Death eyes

{16}

Jeg gik i mine egne tanker da min pande ramte en andens. Jeg tog mig til hovedet, pigen der stod overfor mig havde også en hånd på hendes hoved. "Det må du virkelig undskylde! Jeg gik i mine egne tanker-" Hun afbrød min talestrøm. Hendes øjne kiggede ikke direkte på mig men hun kiggede på mig. "Det er okay.. Det kan ske for os alle ik?" Hun sendte mig et lille smil. Hendes lange hvide hår passede perfekt til hendes blege hud. Hendes øjne kiggede ligeud, det var der det gik op for mig at hun var blind. Shit hun har styr på sit fornemmelse pis, hun kigger mig næsten i øjne. "Jo.. Selvfølgelig" "ASH! ASH!" Hun kiggede bagud og brumme "Min bror er så overbeskyttende" Sagde hun sukkende. Jeg grinede og klappede hendes skulder. "Han elsker dig bare, igen undskyld" Hun så mod min retning "Sikkert"

Smerten i mine ben over at gå så meget irriterer mig. Jeg gabte højlydt, jeg nyste og mærkede noget hårdt og koldt ramme min pande.

Jeg var fucking gået ind i en lygtepæl. EN LYGTEPÆL!

"Det går godt for dig i dag Hazel, rigtig godt" Knurrede jeg og nussede min pande. Jeg kiggede op og så en pige med to fletninger der holdte på det lange lysegrønne hår. Hun stod og smågrinede af mig. Jeg forstod hende godt, hvis jeg var hende ville jeg også grine. Jeg surmulede over denne latterlige lygtepæl. Hun gik hen til mig og klappede min skulder "Det skal nok gå min lille blå håret tøs" Hun er måske ti centimeter højere end mig. Hvorfor er jeg kun stødt ind i piger der er højere end mig?! Er jeg virkelig så fucking lav at jeg ikke kan finde bare en der er lavere end mig. Bare en! "Det kan du sagtens sige høje grøn håret tøs" Hun grinede. "Dig!" Råbte en mandestemme, hun brumme irriteret "Skønt, og mig som troede de havde givet op" Hun sendte mig et stort smil før hun vendte sig om og vinkede til de to store mænd med hvide kitler der kom løbende. "Vi ses på hospitalet drenge, hvis jeg altså orker det" Hun vendte sig om og begyndte at løbe. Jeg var næret blevet løbet ned af de to mænd hvis jeg ikke havde sprunget for mit liv ville jeg være en flad pandekage nu. "Sikke en amazing dag" Sukkede jeg. Det eneste jeg ville var bare at få frisk luft ned i mine lunger..

Jeg gik ind i noget hårdt, jeg bande lavmælt, "Dette er bare ikke min dag, jeg går ind i alt og ingenting" Brummede jeg. Jeg kiggede op for at se Jonathan, "Oh Hej Jonathan! Haft en god arbejdsdag?" Jeg smilede til ham. Han brummede utilfreds og gav mig et dræberblik. Jeg kastede mine hænder op i vejret som tegn på overgivelse. "Jesus dude hvem Fuck har pisset på din le så du er så pissed off?" Han tog sine arme om mig og skubbede mig hårdt ind i hans bryst. "Det har du" Hvæsede han, ups.. Vi stod bare der fyldte fortorvet, Jonathan med sin næse begravet i mit hår. Mit ansigt presset mod hans brystkasse, så det eneste jeg indånder er hans duft. Hans duft brænder i min næse, men ikke på en slem måde. Jeg kan godt lide hans naturlige duft den får mig til at slappe af. Mit hjerte bankede i takt med hans. "Jeg har været så bekymret Hazel" Hans stemme var hæs, "Tænk hvis der var sket dig noget?" "Jeg har det fint jeg er bare gået ind i folk.. Og lygtepæle" Jeg hviskede det sidste med en irriteret undertone. Jonathan sukkede dybt af mig og vi blev stående i stilhed. Mit hjerte stoppede med at slå i takt med hans, det begyndte at slå hurtigere og hårdere mod mit bryst. Kun pga af en ting eller skulle jeg sige person?

Nemlig, Jonathan.

Hans hænder på min røv prøver at presse mig tættere ind til ham. Prøver ham gør os til en person? Det ville ikke hjælpe Jonathan det er umuligt! Hans hånd sneg sig under min bluse, han kyssede min nakke. Jeg holdte mit indånding, gjorde intet andet end at stå frosset på stedet. Jeg sank en stor klump i min hals, han begyndte at kysse mine læber. Hans læber forladt hurtigt mine, var tæt på mit ene ører. "Som jeg sagde for et par dage siden, ville jeg altid finde dig. Du ville altid ende i min favn, uanset hvor mange gange du prøver at flygte fra mig" Jeg lukkede mine øjne og lagde mit hoved på hans brystkasse. Uanset hvor mange gange jeg flygter fra Jonathan fanger han mig altid. Jeg ender altid det samme sted, i hans klør. Det har jeg indset, jeg har nok altid vidst det. Jeg kan ikke løbe fra døden, jeg kan ikke flygte fra ham. Det kan ingen.

//You Can try to run But trust me when I say, I will find you and chase you. You can not run from the death. Se det var en smuk sang xD//