Death eyes

Proglog

Den sorte hætte var over hans hoved, kulden prøvede at tag fat i ham men han var ligeglad. Han havde et job han skulle få lavet. Sneen faldt ned på hendes næse, der var få blå blomster der stak op af jorden. Hun tog en af dem op fra jorden, op i hendes lille skrøbelige hånd, og kiggede på den. Hun hørte nogen nærme sig langsomt og hun kiggede op, han stoppede op da han så den lille pige så ham direkte ind i øjnene. Han forstod ikke han skulle ikke hente en pige men en mand, denne piges tid er ikke kommet. Så hvorfor kunne hun se ham? Bange for hvad mor ville gøre hvis hun lod nogen komme ind fik hende til at rejse sig op. "Beklager men mor vil ikke havde nogen kommer ind" "Jeg skal hente din far" Hun blinkede forvirret. Forstod med det samme at hendes elskede fars tid var kommet. "Du er døden" Han ville for sammen over at blive opdaget men det gjorde han ikke. Hun så ned på blomsten og bed sig i læben "Her" Han kiggede ned på den blå blomst hun rakte ham. Vinden blæste kraftigt og rev hendes hætte af. Det lange brune hår farede til alle sider, de store blå øjne så op i hans kolde grå. "Selv døden har brug for lidt glæde" Han tog imod blomsten "Tak" Mumlede han, hun smilede stort til ham og grinede. Noget hårdt slog mod hans bryst, fik ham til at tag en hånd på sit bryst, vidste godt hvad der var sket.

Han forsvandt ligeså pludseligt som han var kommet, men da hun hørte hendes mors skrig vidste hun. At far var død. Små tårer faldt ned af hendes smilene ansigt der blev mindre og mindre. Manden stod foran hende igen, "Tak for blomsten" Han gik i hug og tørrede hendes kinder. Et enkelt kys på panden, fik hende til at se op på ham. Sorgen sneg sig ind på ham, tanken om han gjorde hende ked af det dræbte ham langsomt. "Alt skal nok gå, skal du se" Han tog hendes hætte op "Du må ikke fryse" Hun sendte ham et smil før han endnu engang forsvandt.

To år var gået, hun sad på blomster egne for at være alene. Varmen prøvede at få ham til at svede men han var ligeglad. Han så den lille pige han huskede så tydeligt. Han sukkede og plukkede en blå blomst. En sort kappe lignende ting kom frem. Hun så op "Skal jeg dø nu?" Hun huskede ham ligeså tydeligt som han huskede hende. Han rystede på hovedet og rakte hende blomsten "Jeg skal hente din mor" Hun tog imod blomsten. Hun ville savne sin mor, men mor og stedfar er onde. "Okay" Der gik ikke lang tid før hun hørte en sirene. Døden stod foran hende "Håber du kan lide blomsten" Han vendte sig om da han mærkede noget ved hans ben. Han så ned for at se den lille pige som ikke rigtig havde vokset i de to år. Hans hånd klappede hende akavet på hovedet. Han hørte et lille snøft, hun så op på ham. "Jeg elsker blomsten" Mumlede hun stille og krammede hans ben videre. Pludselig gik han i hug og krammede hende stille tilbage. "Jeg må gå" Han skulle til at rejse sig op da hun tog fat i hans ærme og smilede til ham. Hun kyssede hans kind og grinede for derefter at løbe afsted med blomsten i hendes hånd. Han smilede stille og mærkede noget hårdt mod sit bryst. Han vidste at det var hans hjerte der slog, det er to år siden det sidst slog. Han vendte sig om og forsvandt i den varme sommerdag.