Death eyes

{8}

"ESURIENTI!" "NÅDE!" Jeg vendte mig om og brummede. Bellum og Esurienti er hvis vågne. Jeg puttede mig ind til den beroligende lyd der altid blive en smule hurtigere i starten når jeg rører ejermanden af hjertet. "LUCIFER!" "DET VAR MORBO?!" "HEYH!" Jeg mumlede noget mod Jonathan's bryst. "Jeg ville gerne hjem" "Du er hjemme Hazel" Mumlede han ned i mit hår. "I larmer mere end fem fjolser" "Vi er også seks fjolser" "Du indrømmet du selv er et fjols" Jeg åbnede mine øjne og så ind i hans grå. Han smilede blidt til mig "Det er jeg også.." Han nussede min kind "Jeg skulle havde beskyttet dig da du havde brug for mig" Han kyssede min pande. "Og jeg glemmer altid at fortælle dig hvor højt jeg elsker dig, min lille blomst" Jeg så på ham. "Du kender mig ikke nok til at elske mig Jonathan" Han tog fat i min hånd og lagde den på hans bryst. "Jeg skal fortælle dig noget" Mine øjne låste sig fast i hans. "Når jeg siger mit hjerte kun slår for dig så mener jeg det bogstaveligt. Vores hjerter slår normalt ikke, det står stille. Sådan har det altid været, hvis enes hjerte begynder at slå betyder det man har fundet sin eneste ene" Han gør virkelig alt for at holde denne jeg er døden ting i live.. Pfft. "Hvis man ikke er sammen med sin eneste ene i en uge stopper hjertet med at slå" Han nussede mit hår. "Jeg valgte at lad dig blive ældre inden jeg tog dig, med mig" Jeg bed mig svagt i læben. "Men Jonathan jeg kan ikke leve foreviget" "Det kan jeg da hellere ikke" Jeg åbnede munden for at lukke den igen. "Men du kan leve i meget længere tid end jeg kan" "Du ældes ikke så længe du er hos mig" Rigtig fantasy eventyr han er i gang med. Hvorfor er alle sindssyge?! "Hvis vi får børn så-" "Når, når vi får børn min elskede lille blomst" "Hvem siger jeg ville havde børn? Kan få dem? Men hvis vi får børn ville de overhale mig i alder!" "Du ville altid være ældre end dem" "Pfft men de kan se ældre ud end mig" "Jeg kan godt lad dig ældes lidt hvis du ville?" jeg rullede med øjnene og rejste mig op. "Tak for den lille historie" "Den passer" "Mhh så siger vi det" Jeg gik mod badeværelset. "Elsker dig!" Jeg vendte mig om og så på ham. "Jeg elsker.. Mad" Jeg sendte ham et smil, han fnyste "Du knuste lige mine drømme" "Du overlever nok skal du se"

"Jonathan j-" Jeg så rundt, her var ikke et øje. "Hallo?" Jeg gik rundt i hele.. Hvad skal man kalde det? Hytten? Huset? Et eller andet? Jeg fandt ikke andet end ingenting. Og en meget skræmmende tre hovedet hund! Hvis jeg har min græske mytelogi i orden hedder den hund Kerberos. Det må være en robot hund.. De går virkelig op i det her.. Jeg gik rundt i jord gangen. Uden rigtig vide hvor jeg var på vej hen. Jeg hørte et fortabt skrig, jeg hoppede forskrækket op. Jeg hørte et velkendt grin, jeg gøs. "Lucifer" Jeg skyndte mig videre. Hørte Hades skælde nogen ud, men det var også det eneste jeg hørte på min rejse. Jeg så to døre, jeg kiggede fra den ene til den anden. Jeg husker ikke nogen døre.. Udover den hvor vi kom ind til alle de andre. Eller fokuseret jeg for meget på Jonathan? Måske.. Jeg åbnede døren til højre, dæmoner slog hinanden i gulvet, der var ild et par steder. En lille dreng kom løbende med ild i bukserne, en pige løb efter ham og grinede. Der var en der vendte sig mod mig viste sine tænder. Jeg sank en klump og smækkede døren i. "Venstre" Mumlede jeg for mig selv, en gang med en helt masse døre. Jeg pustede til mit hår, hvis jeg møder flere underlige mennesker vender jeg om! Jeg kiggede på de forskellige skilte, men forstod hurtigt at jeg kunne glo så længe jeg vil men ville stadig ikke fatte hvad der stod. Jeg åbnede en random dør. Jeg så rundt, en bus stadion viste sig. Jeg tog hætten over mit hoved og trippede ud af døren. Jeg så rundt, der var et par få mennesker. Jeg vendte mig om kun for at se der ikke var nogen dør, der var et træ. "Jonathan dræber mig" Mumlede jeg. Lad os finde politiet.. Jeg måtte indse, jeg var faret vild for jeg var nu midt ude ingenting. Jeg sparkede hårdt til en sten. Fuck dette kan umuligt ende godt..

"Hazel!" Jeg gemte mig i menneskemængden håbede på han ikke ville kunne finde mig imellem alle disse mennesker. "Hazel!" Vent selvfølgelig ville han finde mig! Han ved hvad jeg har på, jeg er en blå lang håret pige med en blomst i håret. Med en hættetrøje på og nogen bukser. Jeg må få nogen til at skifte tøj med mig. Jeg tog blomsten ud af mit hår kastede den et eller andet sted. Løb min vej så hurtigt mine ben kunne tillade, hans stemme blev mere og mere fjern. "Dig!" Drengen løftede et bryn af mig, han er på højde med mig, stakkels ham at være så høj.. Pfft eller noget. "Kender jeg dig?" Spurgte han forvirret om "Sikkert ikke lad os bytte tøj" Han åbnede munden for at lukke den igen. "Hvorfor?" "PLZ? Min ekskæreste er efter mig han er sindssyg. Han ville ikke lad mig hver" Løj jeg "Har du prøvet politiet?" "Ja" Løj jeg endnu engang. Han sukkede "Okay" Jeg smilede stort og vi fandt et sted hvor vi kunne bytte tøj. "Tusind tak" Han trak på skuldrene "Det er alligevel slidt" "Det er perfekt" Vi gik hver vores vej. Jeg sukkede lettet, måske burde jeg gør et eller andet ved mit hår? "HAZEL" Fuck mit forspring var ikke stort!

//Run, run, run Hazel//