Death eyes

{9}

Jeg løb så hurtigt mine ben kunne bærer mig. Jeg væltede og rullede ned af den lille bakke. Jeg ømme min krop "Hej" Jeg så op på de mennesker der stod foran mig "Hej?" Jeg rejste mig op. "Er du okay?" Spurgte pigen med lilla hår. "Ja jeg er okay, tror jeg" De så på mig "Hvorfor løb du?" "Har du lavet noget ulovligt?" "Er du stukket af?" "Sejt nok så du er en forbryder ik?" Jeg så fra den ene til den anden. "Jeg er stukket af.. Men jeg er ikke forbryder stik modsat. Jeg er blev udsat for en forbrydelse" "Mord?" "Voldtægt?" "Tyveri?" "Kidnappening?" Jeg løftede et bryn. "Jeg er stukket af fra min kidnapper, ved i hvor der er en politi station?" De så på hinanden. "Du fortæller ikke noget om os vel?" Jeg så forpustet på dem "Hvorfor skulle jeg dog det?" "Hazel!" Jeg gik i panik "Hvor er den pokkers politi station i denne latterlige by?!" Pigen med det lilla hår tog fat i mig og slæbte mig med. Vi løb alle vores vej, jeg må bare hjem.

Jeg så rundt i den lille hytte de havde slæbt mig med til. "Hvis din kidnapper ikke skal finde dig må vi gøre noget ved dig.." Den rød håret dreng tog en kniv "Som at gøre dit hår kort" "Hva?!" "Hvor mange har blåt hår?" Jeg kunne godt se hvad han mente. Han tog fat i mit hår og lod kniven suse igennem luften, gennem mit lange hår. "Dude se hvor skævt du lavede det!" Sukkede hende med det sorte hår. "Pfft det blev sgu da flot" Drengen med det grønne hår kom med noget tøj "Tag det på" Jeg nikkede og gik ind i et andet rum. Hende med det sorte hår havde taget en paryk på og det tøj på jeg havde haft på. "Dette blive sjovt" "I behøver virkelig ikke det der" Alle pigerne havde taget blå parykker på. Den rød håret dreng grinede "Vi behøver ikke nej men det er sjovt at drille folk, så hvilket navn skal vi løbe på?" Han tog en hat på. "Hazel" Sagde jeg. De nikkede og de tre mennesker løb deres vej. Drengen med det grønne hår tog en hætte over hans hoved "Lad os kører over til politiet med dig, Hazel" "Mange tak" Han sendte mig et smil "Bare husk sig intet om os" "Det lover jeg"

Jeg blev sat af nogen gader væk. Jeg gik ind i politi stationen, der var fuld af liv. "Hvad kan jeg gøre for dig.. Unge menneske" "Jeg ville anmelde en forbrydelse" Mumlede jeg. "Hvilken en?" "Kidnappening" Hun så hurtigt op på mig "Hvem er blevet kidnappet frøken" "Mig" Jeg tog fat i min nakke. "Jeg er stukket af" Hun tilkaldte en betjent der afhørte mig i flere timer.

Jeg var blevet kørt hjem, eller tæt på mit hjem. "Er du sikker på du kan klare dig herfra? Jeg er ikke tryg ved ingen af dem svarede" "Det er fint" Jeg hoppede ud af bilen og gik mod min gade. Jeg smilede stort men mit smil falmede hurtigt. "Nej" Hviskede jeg og knækkede sammen. Huset var brændt ned til grunde, mit hjerte bankede hårdt mod mit bryst. Var de okay? Er der sket noget med nogen af dem? Hvad er der sket? Plejefamilien har aldrig været perfekt, men jeg så dem som min familie. De var det bedste der var sket for mig. Min far, min beskytter døde da jeg kun var fem. Min mor hadet mig som pesten og det lagde hun ikke skjul på da han døde. Da hun døde havde jeg kun min altid fulde stedfar og hans altid høj på stoffer søn. Edward som jeg mødte nogen måneder senere fik sine forældre til at få politiet over. Jeg kom ind i plejefamilien. Fem drenge/mænd. Onkel Charles elskede mig højt og kaldt mig altid prinsesse. Far Charlie lærte mig jeg aldrig måtte bande han var den hårde, ville helst ikke indrømme jeg var som en datter. Min trælse 20 årige bror Owen skulle altid irritere mig som børn. Men det var okay.. 19 årige Oliver lærte mig hele tiden ting som jeg nok aldrig ville få brug for. 21 årige Oscar sagde aldrig rigtig noget til mig, han gav mig bare et kram eller klappede mig på hovedet. Nej de var ikke perfekte, men de er min familie. Tårerne løb ned af mine kinder, var det min skyld? "Hazel?" Jeg vendte mig snøftende om, mit blik var en smule sløret. "Tosset tøs tør dine øjne" Jeg mærkede to hænder på mine kinder, jeg tog fat i hans ene hånd. "Er det virkelig dig Owen?" "Er du blevet blind? Gu fanden er det mig" Jeg krammede ham hårdt. "Du snotter på min nye bluse" "Okay" Hviskede jeg men flyttede mig ikke. Han tog tøvende armene om mig, "Der er ikke noget at græde over Hazel, alle har det fint" Han klappede min ryg. "Kom nu, alle har været bekymret dit lille fjols" Han slog mig blidt i baghovedet. Jeg krammede hans arm og gik med ham.

"Hazel! Hvor har du været unge dame?! Hvorfor har du ikke skrevet? Er du sindssyg" Far Charlie skældt mig ud på livet løs men krammede mig til sidst hårdt. "Jeg troede der var sket jer noget da jeg så huset" Mumlede jeg "Ja hun sad og tudet sine øjne ud" Mumlede Owen henne fra sofaen af. "Nej vi er alle okay men hvor har du været?" Spurgte Oliver, Oscar klappede blidt min kind og krammede mig bagefter. "Ikke bliv væk i en måned igen" "Vent!" Jeg så fra den ene til den anden. "Var jeg der i en måned? Var jeg sammen med de råbende sindssyge tosser i en måned?!" De så alle forvirret på mig. "Hvad er der endelig sket med dit hår? Du ser forfærdelig ud!" Begyndte Charlie men onkel Charles afbrød ham. "Hvilke tosser?" Spurgte han, "Jeg blev kidnappet.. Eller hvad man end skal kalde det. De troede de var Hades, satan, døden, sygdom, krig og hungersnød. En skrue var løs" Oscar rakte mig en blomst og sendte mig et beroligende smil "Det skal nok gå" Jeg nikkede og tog imod blomsten. Hvor er jeg glad for at være hjemme igen.. "Jeg synes jeg har sagt det før, jeg ville gerne havde du stopper med at tag imod blomster fra andre end mig"

Fortsættelse følger

//Dam Dam Dam!//