Death eyes

{11}

Kedsomheden er det første der rammer en når man er alene. I starten var det hyggeligt nok at være alene, gøre hvad jeg vil uden at havde en der ånder mig i nakken, en der hele tiden skal røre mig. En der snakker 24/7 nonstop. Jeg har læst, spillet spil, set fjernsyn, spillede wii, hørt musik, JEG HAR SOVET LÆNGE! Jeg har fuldt sengen som bare fanden. De eneste tidspunkter jeg ser andre end folk i fjernsynet er når Jonathan kommer med mad til mig, tre gange om dagen. Jeg snakker altid til ham, han svarer mig så aldrig. Han giver mig bakken med mad, sætter sig over til stolen og kigger på mig. Han siger aldrig noget, han smiler aldrig, han ser bare død ud imens han glor på mig. Når jeg er færdig med at spise tag han bakken og går igen. Jeg er så glad for der hører et toillet til dette værelse. Jonathan er flyttede ud, til et andet værelse, det irriterer mig grænseløst at det eneste jeg må er at være inde for disse forbandet fire vægge. Det driver mig til vanvid! Jeg kan ikke tag mad når jeg vil! Jeg må vente til, jeg er døden jeg har kidnappet dig fordi jeg er en børnelokker jeg giver dig mad kun tre gange om dagen lev med det. Jeg ville ikke leve med det! JEG DØR AF DET! Pokkers tag døden, pokkers tag husarrest, pokkers, pokkers og atter pokkers! Jeg sparkede til bordet, træt af at være fanget her. Jeg slog hårdt mod døren "LUK MIG SÅ UD! JEG ER SULTEN! HER VARMT HERINDE! JEG ORKER IKKE AT VÆRE ALENE! JEG KEEEEEDER MIG!" Jeg blev ved slå på døren, håbede inderligt at den ville dø under mit dræbeblik men den gav sig ikke. "JEG HAR VÆRET HERINDE I EN UGE! GOD DAMMIT!" Jeg brummede og sprang over i sengen kiggede op på loftet. "Jeg elsker dig men jeg skal straffe dig, bla bla" "Du er den eneste der kan få mit hjerte til at slå, jeg har brug for dig" Jeg kastede en pude efter døren. "HVORFOR FUCK SNAKKER DU SÅ IKKE TIL MIG?!" Jeg tog den anden pude og skreg ind i den, jeg klare ikke det her! Hellere havde en kjole på resten af mit liv end dette! "Urgh"

Døren gik op og jeg sprang op mod Jonathan for at kramme ham. Håbede hvis jeg krammede ham vil han sige min husarrest var forbi. Han trådte til siden og mit ansigt ramte døren, min næse flad imens jeg gled ned af døren. "Ouch" Jeg vendte mig om og lagde armene over kors så surt på ham, han kiggede blankt ned på mig. "Du får ikke lov til at forlade dette værelse! JEG HAR BRUG FOR SELSKAB" Jeg rakte ud efter hans ben men han gik et par skridt tilbage, efter en lille kravler efter dine ben tur fik jeg dem fanget og krammede hans ben som et lille barn. "Jonathan! Plz! Jeg ville ikke havde husarrest! Plz! PLZ! Kom nu jeg kan ikke klare dette mere, dette er næsten værre end at sulte! Og ved du hvad? JEG SULTER FORDI DU KUN GIVER MIG MAD TRE GANGE OM DAGEN! DET ER ESURIENTI DER STÅR FOR HUNGERSNØD IKKE DIG! God dammit.." Han så ned på mig. "Normale mennesker spiser kun tre gange om dagen" Seriøst? Efter en forfærdelig lang uge er det, første han siger til mig det der? Jeg slår ham ihjel! Jeg rejste mig langsomt op, "Hvorfor ser du sådan på mig, heheh?" Han kiggede nervøst på mig "Jeg slår dig ihjel" Knurrede jeg, han krummede sig sammen "Moar" Hviskede han. Jeg smilede ondt til ham før jeg sprang på ham.

"Av! Av! Slip min arm! Helt ærligt! Har Bellum smittet dig med vredes problemer?! Hvorfor er du så voldig?! AV! Hazel! Kom nu! Undskyld, undskyld, du har ikke husarrest mere! UNDSKYLD! Tilgiv mig, nåde, i Lucifer's navn UNDSKYLD!" Jeg slap hans arm og rejste mig op, han lagde og ømme sin arm "Hvad skulle det til for?" Jeg lænede mig ned mod ham. "For ikke at tale til mig, jeg følte mig alene" Jeg lagde armene over kors. Han så på mig og grinede, han smilede skævt til mig. "Hvorfor griner du?! Dette er en seriøs sag! Jeg har følt mig alene i denne uge. Det har været forfærdeligt ensomt og kedeligt. Du kan ikke være det bekendt!" Han havde rejst sig op og stod foran mig. "Du har savnet miiiig" Han så drillende på mig, "Jeg har ingen ide om hvad du snakker om! Jeg har savnet bare at havde nogen at tale med" Han tog sine arme om mig og skubbede mig mod hans bryst. Uden at tænke over det begravede jeg min næse i hans trøje. Indhalede hans duft med en stor indåndening. Han grinede "Så kær" Mumlede han ned i mit hår. Pfft jeg er ikke den eneste der dufter til den modsatte part, hva lille Jonathan? Jeg lyttede til hans hjerte, "Kom nu lad os ligge os i sengen" Han tog mig under benene, jeg slap et lille forskrækket råb fra mig. Han lagde mig ned i sengen og lagde sig ved siden af mig. Jeg puttede mig ind til ham, blev ved med at dufte til ham. "Min lille blomst" Hviskede han, "Jeg har savnet dig"

//Eeeey allesammen\\