Death eyes

{14}

Hans pande mod min, jeg mærkede nogen tårer ramme mine kinder, tårer der ikke var mine. "Undskyld"

"Undskyld Hazel" Jeg kiggede ind i hans øjne. "Undskyld jeg ikke tog dig med, undskyld jeg lod dig opleve vold. Undskyld jeg rev dig væk fra alt hvad du elsker, undskyld Hazel" Og her stod vi, ham der skal forestille døden og mig, Hazel. Med vores pander slået mod hinanden og græder begge to. Jonathan der blev ved med at hviske undskyld. Mig der bare gerne ville hjem, eller bare vide hvad jeg laver her. Hvorfor han tog mig her, hvad skulle jeg kunne gøre her? Jeg hørte noget blive smadret, jeg kiggede til siden, Esurienti stod og kiggede på os med et chokket udtryk. Hans tallerken med mad var på gulvet, knust. "Du har fået Jonathan til at græde" Han sagde det åndeløst "Jonathan græder aldrig, det gøre ingen af os" Jonathan så på ham med et blankt ansigt, havde tørret tårerne væk. "Jeg aner ikke hvad du snakker om lillebror" Brummede han. Esurienti rullede med øjnene og gik sin vej, stadig chokeret.

Jeg bed mig svagt i læben, "Jonathan" Han så ned på mig "Plz.." Jeg så op på ham med bedende øjne. "Plz fortæl mig hvorfor, hvorfor du tog mig" Jeg bed mig selv i læben. "Fortæl mig så jeg kan forstå hvorfor fuck jeg er her" Han tog en hårtot om bag mit øre som var sluppet løs. Han legede med en anden hårtot så meget koncentreret ud. "Jonathan" Min stemme var bare en svag hvisken. Hans øjne flakkede over i mine. "Din krop, din sjæl, dit hjerte tilhører mig. Du blev skabt til mig" Hans hånd kærtegnet min kind. "Som den eneste person, gud, troldmand Whatever i hele verden der kan få mit hjerte til at slå hårdt mod mit bryst" Han bed sig svagt i læben. "Du er den som jeg skal dele resten af mit liv med" Mit hjerte bankede hårdt mod mit bryst. "Den eneste jeg vil havde i denne verden, det eneste jeg beder om er dig" Han kyssede blidt min pande. "Det er derfor du er her Hazel" Jeg så ind i hans øjne "Og lad mig gøre dette klar for dig" Han lænede sig ind til mig. "Uanset hvor du går hen, hvor end du gemmer dig, uanset hvor du flygter hen, uanset hvor mange gange du prøver at stikke af" Han fugtede sine læber. "Ville jeg finde dig, jeg ville bringe dig hjem, du vil altid kom tilbage i min favn igen" Jeg sank langsomt en klump, glemte at trække vejret. "Fordi min smukke lille blomst du var kun skabt til mig. Så løb, løb alt hvad dine bene kan, for tror mig når jeg siger. Jeg ville finde dig og bringe dig hjem i min favn. Jeg ville jagte dig og du ville aldrig slippe for mig uanset hvor hårdt du prøver" Han vendte sig om og begyndte at gå. Da jeg ikke kunne se hans ryg mere slap jeg den vejrtrækning jeg havde glemt jeg havde holdt. Jeg kiggede på den anden vase og skubbede den ned på gulvet. Så på de to smadret vaser, "Hvis jeg falder.." Min stemme var en smule svag "Tager jeg dig med i faldet, Jonathan" Mine øjne forlod de to knuste vaser "Hvis mine drømme ikke går i opfyldelse.." Jeg begyndte at gå "Gør dine hellere ikke"

//SORRY! Et meget kort kapitel Sorry.. Not Sorry xD Jk, Missed me? Probably not, ses senere mennesker//