Facaden

Kapitel 24

Der var helt stille da jeg trådte ind af døren. Ingen sagde en lyd, hvilket virkede underligt, da min mor ved denne tid var i gang med at lave mad.

Jeg bevægede mig med stille skridt ind i sofaen og fandt hende sovende på sofaen.

Hun havde bestilt pizza. Hvor betænksomt.

Jeg gik stille ud i køkkenet for at finde en tallerken og tog de resterne tre stykker pizza på tallerkenen.

Jeg gik op på mit værelse og spiste og tog et lang varm bad efterfølgende.

Idet jeg gik i gang med at finde ud af hvad jeg skulle have på i morgen, blev jeg mere og mere nervøs.

Hvad skulle vi lave?

Jeg håbede på, at i morgen ville gå lige så godt, som da vi spiste pizza sammen.

-

Fredag

"Husk at få læst side 109-115 til på mandag om H. C Andersen. God weekend," råbte Sten ud over klassen, da alle larmede.

Mit blik fladt hen på Bebiane, der kiggede surt på alle der gik forbi hende.

Hun skulle til samtale med Sten, fordi hun havde snakket grimt og skubbet en pige fra 2. klasse.

Gangen var som sædvanlig fyldt, og jeg kiggede forgæves efter Hannibal. Men han var ikke til at se.

Måske havde han ikke fået fri endnu. Jeg måtte jo bare vente.

"Ses Andrea!" sagde Nina, da hun gik ud af skolen.

"Vi ses!" svarede jeg og gik hen og lænede mig op ad en mur.

Jeg tog en dyb indånding og kiggede på mit ur. Hvor blev han af?

Jeg blev mere og mere utålmodig idet der blev færre og færre mennesker på gangen.

Hvor var han?

En velkendt følelse dukkede op i mig. Følelsen af at blive brændt af.

Hvad hvis han brændte mig af igen?

Ville han gøre det?

Jeg prøvede at holde min tålmodighed i ro, og valgte at vente på Hannibal indtil han dukkede op.

Da der ikke flere mennesker var på gangen udover skolens pedeller, overvejede jeg stærkt at gå hjem.

Jeg satte mig på gulvet og skulle lige til at ringe til Nina og fortælle det hele som lovet, da en person tog hårdt fat i håndtaget og gav mig et kæmpe chok.

Hannibal.

Jeg valgte ikke sat sige noget til at starte med, da jeg ville have en forklaring og ikke altid kræve en.

"Jeg,- jeg skulle..." sagde han forpustet og fumlede med at få noget op af lommen.

"Jeg skulle hente en nøgle," sagde han og holdt den op i luften, så jeg kunne se den.

"Jeg havde glemt den," tilføjede han og tog en dyb indånding.

Han havde tydeligvis cyklet så hurtigt han kunne.

"Så du cyklede hjem efter den?" spurgte jeg og løftede mine øjenbryn.

"Ja."

"Jeg håber det er en nøgle vi skal bruge, for det er ærligtalt ikke sjovt at vente," sagde jeg.

"Jeg troede du ville brænde mig af igen."

"Det sker ikke igen Andrea... og det ved du godt," sagde han, men jeg var ikke overbevist.