Facaden

Kapitel 26

"Hvad laver du??" sagde jeg da jeg kom ind til ham.

"Sætter varme på, du frøs jo?" sagde han og tændte en tændstik og satte ild til træet i kaminen.

"Tak," sagde jeg og smilte tilfreds.

Jeg gik stille ind i køkkenet igen og gik hen til døren.
Mon jeg måtte kigge mig lidt rundt?

"Gør det noget, hvis jeg kigger mig lidt rundt!?" råbte jeg til Hannibal der stadig var inde i stuen.

"Bare gør som, hvis du var hjemme!" råbte han tilbage. Så det gjorde jeg.

Da jeg åbnede døren trådte jeg ind i et lille rum, hvor der ikke var andet end en trappe og en lille vissen plante i hjørnet.

Jeg gik med forsigtige skridt op af trappen, da den knirkede helt vildt. Da jeg kom ovenpå kiggede jeg mig rundt, og vidste ikke hvor jeg skulle starte.

Huset var jo gigantisk.

Der var en lang gang og en masse døre, hvilket jeg gættede på førte ind til værelser eller badeværelser.

Men rent eller pænt var der ikke ligefrem.

Der var næsten ingen møbler, men jeg gættede på dem der boede her før havde taget dem med, da de flyttede.

Da jeg havde kigget bag hver eneste dør, som rigtig nok var henholdsvis værelser og et badeværelse, var der ét værelse der fangede min opmærksomhed og skilte sig ud.

Så jeg blev på værelset og studerede det nærmere.

Det var anderledes i forhold til de andre. Det var ikke pænere, men forskellen var at det så ud som om det var i brug.

Var det her Hannibal sov?
Men hvorfor sove her, når han kunne sove hjemme hos sig selv, hvor der var varme, og mad i køleskabet?
Jeg forstod det ikke.

Dynen der lå ovenpå dobbeltsengen lå krøllet sammen og hovedpuden var nede på gulvet.
Brugt tøj lå og flød samt en pakke cigaretter.

Røg han nu også?

Jeg var egentlig ret ligeglad, for det ser fandens frækt ud når drenge ryger.
Drenge som Hannibal altså.
Den type drenge alle vil have, men egentlig altid viser sig at være fjolser. Fuckboys som ham, er nogen man ikke skal falde for.
Kun hvis man er klar over, at man kan holde til alt det lort, de kommer til at udsætte en for.

Jeg tog et par bukser op fra gulvet og holdt dem ud i luften.
Det var 100% Hannibals.
Uden tvivl.

En knirkende lyd kom ude fra gangen af, så jeg lod Hannibals bukser falde til jorden igen.

"Hannibal?" sagde jeg ud i ingenting, da jeg var i tvivl om det var ham.
Men der var ingen der svarede.

Jeg kunne ikke længere høre støj nede fra stuen af, så jeg tænkte jeg hellere måtte gå ned og se hvad han lavede.

Men i samme sekund som jeg skulle til at gå ned ringede min mobil.

Hvad hvis det var min mor??

Jeg tog den op fra min baglomme og kiggede på nummeret.
Ukendt nummer.
Jeg gik hen mod kanten af Hannibals seng, og tog den.

"Hej, det er Andrea," sagde jeg men fik ikke noget svar tilbage.

Der var helt stille inde på værelset, så jeg kunne høre personen jeg snakkede med trække vejret tungt.
Hvem fanden var det?
Jeg lagde på, og i samme øjeblik kunne jeg mærke nogle hænder tage fat om mig bagfra.
Jeg ville skrige men personen tog sin ene hånd op foran min mund og holdt mig fast med den anden.
Personen vendte mig rundt, så vi fik øjenkontakt og jeg åndede lettet op.

Hannibal.

"Er du ude på at slå mig ihjel eller hvad!!?" råbte jeg, og han flækkede af grin.

"Undskyld men jeg kunne simpelthen ikke lade være," grinte han og holdt mig tættere ind til ham.
Han tog et mit hår bag mine øre og kiggede mig dybt i øjnene.

"Jeg blev fucking bange," sagde jeg, men denne gang ikke så højt.
Jeg kunne fornemme, at Hannibal kunne høre mit hjerte der hamrede derudad.

"Må jeg spørge hvad du laver på mit værelse?"

"Kigger mig rundt selvfølgelig?" sagde jeg og han nikkede forstående.

"Og hvorfor ryger du? Det ikke godt for dig?" sagde jeg men fortrød i samme sekund.
Hvor kom det lige fra Andrea?
Det var jo hans eget valg.

"Hvem siger det er mine?" sagde han og kørte sin tommelfinger blidt over min underlæbe.

"Det var bare et gæt," sagde jeg nervøst.

"Jeg er festryger, andet er der ikke," sagde han og jeg nikkede.

Jeg kiggede væk og vidste ikke hvad jeg skulle gøre.
Jeg var aldrig så nervøs omkring drenge.
Men med Hannibal var det noget andet. Mit hjerte hamrede som en sindsyg, hver gang han som det mindste bare snakkede til mig.
Og især når han rørte mig.

"Hey? Kig på mig," sagde han og løftede min hage en smule op, så jeg kiggede direkte ind i hans brune øjne.

Jeg sank en klump og han smilte lumskt.

Han rykkede sit hoved så tæt på mit, at vores næser rørte hinanden.
Men jeg gjorde ikke modstand.

For første gang følte jeg, at vi begge ville hinanden.
Han nussede mig blidt på ryggen, og lagde sit hovede lidt på skrå.
Jeg vidste hvad der ville ske nu.
Han ville kysse mig.

Sidst han kyssede mig og også første gang var på klub neon, men der var han også fuld.

Det her var noget andet.
Nu var vi begge ædru.

Note:

HAR LIGE VÆRET I KBH I FREDAGS OG SÅ ER BOIS SELVFØLGELIG I TIVOLI NÅR JEG ER SÅ STRØGET!
Omg altså.

Har i også juleferie på fredag? Jeg har nemlig, så jeg ser frem til at kunne opdatere noget oftere.

Håber i har det godt, og kunne lide kapitlet.

Nu er der nemlig ved, at ske noget imellem Hannibal og Andrea yay.
Men hvem ved, hvor længe de kan holde hinanden ud?

HUSK AT LIKE

-Xenia