Death eyes

{10}

"Jeg synes jeg har sagt det før, men jeg ville gerne havde du stopper med at tag imod blomster fra andre end mig"

Min vejrtrækning stoppede et øjeblik, jeg mærkede en ånde bag mig. "Skruen er helt klart løs ved Bellum men jeg er Lucifer, jeg er født til at være sindssyg" Min familie så forskrækket bag mig. Jeg vendte mig langsomt om og så dem allesammen, følte mig pludselig så lille som en myrer. "I fandt mig" Min stemme var ved at knække. "Det var ikke så svært" Mumlede Hades og sat sig i sofaen mellem Owen og Oliver. Han tog en arm om dem begge "Hva så drenge?" De krummede sig sammen. "Din lokkemad blev hurtigt gennemskuet, du prøver at snyde os. Os der er de bedste snydepelse over alle" Sagde Lucifer og tog en arm om onkel Charles "Hva så lille mand?" Esurienti kiggede på Oscar "Du kender vejen til køkkenet ik?" Oscar blev slæbt med. Bellum så rundt "Her er rædselsfuldt med alle de farver.." Brummede han og tog en vase op. "Hvor er den vase grim" "Sæt den ned unge mand el-" Lucifer tog en arm om far Charlie. "Koldt vand i blodet gamle mand" Jonathan tog et skridt mod mig, jeg gik et skridt tilbage. "Hold dig fra mig! Skrid ud af det her hus allesammen! Lad min familie hver!" Hades krammede Owen og Oliver ind til sig. "Vi hygger os bare lidt" Jeg så ind i Jonathan's kolde grå øjne. Han lod en hånd kører igennem mit hår. "Jeg savner dit lange hår, men du ser dejlig ud min lille blomst" "Ik' rør mig" Knurrede jeg. Hans ansigt kom tæt på mit, ånden var som en kold brise. "Jeg rør hvad der er mit" Jeg brummede og stak ham en lussing. "Jeg ville ikke havde noget med dig at gøre! Du tror du er døden for helvedet!" "Hazel!" Hvinede Charlie. "Hvordan skal jeg dog få dig til at tro mig? Du er så pokkers stædig" Snerrede han og tog fat i mine hofter. Jeg løftede mit knæ for at fyrre det op mellem hans ben men han strammet sit greb. "Det der giver jeg dig ikke lov til" Brummede han. "Jonathan slip mig så eller jeg sværger jeg dræber dig" "Held og lykke" Han kyssede min næsetip. "Nu ved jeg hvordan jeg skal få dig til at tro på mig" Han smilede skævt til mig. "Din far døde da du var fem, han var blevet alvorligt syg og din mor forbød dig at være indenfor og alle andre for den sags skyld. Du var udenfor i kulden i sneen, så på de få blomster der var kommet op fra sneen af. Da du så noget i det fjerne.. Mig" "Døden" Rettede jeg ham. "Du ville ikke give mig lov til at gå forbi, indtil jeg sagde hvem jeg skulle hente, du regnede ud jeg var døden. Gav mig en blomst og sagde disse ord, selv døden har brug for lidt glæde" Jeg hev hurtigt vejret ind. "Da din mor døde gav jeg dig en blomst det var en forfærdelig varm dag. Du troede jeg skulle hente dig. Du krammede mine ben, du var ikke rigtig vokset på de to år vi ikke havde set hinanden" Han klappede mig på hovedet "Du har altid været så lille" Jeg brummede, "Inden jeg kunne gå gav du mig et kys på kinden for derefter at løbe grinede din vej, husker du?" Jeg sank en klump, "Jonathan" Jeg lagde en hånd på hans kind. "Jeg var et barn" Hviskede jeg, "Jeg elsker dig ikke" Ånde jeg ud. Hans øjne viste en sorg, "Undskyld" Mumlede jeg. Han rettede sig op "Endnu, du elsker mig ikke endnu. Sig så farvel" "Jonathan! Hvorfor?! Hvorfor kan du ikke finde en anden? Er det virkelig så svært?" "Jeg vil havde dig" "Men jeg ville ikke havde dig" Jeg trak vejret dybt gør klar til at lyve. "Hvornår fatter du at jeg hader dig?" Han trak vejret dybt "Hazel.." Han tog begge sine hænder på mine kinder. "Undskyld, undskyld jeg tvinger dig til at være sammen med mig" Han bed sig i læben. "Men jeg lader dig ikke gå, jeg elsker dig" Han giver mig stress.. Hvorfor går han ikke?! Jeg har lige sagt jeg hader ham! Det er en løgn men det ved han da ikke.. Han kiggede mig dybt ind i øjnene "Du hader mig ikke" "Hvad afslørede mig?" Hviskede jeg. "Jeg kender dig" Hviskede han i mit øre. Oscar kom ind "Du ved.. Farvel er ikke foreviget det betyder ikke at det er slut. Det betyder bare.. Jeg ville savne dig indtil vi ses igen. Du behøver ikke at være ked af det Hazel" Han bed sig i læben. Så mange ord han siger til mig lige nu.. "Og du kan ikke slippe for ham"

Før jeg kunne nå at sige noget var jeg tilbage i sengen hos Jonathan. Jeg tog mig til hovedet, det føles som en drøm.. Jeg sukkede og lagde mig ned igen, jeg lod en hånd kører igennem mit hår hvilket ikke var en særlig lang rejse. Jeg sat mig brat op "Det var ikke en drøm" "Nej det var ikke nogen drøm" Jeg så mod Jonathan. "Jonathan" Sagde jeg hæst, "Det er mig min lille blomst" Han sendte mig et smil. "Hyggede du dig på dit lille eventyr?" "Jeg-" Han gik hen til mig. "Jeg elsker dig men.." Han lænede sig ned mod mig. "Du vil blive straffet" Han kyssede min kind "Du har husarrest" Jeg så hurtigt mod ham. "Hvad?!" "Du hørte mig godt" "Men.. Men Jonathaaaan!" Han vendte sig om gik ud af døren for derefter at låse den. Jeg suremulede "Jeg er ikke et lille barn" Mumlede jeg. Jeg så rundt i rummet og lagde mig surt ned "Pokkers"

//Well.. Well.. Lille Hazel hader ham ikke men hun elsker ham hellere ikke//