Every day | ✔

//Afsnit 18. | River Dale - Tvillingerne\\

{Hope med kort hår^}

"Jamen, William du forstår ikke," sukker jeg. "Det skete så pludseligt."

"Hope søde, sådan er alle fyre," informere Maggie mig om.

"Åh, er alle fyre så pludselige?" William tager fat om Maggie kinder og er så tæt på hendes ansigt, imens han siger en mærkelig suge lyd.

"Det der var meget pludselig," sagde jeg og ryster for at vise det.

"Men, det var bare Luckys attitude. Sådan har jeg aldrig oplevet ham og Alec tværede ham bare ud med alt sin viden og.. jeg ved ikke."

"Hvem er du med?" Williams spørgsmål kom bag på mig.

"Hvad?"

"Hvem er du..-" jeg afbryder Maggie og ser ned i mine hænder.

"Jeg.. ved det ikke?"

"Altså, sådan som jeg ser situationen og fra mit synsvinkel. Er de begge vilde med dig, kom op og skændtes på grund af dig," siger Maggie og nikker ved sin egen konklusion.

"Enig, det er ligesom fra en drama. Hvor der er 2 fyre 1 pige og..-"

"Will, hvis du bliver ved med at snakke om dramaer, vil folk tro, du er en pige," griner Maggie. Jeg smiler og nikker mig enig.

"Det ikke min skyld. Engel her ser ikke andet end drama her for tiden og tvinger mig til at se dem sammen med hende. Derfor er jeg ved at blive suget ind i alt det drama," forsvare William ham selv.

"Sikke en god undskyldning," griner jeg. "Er du nu sikker på, du ikke bare selv er vild med dramaer."

"Will, jeg tror lige, du blev ristet der." William flækker af grin.

"Sødeste Engel, det er roasted ikke ristet."

"Ugh, kan du se min struggle? Jeg er ikke født til at være teenager i denne generation," smiler Maggie.

"I er simpelhen så søde."

"Nej." Samtidig med William siger: "Ja."

"Vi er lykkelig sammen."

"Ja, men Will går altid 'attack' på mig, når der er ingen i nærheden."

"Du mener, sådan her?" William ligger armene om Maggie og krammer hende tæt ind til sig.

"Det er da sødt."

"Yeah, indtil det er hver anden sekund."

"Mh, jeg ved, du elsker mig," siger William.

"Yup," smiler Maggie og kysser let hans kind. "Undskyld, hvis vi er?"

"Cheesy? Klamme? Ewww?"

"Ja, det fint," griner Maggie.

Mit hjerte bliver altid varmet op, når jeg får besøg og især William og Maggie. De er så elskværdige. De er taget hjem. Det er også ved at blive sent. Jeg falder med det samme i søvn, da jeg ligger ned og stirre op på loftet.

{Næste dag}

"Hallooo? Hope? Er du vågen.." høre jeg en hviske.

"Hope!" Råber en ind i øret på mig og jeg sætter mig hurtig op. Jeg sukker dybt og ser på dem, der hviskede og råbte. Åh, Marcus og Lucas. Vent? Marcus og Lucas! De står bare og smiler. Jeg rækker ud efter dem og krammer dem tæt ind til mig.
De sætter sig begge ned på en stol.

"Nå fortæl mig, hvem råbte mig i øret?" Marcus peger på Lucas og Lucas peger på Marcus.

"Okay, fint. Jeg lader den her passere, men næste gang er der tæsk, okay?" Lucas nikker ivrigt og Marcus griner. Jeg ved godt, hvem der gjorde det. Det var absolut Lucas, der gjorde det. "Jeg er simpelhen så glad for i ville besøge mig."

"Selvfølgelig, vi kunne da ikke undgå at besøge vores tættest veninde og Lucas eneste veninde."

"Hey," han slår Marcus på skulderen. "Hvad der egentlig sket med dit hår? Ny klipning?" Jeg rør ved mit hår og ser ned.

"I ved jo, at jeg blev kidnappet og for hver dag der gik, klippede Aria en centimeter af mit hår." Jeg ryster det af mig og tristheden. "Det er okay, i sidste ende er det bare hår og det når mig til skulderne."

"Du tager det så pænt, efter alt det du har oplevet og været igennem. Du er stærkere end du ser ud til Hope. Jeg er ikke din far, men jeg må sige, jeg er stolt og imponeret." Det er godt, at nogen synes, jeg er stærk.

"Kan du gå?" Spørger Lucas.

"Åh, ja, men kun med støtte," svare jeg.

"Jeg tror det ville være bedre hvis du gik lidt hver dag, når du er her. For du skal jo langsomt træne dine ben, ikke?"
Marcus klapper Lucas på ryggen.

"Nogengange siger Lucas det klogeste." Jeg griner og nikker smilende. De stiller sig op og er klar til at støtte mig. Jeg står op og ligger hver en arm på hver deres skuldre. Vi går let frem og tilbage i rummet. Marcus og Lucas er nødt til at bøje ned i knæene, så vi er i samme høje alle tre.

"Jeg har helt glemt, hvor lille du er og når du sidder på sengen, er du højere." Jeg giver en dask på Lucas ryg og fjerner armen fra Lucas.
Marcus og jeg står foran Lucas.

"Og nogengange siger Lucas det dummeste på det dummeste tidspunkt," smiler Marcus.

"Yeah, men jeg elsker ham stadig." Jeg ligger armen om Lucas og kysser let hans kind. "Og dig." Jeg kysser hurtig Marcus' kind. Marcus og Lucas, ser på hinanden og nikker. Jeg kniber let forvirret øjnene sammen og griner. De kysser begge hver min kind på samme tid. De får mig tilbage på sengen igen.

"Farvel!" Jeg krammer dem tæt ind til mig. "Besøg mig igen snart, ikke?"

"Selvfølgelig."

"Det kan du tro."

Tvillingerne er sjove og de får ens tanker til at svæve et helt andet sted. Hvilket i øjeblikket for mig er sundt, at tænke på alt andet end alle disse problemer. Venner og familie er kuren fra stress, depression og mangel på selvtillid.