Every day | ✔

//Afsnit 12. | Flere uger i kælderen\\

<<Faith's Point of View>>

"Kom nu, Søde.." Mason har ikke villet rykke sig fra denne seng. "Det ikke din skyld og du ved, der er altid håb. Ligemeget hvad vil vi finde Hope også hvis det tager hele vores liv." Jeg stryger hans ryg.
Han bevæger sig ikke en millimeter. Jeg er simpelhen så bekymret for Hope og det er endnu værre, når jeg også er bekymret for Mason. "Du skal ikke bebrejde dig selv.."

"Jamen det gør jeg!" Det er den første sætning, han længe har sagt og bevæget sig. Det må man kalde fremskridt. "Faith, jeg troede ikke på hende, jeg sagde direkte, at hun var en tudemarie og gæt en gang, det var mig, der var tudemarien!" Jeg sukker dybt og lukker øjnene.

"Det her hjælper ikke Hope og det ved du. Hold sammen på dig selv nu og vi vil klare det. Det ved jeg."

"Hvordan kan du vide det med sikkerhed?" Jeg åbner forsigtig øjnene og ser direkte ind i Masons blide, men sårede øjne.

"For når alt ser sort ud, vil der altid være lys og ingen siger det er et skarp et." Han ser forvirret på mig.

"Kan du please google-translate det der." Jeg smiler lavt. Han er tilbage. Mason mobil vibrere og han tager den selvfølgelig.

"Hey Luck."

"Jeg ved ikke rigtig.."

"Men.."

"Sammen med Faith."

"Jeg ved ikke om hun vil.. måske."

"Fint.. et øjeblik.." Jeg ser forventningsfuldt på Mason, da jeg kun har hørt halvdelen af samtalen og ikke rigtig ved hvad det gik ud på. "Lucky spørger om vi vil hen og hænge ud med ham og Aria." Mine øjne forstørres.

"Mason.. det er for risikabelt."

"Jamen, hun vil få mistanke om, at vi ved det hvis vi ikke kommer og bare rolig jeg er hos dig hele tiden." Jeg nikker og ser på Mason.

"Yeah Luck vi kommer om 5."

"Yeah, vi ses!"
°
°

Min hånd rækker jeg ud efter håndtaget til Luckys hus, men trækker den til mig igen og træder et skridt tilbage. Mason tager fat om min hånd og fletter vores fingre. Han åbner døren og vi går ind. Mit hjerte banker 100 kilometer i timen. Hvis Aria gøre os noget? Hvordan kan Lucky ikke have opdaget noget? Hvorfor Hope er væk, at folk tror hun er dø. Selvom det kun er os der har kendtskab til sandheden og Alec.

"Hey!" Lucky smiler glad til os og djævlen.. jeg mener Aria kommer frem bag Lucky. Hvordan kan man være så blindforelsket? Jeg krammer hurtig dem begge og trækker mig hen til Mason. Han ligger beskyttende armen om mig og kysser hurtig min tinding.
"Nå Mason..-" Lucky og Mason begynder at snakke og efterlader Aria og mig alene. Jeg synker dybt og ser væk.

"Faith vil du med ud? Eller ovenpå så vi kan snakke lidt?" Aria begynder at gå ovenpå og jeg følger hende selvfølgelig bange for konsekvenser for hvis jeg ikke gør. "Ved du noget om.? Jeg ved ikke? For eksempel hvor Hope er blevet af?" Jeg stopper hver en bevægelse og svare ikke. Der skal ikke så meget til, så går jeg i panik og især når hun er så tæt på. "Eller måske hvem der kunne have gjort det?" Hun hentyder direkte, at jeg ved alt om det.

"Jeg har prøvet alt for at finde ud af det men forgæves." Vi når ind på Luckys værelse og Aria lukker døren. "Skal vi ikke gå tilbage ned til de andre?" Spørger jeg og åbner døren. Døren smækker i.

"Det tror jeg så ikke."

<<Hope's Point of View>>

Min hals er helt tør, da jeg vågner og finder ud af det er virkelig. Der må være gået flere uger eller måneder? Det eneste jeg foretager mig hernede er at sove og lige nogle undtagelser, når Aria kommer. Da jeg ikke kan se og det er næsten fuldkommen mørk, må hun have klippet mit hår til mine skuldre. Jeg var allerede alt for tynd i forvejen og nu er det for klamt.
Af ren refleks kniber jeg øjnene sammen, da mine øjne slet ikke er vant til sollyset mere. Det undre mig at jeg ser to skikkelser på vej ned ad trapperne. Aria slæber på en person og kaster hende ved mine fødder. Anklerne og håndlede er båndet sammen. Først kan jeg ikke se hvem det er, men bliver forskrækket, da jeg genkender hende, Faith. Jeg skriger, vrider mig, hyler og græder. Gaffatapen formindsker mine skrig, hyl og hulk. Faith rykker sig ikke en millimeter. Mine øjne lukker automatisk i og tårerne triller ned ad mine kinder.

Jeg beder dig, Gud. Lad Faith leve, jeg er fuldkommen ligeglad med, at jeg rådner her, men ikke Faith. Hun har en fremtid, red hende.

"Nå, ikke længe vil i alle være samlet her. Hope, Faith og Love." Jeg skriger igen og vrider mig på stolen, jeg sidder på. Aria sparker let Faith til side og kommer hen til mig. Hun tager fat om gaffatapen og river i den.

"Lad. Love. Være. I. Fred." Min stemme er en hæs hvisken.

"Det er der intet sjovt i? Jeg vil se dig lide og det her er bare begyndelsen. Husk nu, ikke for høje håb." Faith rykker på sig og skal til at sætte sig forvirret op. Aria sparker til hende.

"Faith!" Skriger jeg og græder. Aria sender en lussing i min retning. Inden hun går, sætter hun gaffatape på Faith og min mund. Faith bevæger sig langsomt hen mod mig og placere sit hoved på mine lår.

Heeeeya!💋
Yeah, i må gerne smadre mig for ikke at 'udgive' et nyt afsnit i hundrede år! Jeg ved det ikke er en undskyldning at fortælle at skolen er en smule hårdt for mig. Berlin tur, idrætprodukt og snart praktik uge. Det er sikkert ikke så meget at tænke over, men jeg kan føle en smule presset.. 😬

Jeg har ikke mistet lysten til at skrive, tro mig!💗
Det er noget af det bedste især, når der er så søde læsere herinde på Wattpad. Det er bare en bonus!❤️

Jeg vil gør mit bedste for at oploade nye afsnits! Og.. jeg kan stadig ikke svare på kommentare, sp hvis i har skrevet en kommentar for længe siden var det altså derfor! Ikke fordi jeg ikke gad at svare, det må i slet ikke tro!💔🐾

Love ya! <33
And
See ya! :3