo ikke."

"Vi kan godt aflyse vores dag sammen, hvis du hellere vil hjem og... du ved," sagde hun betænksomt. Jeg ville ikke aflyse vores dag sammen, på grund af det med min mormor. Vi trængte til at få snakket nogle ting igennem og se hinanden igen. Efter alt det med Bebiane havde vi næsten ikke været i konktakt med hinanden, selvom jeg havde tilgivet hende.

"Nej, vi gør det. Jeg vil gerne," sagde jeg, og et stort smil viste sig på hendes ansigt.

-

Da vi nåede skolen, blev jeg stoppet af Hannibal lige da jeg trådte ind af døren.

"Hey, jeg tænkte på.." sagde han men stoppede da Nina kom ind af døren også, og så jeg ikke var alene.

"Lige meget," sagde han, og trak på skulderne.

Jeg sagde ikke noget til ham, men gik bare videre. Jeg vidste det var forkert nu da vi havde haft sådan en god dag i går, men jeg følte jeg havde alt for meget at tænke på lige nu. Hvad kunne også være så vigtigt, at han stod klar foran døren for at snakke med mig?

"Hun virker sur, er der noget galt med hende?" kunne jeg høre Hannibal spørge Nina, idet jeg gik hen imod mit klasseværelse.

"Tror jeg du skal spørge hende om," sagde hun koldt. Jeg smilte for mig selv, da jeg hørte ordene komme ud af hendes mund. For første gang i lang tid, svarede hun igen. Selvom det var Hannibal og jeg havde fået et nogenlunde godt foldhold til ham, fortjente Hannibal ikke det mindste søde ord fra Nina.

Efter alt det ham, Anthon og Magnus havde gjort imod hende, havde han godt af lidt af hans egen medicin.

Dog var hun for sød til at køre den længere ud, og svine ham til for at beskytte mig. Men jeg vidste hun kunne, hvis hun gav sig selv lov. Jeg havde set hende gøre det engang, og den Nina savnede jeg en smule.

Nina løb op til mig, og vi fulgtes det sidste stykke hen til klassen sammen.

Inden jeg gik ind, fladt mit blik på Hannibal. Han stod mit ude på gangen, og havde ikke rykket sig siden han ville snakke med mig. Hvad mon han ville? Nysgerrigheden begyndte at vokse i mig, men jeg måtte vente til skoledagen var omme.

-
NYT KAPITEL YAYY
ELSKER NÅR I LIKER OG KOMMENTERER.
Det betyder meget. Jeg elsker at få at vide, hvad i synes om historien.

Nå men har en lidt dårlig nyhed.
Ok den er faktisk kun dårlig.
Jeg har opdateret ret meget i den her uge synes jeg. Synes selv jeg har gjort fremskridt, og det vil jeg gerne blive ved med. Dog har jeg 2 afleveringer for til i starten af næste uge, så der kommer nok ikke et kapitel ud før onsdag. Men vil se hvad jeg kan gøre!

HUSK AT LIKE, HVIS I KUNNE LIDE KAPITLET!