Facaden

Kapitel 18

Min mor tvang mig op af sengen mandag morgen.

Hvis det ikke havde været for rektoren, havde jeg sikkert måtte blive hjemme.
Min mor synes, at jeg fortjente min straf og måtte tage den, efter at være indblandet i slagsmålet.
Ja, han havde ringet hjem, og fortalt hele historien.
Fedt.
Da jeg havde tøj og makeup på, cyklede jeg i skole.
Jeg blev forbavset da jeg så Hannibals cykel blandt alle de andre.
At han rent faktisk ville dukke op, var det sidste jeg havde tænkt.

Min plads ved siden af Bebiane var et helvede.
Hun var så belastende og irriterede at høre på.

Vi have dansk og Sten bad os om, at læse en lang novelle og analysere den til i morgen.
Så jeg tog mine høretelefoner i ørerne, for bedre at koncentrere mig.
Jeg var godt i gang med at læse og analysere, da Bebiane prikkede til mig.
Jeg lod som om jeg ikke kunne mærke det, og arbejdede videre.
Jeg gad ikke hendes tusinde spørgsmål lige nu.
Hun var udemærket klar over, at jeg ignorerer hende, og jeg kunne se hvordan hun rullede øjne af mig.
Hun var åbenbart desperat efter at snakke med mig, for hun rev til sidst min ene høretelefon ud af mit øre.

"Hallo??" sagde hun ivrigt, og kastede hendes sorte hår om bag hendes ene skulder.
"Lad mig være," sagde jeg stille.
Jeg ville helst ikke blive indblandet i flere slagsmål, så jeg tog min ene høretelefon tilbage i mit øre, og håbede på at hun ikke ville irritere mig yderligere.
Men igen, vi taler om Bebiane.
Så hun lod mig jo selvfølgelig ikke være.
Hun rev endnu engang min ene høretelefon ud af mit øre, og så surt på mig.
"Vi skal lige snakke," sagde hun irriteret.
Hvad kunne muligvis være så vigtigt, at hun var nødt til at fortælle mig det midt i timen.
"Så snak?" sagde jeg stille og satte mit musik på pause.
Der var helt stille i klassen, da alle for første gang i lang tid, arbejde seriøst.
"Her? Er du helt sindssyg," viskede hun, og kiggede på mig som om jeg var dum.
"Sig du skal på toilettet, så snakker vi derude," sagde hun til mig, og jeg rystede på hovedet.
"Glem det," sagde jeg, og var ved at tage mine høretelfon i igen, da hun stoppede mig.
"Kom nu?? Det tager ikke lang tid," lovede hun, og tog fat i min hånd for at række den op i luften.
"Ræk nu din fucking hånd op," sagde hun, da jeg gjorde modstand.
"Hør her, det kan godt være du kan hundse rundt med alle andre, og få dem til at gøre hvad du siger, men ikke mig," sagde jeg så højt som jeg kunne i min ellers ret så viskende stemme.

Heldigvis for mig hørte Sten ikke noget. Han sad fint og koncentrede sig om at læse en bog, om de oldnordiske guder.
Hvor spændende.

Bebiane kiggede fornæret på mig, men jeg vidste hun ikke gav op før hun fik hvad hun ville.

"Kan du ikke bare fortælle mig det i frikvarteret??" sagde jeg, da hun ikke svarede mig.

"Tror du helt seriøst jeg vil bruge mit frikvarter på at snakke med dig? For så kan du godt tro om igen," sagde hun.
Og det var dråben.
Hvis det skulle være på den måde, så snakkede jeg slet ikke med hende. Så var det hun ville sige, åbenbart ikke vigtigt nok.

Jeg tog mine høretlefoner i og læste videre.
Jeg kunne se på hende, hvor irriteret hun var, men jeg var egenlig ret så ligeglad.

Hun tog min blog af papir jeg havde liggende på bordet, og rev en side af.
Hun begyndte at skrive noget jeg ikke kunne læse, og da hun var færdig, gav hun papiret til mig.
"Hvad er der sket med Anthon?"  stod der og jeg tog min blyant og skrev et svar.
Den pige giver jo aldrig op.
Men det her var da bedre en toilet-ideen.
"Hvordan skulle jeg vide det?" løj jeg, og gav hende papiret tilbage.
"Hver gang der sker et eller andet ,er du altid indblandet", skrev hun.
Jeg valgte at ignorer hendes latterlige svar, selv om hun på en eller anden måde havde ret.
"Hvis du så gerne vil vide det, hvorfor spørger du ham så ikke bare selv?" skrev jeg og lukkede mine bøger sammen da jeg så hvad klokken var.
"Så må i gerne pakke sammen, og holde frikvarter," sagde sten og hele klassen begyndte at larme, og storme ud af døren.

Det samme gjorde jeg.

*

Nina og jeg havde begge to ikke taget madpakke med, så vi gik ned i kantinen for at købe noget mad. Kantinen var som sædvanlig prop fyldt, men vi ventede tålmodigt i køen på, at det blev vores tur.

Da vi endelig havde fået købt noget mad, slog vi os ned ved et ledigt bord.

Nina havde åbenbart set og hørt, at Bebiane havde snakket til mig midt i timen. Og på grund af hendes nysgerrighed, fortalt jeg hende om alt hvad der skete i fredags, og hvad Bebiane og jeg snakkede om.

"Jamen held og lykke med eftersidningen med Hannibal," sagde hun, da jeg havde fortalt hende den lange historie.

"Tak," sagde jeg og grinte, selvom det overhoved ikke var noget at grine over.

*
Timerne gik overraskende hurtigt af en mandag at være.

Dog gik den sidste time med vores historie lære Dan, ligeså langsom som den altid gør.

Dumme Dan som vi kalder ham.

Han er en af de mange overstuderede lærer i folkeskolen, som man har lyst til at dræbe, fordi de bare snakker 90% af timen.

Da timen endelig var færdig, pakkede jeg mine ting sammen, og undrede mig over, hvor jeg skulle gå hen. Jeg havde aldrig været til eftersidning før, da det ikke rigtig var noget man gjorde her på skolen. Men i dette tilfælde, synes rektoren åbenbart det var vigtigt med en straf, for at lære os at det vi havde gjort var forkert, og ikke skulle ske igen.

Men jeg have jo ikke gjort noget forkert? Det var Hannibal der var skyld i det her, og stod det til mig, burde han tage den her staf helt alene.

Jeg gik ud af døren, men blev stoppet af rektoren, da han så Nina og jeg gå på gangen.

"Andrea, bare følg med mig," sagde han og jeg sagde hurtigt farvel til Nina, og gik med ham.

HUSK AT LIKE !!
HAR NÆSTEN 300 LIKES
TAK TIL JER DER LÆSER MED
:)