Facaden

Kapitel 20

Skoledagen føltes længere end nogensinde, og jeg sad nervøst og tænkede på hvordan min eftersidning i dag mon blev.

Det hele var så akavet i går, da ingen af os sagde noget.
Jeg havde håbet på han ville have startet en samtale med mig, og ville være "venner igen."
Dog havde jeg en følelse af at vi var venner idet han valgte at sige farvel til mig.
Ville han gøre det godt igen? Prøve at beherske sig, og tænke før han taler.
Min mavefornemmelse fortalte mig at han ville gøre det godt igen, og undskyldte for alle de ting han havde gjort imod mig.

Om jeg havde accepteret hans uklare undskyldning var jeg ikke klar over.
En rigtig undskyld face to face ville have været bedre, men jeg vidste også selv hvor svært jeg havde det ved sådan noget, så jeg tog det ikke så tungt.

Da den sidste time var slut, gik jeg ind på kontoret for at mødes med Hannibal og rektoren.

"Hej," sagde Hannibal stille da jeg åbnende døren.
Hans venlighed overraskede mig, men jeg nød det så længe det varede.
Jeg vidste han ikke kunne holde sit temperament i ro i lang tid af gangen.
"Hej," svarede jeg og satte mig ned på en stol ved siden af ham.
Min hånd strejfede hans ved et tilfælde, hvilket jeg håbede han ikke lagde mærke til.
Han kiggede på mig og smilte svagt, som et svar på at det var okay.

Da rektoren endelig kom, og fortalte os at vi havde gjort et godt stykke arbejde i går, satte han os i gang med det vi manglede.

Jeg følte at i dag var en god dag. Hannibal virkede til at være i godt humør, hvilket smittede af på mig.

"Jeg støvsuger og du vasker gulvet?" sagde han, men jeg rystede på hovedet.

"Ikke tale om."

"Jamen jeg vasker simpelthen ikke det fucking gulv, det er noget piger gør," sagde han bestemt, og havde vel en pointe.
Men bare fordi piger ofte bliver tildelt den rolle, gav jeg mig ikke.
Ikke lige foreløbigt i hvert fald, men det endte det nok med.

"Så du siger det er en pige ting," sagde jeg og krydsede mine arme.

Han nikkede, og jeg rullede øjne af hans tåbelige svar.

"Fint," sagde jeg til sidst, og overgav mig.

Hannibal gik i gang med at støvsuge, men så sjusket som drenge altid er fik han ikke alt støvsuget op.
Han gjorde sig ikke umage overhoved, og derfor tog det ham ingen tid at støvsuge den lange gang.

"Hvad er der?" sagde han og slukkede støvsugeren, da han så mig ryste på hovedet.

"Jeg er bare imponeret over, hvor god du er til at støvsuge, og hvor umage du er," sagde jeg ironisk og smilte.

"Hvor er du sjov."

"Det ved jeg, men tak fordi du bringer det op," sagde jeg og kiggede ned i jorden, for at gemme det store smil der viste sig på mit ansigt.

"Pas heller på hvad du siger," sagde han og endnu engang rystede jeg på hovedet og fortsatte mit arbejde.

Der var gået ca. en halv time og jeg orkede ikke mere.
Min ryg gjorde ond og jeg var ikke engang halvvejs. Op til flere gange havde Hannibal sagt, at jeg ikke skulle tage det så seriøst og gøre det så perfektionistisk, men jeg kunne ikke lade være.