Death eyes

{7}

"Hazel!" Jeg vendte mig om "Hazel!" Jeg så på ham "Mhh?" Mumlede jeg, "Vi skal op nu" Jeg vendte mig om og puttede mig bedre ind til dynen. "Hazel du skal havde morgenmad" "Jeg er ikke sulten" Han lagde hurtigt hånden på min pande "Ja du er syg" Han rejste sig op "Hvordan føles det min blomst?" "Jeg har kvalme og jeg ville bare lægge i min seng hele dagen" Mumlede jeg. "Så gør vi det" Han kyssede min pande og lagde sig ved siden af mig. Jeg skubbede ham en smule væk "Jeg ville ikke smitte dig" "Hazel jeg har aldrig været syg i de her år jeg har levet hvorfor tror du det ville ændre sig nu? Jeg bliver her" Hvordan får jeg sagt på en sød måde jeg gerne ville havde han skrider fordi jeg hader at være sammen med folk når jeg er syg? "Du skal havde morgenmad" Jeg skubbede til hans bryst "Jeg ville prøve at sove" "Okay" Han puttede mig bedre ind i dynen "Jeg ville komme tilbage før du ved af det" Jeg brummede bare et ja ja. Jeg prøvede at falde i søvn men sygdommen holdte mig vågen, "Men Jonathan jeg kan ikke tag sygdom fra folk! Jeg kan give dem det" "Prøv alligevel" Jeg gemte mig under dynen jeg gider ikke folk når jeg er syg! Jeg ville bare være syg og dø for mig selv! "Hvorfor gjorde du hende overhovedet syg?!" Morbo og Jonathan kom ind på værelset "De der små sygdomme er ikke min afdeling de kommer bare" Jeg tittede ud af min lille hule "Jonathan?" "Ja? Hvad kan jeg gøre for dig? Hente varmt kakao? Finde flere dyner til dig? Puder? Noget køligt?" Han fortsatte sin talestrøm imens Morbo rystede på hovedet af ham. "Jonathan" Han lyttede ikke efter "Jonathan" Holder han aldrig kæft? "JONATHAN!" Han stoppede med at tale og kiggede på mig "Du kan gøre noget for mig" "Hvad?" "Gå ud jeg ville være syg alene og havde ondt af mig selv" "Men-" "Jonathan jeg hader når folk tager sig af mig når jeg er syg" "Men jeg-" "Jonathan vil du ik' nok?" Han bed sig i læben. "Jeg ved ikke rigtig.." Morbo tog en arm om sin lillebror "Selvfølgelig vil han det kom så Jonathan" "Men hvad nu hvis hun har brug for mig?!" "Så kalder hun" "Men-" "Shh du har en masse arbejde der skal blive lavet unge mand" "Men Morbo-" "Shh" Deres stemmer blev mere fjerne og jeg faldt langsomt i søvn.

En uge er gået og jeg er stadig lidt små syg men det er blevet bedre. Jonathan var kommet ind et par gange for at blive hevet ud af Morbo igen, døren sprang op. Jeg kiggede op på ham "Jeg har blomster med, min lille blomst" "Stadig ikke din" Han gik mod mig og sat en blomst i håret på mig. "Jeg kan stadig ikke fatte du lod et menneske give dig en blomst dengang" "Det var en fødselsdagsgave" "Men det var en uge siden du havde haft fødselsdag, da jeg fandt dig!" Jeg kiggede op på ham. "Er du seriøst jaloux på Edward?" "Edward.. Hvad er hans efternavn? Hvor bor han? Og endnu bedre spørgsmål hvor længe har det stået på?" Jeg så blankt på ham. Jeg sukkede "Hør.. Børnelokker, Edward er min ven, jeg har kendt ham i flere år nu. Du kan ikke tillade dig at vælge du ikke kan lide ham når du ikke har mødt ham" Han nussede min kind. "Jeg ville bare ikke havde du tag imod blomster fra andre, og du skal hellere ikke give blomster til andre end mig. Min lille blomst, det må du vel kunne forstå?" Jeg rullede med øjnene. Han tog mig op i hans favn "Hvad skal vi nu?" Sukkede jeg "Vi skal ned i stuen" Han gik ned af trapperne. "Nej se mennesket er stået op fra de døde" Bellum grinede. Jeg brummede "Jeg ville foretrække du sætter mig ned med det samme Jonathan" "Og jeg ville foretrække hvis du ikke brokkede dig" "Undskyld jeg gør udtryk for at jeg stadig er i live" Han rullede med øjnene. Jeg så på ham "Jonathan?" "Mhh, min lille blomst?" "Du påstår du er døden" "Du har set mig i mit t-" "Tror stadig ikke på dig, men hvis du er døden og du er så gammel du påstår du er.. Hvordan fuck kan du ikke være ældre? Du er døden, man har altid kunne dø" "Vi er tredjegenration" Sagde Esurienti imens han smaskende et æble i sig. "Ser du vores bedste far var enebarn, han fik kun et barn vores far. Da far fik Morbo blev han overlykkelig, men vidste hvor stort ansvar denne dreng ville havde" Sagde Bellum. "Men han skulle kun være døden ik?" De rystede alle på hovedet. "Han var både hungersnød, sygdom, krig og død. Så da Jonathan her kom til verden blev han lykkelig han kunne dele opgaverne" Sagde Morbo. "Men så kom Esurienti og han blev endnu gladere vi kunne havde et liv ved siden af det vores arbejde krævede vi skulle gøre" Sagde Jonathan. "Og så kom ham der er sur for det meste" Hostede Lucifer "Jeg ville kræve krig men jeg ved du ville vinde" Fnyste Bellum, Lucifer grinede "Netop". "Han delte de forskellige opgaver efter vores personlighed og handlinger, Bellum blev ham der stod for krig, fordi han elsker at slås, som barn kom han altid i problemer. Han har vredes problemer, var et meget voldigt barn der tævede Esurienti når han havde spist alt maden" Bellum fnyste. "Jeg har ikke vredes problemer" "Nej og Lucifer er ikke satan den mest ondsindet dæmon over alle dæmoner" Mumlede Hades. Lucifer smilede stort og viste sine tænder "Ingen nåde" Grinede han. "Jeg blev hungersnød fordi jeg elsker mad og er ligeglad med om andre får det bare så længe jeg får det. Jeg æder hele tiden" Grinede Esurienti. "Jeg blev døden fordi jeg har aldrig haft noget imod at se folk dø, ret så ligeglad de har intet med mig at gøre" Har denne person overhovedet et hjerte? Jeg lagde en hånd på hans bryst, jaer det banker. Det banker ret så hurtigt lige nu.. "Morbo blev sygdom fordi han kendte til alt sygdom og så fordi han altid gjorde Esurienti og mig syge fordi vi blev ved med at ryge på totterne af hinanden" Sagde Bellum. Jeg nikkede stille og lagde mig ind til Jonathan's bryst. "This heart, it beats, beats only for you, my heart is yours" Hviskede han i mit øre, jeg rødmede svagt prøvede at gemme mig væk i hans favn. "Og du behøver ikke at give mig dit hjerte til gengæld" Jeg åbnede munden for at lukke den igen, jeg lyttede bare til hans hjerteslag der langsomt beroligede mig.

Jeg ved godt han er døden, inderst inde men ville bare ikke indrømme det..

//Whatcha doing beautiful people?\\