Death eyes

{20}

"Hazel" Hviskede en stemme, jeg brummede svagt og vendte mig om. "Hazel, min blomst" Jeg åbnede mine øjne og så ind i de bekendte grå øjne. Uden at tænke over det begyndte jeg at smile, jeg gabte lavt og strakte mig. "Mhhh?" Han smilede og grinede svagt af mig. Jonathan nussede hans næse mod min, "Hvor er du dog kær, når du lige er vågnede" Han kyssede min pande blidt. "Kom så, min blomst du skal op" Han klappede mig på kinden, "Jeg har en overraskelse til dig" Jeg gabte "En overraskelse?" Mumlede jeg og gned i mine øjne. "Mhh så få den lille røv op af sengen" Jeg sukkede og lagde mine arme om ham. "Jeg ville ikke op lige nu, læg sammen med mig" Han klukkede af mig men lagde sig ved siden af mig. "Jeg kan ikke sige nej nu hvor du spørger så pænt" Vi lagde ved siden af hinanden og jeg nød at være i hans favn. Jeg mumlede da Jonathan kyssede min nakke "Det kilder" Grinede jeg og prøvede at komme væk. "Neeeeij bliv her" Han trykkede mig ind til ham, "Jeg kan godt se I ikke er kærester" Lød en grinede stemme, Morbo.. Den lille møgunge! Jeg kiggede op for at se en grinende Morbo i døråbningen. "Destiny og Fate kommer senere i dag" Jonathan nikkede og kyssede min næse, "Så må vi skynde os op" Jeg brummede "Fint men så flyt dig" Jeg skubbede ham væk og gik mod Morbo og så ondt på ham. "Jeg var så tæt på at sove lidt længere, så tæt på" Sukkede jeg, han grinede "Lav min nevø senere" Jeg fnyste af ham "Ses senere Morbo" "Det gør vi" Jeg lukkede døren foran ham fandt noget andet tøj at tag på. "Jeg e- JONATHAN FUCK DIG JEG HÅBER LUCIFER DRÆBER DIG!" Jonathan lagde i sengen og sov, 10 minutter og han var væk, fjols.. Han sprang op "Jeg er klar min blomst" Han tog en arm om mig, "Lad os gå" Jeg rystede på hovedet af ham.

Vi gik på den lange mørke gang, "Luk øjnene, Hazel" Jeg kiggede skeptisk på ham, "Stol nu lidt på mig" Jeg sukkede men lukkede øjnene, jeg kunne mærke hans hænder dække mine øjne for en sikkerheds skyld. "Bare gå ligeud" Jeg gjorde som han sagde, vinden susede den var kølig, jeg kunne mærke solens stråle ramme mig. Hænderne forlod mine øjne og jeg åbnede dem, jeg trak vejret dybt. Duften af blomster ramte mig, jeg smilede stort, her var blomster overalt. Jonathan smilede til mig, "Jeg ved godt jeg kan være belastede, og det må du undskylde" Han gav mig en bunket blomster. Jeg tog genert mod dem, "Vi ville skændes alle par skændes" Han gav mig flere blomster. "Jeg ville tænke, Fuck nu er jeg i problemer ligeså snart du råber mit navn med vrede" Jeg grinede svagt, han kyssede min næse. "Så jeg beder om tilgivelse på forhånd med alle disse blomster" Han kastede med sine arme. "Tror du det er nok til resten af vores liv?" Jeg kiggede på ham og lagde blomsterne på jorden. Jeg fandt en blå blomst, "Man behøver ikke at gøre det største for tilgivelse altid" Jeg gik op på mine tæer, jeg kunne mærke Jonathan's hænder på mine hofte. Jeg sat den blå blomst i hans hår med en smule besvær. "Den mindste ting kan gøre alle glade" Jeg tog mine arme om hans nakke. "Jeg hadet dig for at tag mig væk fra mit hjem" Han så undskyldende på mig. "Men jeg elsker dig for at altid holde af mig selvom jeg ikke altid er nem" Jeg bed mig svagt i læben og krammede ham. "Jeg elsker dig, Jonathan" Mumlede jeg og lyttede til hans hjerteslag som begyndte straks at slå hurtigere. "Jeg elsker også dig" Hviskede han, "OG SÅ KYSSER DE! HALLELUJA!" "FATE DIN NAR!" Vi sprang væk fra hinanden. To lys håret personer en pige og en dreng stod ikke særlig langt væk fra os. Pigen var i gang med at slå ham med nogle blomster hvilket han bare grinet af. "Heyh turtelduer, I er søde sammen!" Han grinede videre imens pigen prøvede at kvæle ham, eller det tror jeg hun er i gang med.. Hun pustede til sit hår og så ondt på denne 'Fate', "Kærligheds dræber" Brummede hun og så mod os. "Jeg hedder Destiny" Hun sendte mig et smil "Og fjolset derover er min storebror, Fate. Hyggeligt at møde dig!" Hun krammede mig hårdt, jeg grinede og gengældte hendes kram. "Fate! Destiny! Long time, no see" Jonathan krammede de to søskende kærligt. "Mød Hazel, min blomst" Han kyssede mig blidt på panden. "Hvordan går det med de andre?" "Karma er Karma men ved aldrig rigtig med hende. Bresal og Diego, de skøre tvillinger er blevet mere gale end normalt. Det er nok pga Hades tho'. Andrew er som altid en enspænder" "De har det alle godt med andre ord, Jesus, Destiny hvorfor så mange ord?" Hun rullede med øjnene af sin bror. "Hold kæft eller jeg sværger jeg får Jonathan til at dræbe dig" Jonathan rystede på hovedet "Hans tid er ikke kommet" Destiny trampede irriteret i jorden. "Det skulle du ikke havde sagt!" Fate og Jonathan grinede af hende. Jeg kiggede bagud, så noget i det fjerne. Jeg sneg mig væk fra Jonathan's favn og gik mod det hvide stof i det fjerne. Jeg kiggede ned og blev overrasket af det jeg så.

//Heeeeeeyh! Så er der ikke særlige mange kapitler tilbage af denne bog, hvad tænker I?//