Every day | ✔

//Afsnit 1. | To år senere\\

Der er cirka gået 2 år uden Lucky. Jeg får ham nok aldrig at se igen. For han skulle kun være i LA i et år og der er gået 2 år.
Der sker ikke så meget i livet for mig selv, altså udover jeg går i 2.g nu og arbejder stadig hos Café Océane. Det fact, at jeg stadig ikke aner hvad jeg skal i livet. Det dræber mig lidt.

"Av.." Jeg tager mig til hovedet og gnubber der hvor jeg var ramt.

"Altså jeg ked af at sige det, men hvis du ikke snart stopper med at dagdrømme om Lucky, bliver Lucky bare din drøm og ikke virkelighed. Skriv til ham." Sierra elsker bare at afbryde mig, imens jeg dagdrømmer, men jeg dagdrømmede da ikke om ham. Måske lidt. Okay, ja jeg gjorde, men? Hvad skal jeg gøre? Han skulle være i LA i 1 år, men han er væk i 2? Enten er jeg så dårlig til matematik, at det slet ikke går op.

"Jeg foretrækker at gemme mig væk. Han skulle have været her for et år siden. Mine forventninger var sat for høje op." Hun nikker forstående. Lige inden hun når at sige et eneste ord, kommer Maggie og William ind ad døren. William en arm om Maggies skuldre og Maggie en arm om hans læn. Hun kan knap nok nå ham på siden af maven.

"Hey turtelduer, er i færdig med at lave 'makeouts'?" Det sidste hvisker hun. Vi griner begge.

"Haha, grin i bare, men jeg kan lige så godt fortælle jer, det ikke er sket," svare Maggie igen.

"Endnu." William ser ned på Maggie og Maggie er så rød i hovedet, at det er en kraftigere farve end en tomat. Det er da umuligt? Ind ad døren kommer Faith og Mason. Faith går over til mig med et bekymret blik og smiler anstrengt. Mason bliver ved med at holde døren. Næsten hver fredag aften, kommer alle vores venner, også sidder vi bare og hænger ud.

"Hvad er der Faith?" Hvisker jeg og ser på hende. Hun ryster bare på hovedet og sætter hånden op foran munden med en pegefinger, som sætter sig over læben, som om hun tysser på sig selv for ikke at røbe noget. Hvem er det Mason holder døren for? Det er som om hele verden har mistet lyden. For cafeen er helt stille. Ind ad døren kommer Lucky med en pige under armen. Hun er ret høj i forhold til os andre piger, mere kraftig bygget, hun ser ret stærk ud, hun har blondt hår og blå øjne. Jeg synker en klump. Efter dem kommer Marcus, Lucas, Xavier, Austin og Love. Jeg åbner munden, men lukker den igen. Sierra tager ordet. Jeg blinker ca. 1000 gange.

"Tag plads alle sammen, så skal vi nok komme med desserten." Sierra slæber mig afsted og ind i personalerummet. Jeg kan knap nok bevæge mig. Hun sætter en hånd på hver af min skulder.
"Søde, se mig i øjnene." Jeg ser op med en dirrende underlæbe.

"Sierra, glem det. Det bare.. før han fløj væk og efterlod mig her alene. Fortalte han mig, at han ville vente 100 år på, at jeg var klar til at være sammen med ham.."

"Jeg kommer lige om et øjeblik," fortæller Maggie de andre og løber hurtig herind. Maggie ser så medfølende på mig, at jeg kunne løbe væk og ikke se nogen i øjnene igen.

"Sweetie, det er okay." Hun går over til mig, placere forsigtig sin hånd på min nakke og trækker forsigtig mit hoved på hende skulder. Jeg kan ikke mere og jeg begynder at storttude. Man kan kun høre mine hulk, fordi Maggie lukker min mund med sin skulder. Det er jeg så glad for i øjeblikket. "Bare få det hele ud." Hun stryger min ryg.

"Okay, dine øjne er ikke så røde mere, men din næse er en smule rød. Du ser sød ud, ligesom Rudolf med den røde tud," fortæller Maggie. Hun siger altid noget mærkeligt for at få andre i bedre humør. Jeg smiler stille til hende.

"Ikke tag dig af, Maggie. Hun vil bare have dig i bedre humør." Jeg nikker bare. "Er du klar?" Jeg nikker igen.
De går ud først og går hen med desserten. Det samme gør jeg bagefter. Da jeg nærmere mig bordet, kigger alle på mig. Jeg ignorer blikkene og stiller chokoladekagen på bordet. Jeg ser rundt og opdager den eneste plads, der er tilbage er imellem Lucky og Mason. Faith forstår øjeblikkeligt hvad jeg tænker, rykker sig, sætter sig imellem Lucky og Mason, så jeg kan sidde imellem Mason og Sierra. Jeg folder mine fingre sammen og ser på dem. De griner alle sammen og Mason skubber let sin skulder op af min. Jeg ser op, griner falsk med og ser ned igen.

"Har du det godt, Hope?" Jeg ser op, ser på Luckys kæreste og nikker. Hun er den eneste, som 'prikker' til mig. Alle er udemærket klar over, at jeg er nede og kommentere derfor intet om det. Hvordan kender hun egentlig mit navn?

"Jeg skal lige på toilettet." Jeg rejser mig op og går hurtig hen mod toilettet. Inden jeg når derind. Tager en fat om mit håndled og ind til personalerummet. Det var Lucky. Jeg styrter hen mod døren, men han tager fat om livet på mig. Alt indeni mig bliver frosset og jeg kan ikke bevæge mig. Lucky, hvad fanden er det du laver?!

"Lucky, giv slip på mig ellers kommer du til at fortryde det," siger jeg langsomt og fattende.

"Come on, Hopiie. Du har aldrig været så skræmmende."

"Giv slip," mumler jeg hulkende. Han giver slip, da han høre min stemme og jeg tager fat om håndtaget, griber han fat om mig og vender mig rundt. Han krammer mig.

"Undskyld.," mumler han ned i mit hår. Hvorfor gør han det så svært for mig?

"Lucky, du har en kæreste. Troede du ikke, jeg ville opdage det?" Han slipper mig og jeg styrter ud ad døren.