Every day | ✔

//Afsnit 50. | Forbudt Kærlighed\\

"Hvad med vi tager ind til mit værelse?" Spørger jeg og ser på de andre. "Eller i kan tage hen til Alec?" Alec ser på mig med hænderne i lommerne og han ser nærmest pint ud? Pludselig høre jeg en skingert skrig. Isla kommer til syne og hun ligner en kylling. Hun har noget fjer på sig. Alle de andre griner og jeg ser på hende. Hvem ville have gjort det? Jeg går langsom over til hende.

"Er du okay?" Hun skubber mig.

"Jeg ved, det var dig, din forkælet tøs!" Jeg sætter hænderne op og trækker mig. "Du skal ikke gå, når jeg taler til dig!"

"Du skubbede mig væk, og det var tegn på, at jeg skulle forsvinde." Sean er stadig flad af grin. Jeg åbner døren ind til mit værelse og skubber de andre ind, undtagen Alec. Ham lader jeg gå ind selv. "Sean var det dig? Var det dig, der gjorde det?"

"Tjaa," siger han. "Hun fortjente det, gjorde hun ikke?" Han smiler stadig. Jeg ser seriøst på ham.

"Sean, du skal da ikke synke så dybt. Du er ved at være nede på hendes niveau."

"Jamen, alle dem hun har udnyttet? Alle dem hun manipuleret med og-" Jeg nikker fraværende.

"Søde Sean, du behøver ikke forklare mig hvor dårlig et menneske hun er. Du skal bare være forsigtig med dine handlinger. Det her kan få konsekvenser." Derefter giver jeg ham et kort kram. "Ikke mere af de her slags angreb, okay?"

"Yeah," svare han. "Men, du ved godt jeg gjorde det for dig, ikke?"

"Mig? Hvorfor?"

"Hun får alle imod dig og får dem til at gøre frygtelige ting mod dig." Han træder tættere på mig. Alec går ind imellem os.

"Sean, jeg tror, du skal tag den med ro. Hope er min." Jeg rødmer og træder en smule væk. Det bliver rigtig varm. Det får mig til at køre en hånd igennem mit hår. 'Alec, du er ret tæt,' skriger mit indre jeg.
Der er kun gået en uge og jeg kan ikke lade være med at lede efter Alec i mængden af folk. "Du er min Hope."

"Selvfølgelig Alec," svare jeg uden tøven og ser op på ham. Jeg træder en smule tilbage.

"Jeg vil høre dig sige det."

"Jeg tilhøre dig og du tilhøre mig, Alec. Det ved du." Jeg træder længere tilbage. For jeg har virkelig lyst til at kramme ham. Jeg sukker lavt.

"Hvad? Er du trist?" Jeg ryster på hovedet. "Men du ligner en der-"

"Jeg har lyst.. til at kramme dig."

"Jeg tror, det er tid til at smutte," hvisker William. De lister alle sammen ud.

"Hey, i behøves ikke-" Døren smækkes i.

"Vi er alene," siger han.

"Det bekymre mig."

"Hvorfor?"

"Du ved, kommer for tæt. Det er det hele," svare jeg. "Måske skulle du gå? Også ja.."

"Vil du gerne have, at jeg går?"

"Nej nej!" Jeg griner. "Du må ikke sige det på den måde. Jeg vil gerne have du bliver, men det er sent og du -vi skal i skole imorgen."

"Okay, bare et kram?" Han smiler.

"Okay, bare et." Jeg ligger armene om ham.

"Du ved, vores kærlighedsliv har 100x mere spænding, da det er forbudt kærlighed," siger han lavt, men drillende.
°
°

Den næste dag, bliver både Alec og jeg sendt ind til rektorens kontor. På en måned, har vi været herinde flere gange end mit forrige år på skolen. Isla er også sendt herind og hun ser gal ud. Hun skuler til os og jeg ser væk. Jeg tror, jeg ved hvorfor vi er blevet sendt herind. Det kan være det med igår. Det Sean havde gjort. Hvis hun vidste, det var ham, ville hun aldrig lade ham være og mobbe ham. "Er i klar over hvorfor i endnu en gang er blevet sendt herind?" Mrs. Smith kommer lidt bag over mig.

"Mrs. Smith, jeg vidste ikke det nogensinde ville komme fra dig. Gætteleg?" Jeg bider min læbe, så jeg ikke kommer til at smile. Alec og hans bemærkninger. Det sjove er at han rent faktisk kan slippe afsted med sådan bemærkninger. Hun ignorer hans bemærkning.

"I er kaldt ind, på grund af angrebet på Frk. Gelbero igår. Ved i hvad der skete igår?" Jeg ser på Alec, men han ser direkte ligefrem.

"Vi hørte en smule om det."

"Vi? Hvad mener du med vi? Dig og Hope?"

"Med vi mener jeg Maggie, William, Sean og Hope. Men jeg kan forsikre dig. Hope og jeg havde intet kontakt. Vi har bare fælles venner." Mrs. Smith nikker. For at indtage hans ord.

"Okay, jeg lader denne her passere, men ikke flere fælles venner." Jeg nikker for at vise, at jeg forstår.

"Frk. Gelbero, mener det var jer, som gjorde dette." Skal jeg være den ansvarlige for dette eller lade Sean selv gøre det?

"Nej, det var ikke os, der gjorde det. Kan vi gå nu?" Alec tramper let med foden for at vise, at han ikke har mere tålmodig i sig tilbage. Vi er også sendt herind en million gange nu. Det vil sige 3? 4 gange?

"Vent, og i ved hellere ikke, hvem der gjorde det?" Jeg overvejer.

"Det var mi-"

"Ingen af os, det er det eneste vi ved," afbryder Alec mig og peger mod døren. Jeg skynder mig at gå ud. "Var du ved at fortælle, at du er den skyldige?" Han lyder vred.

"Yeah, jeg vil ikke have Sean får en svær år i 1.g."

"Er du ikke alt for sød imod Sean her for tiden?" Han kunne lide så godt have sparket mig.

"Hvad hentyder du til?"

"Kan du lide Sean?" Spørger han og ser længe på mig.

"Ja, vi er venner?"

"Mere end venner?"

"Alec, du og jeg er sammen. Det ved du. Kan du huske igår? Du er min og jeg er din," siger jeg til ham. "Søde søde Alec, du er nødt til at stole på mig. Vi er sammen. Vær venlig, at husk på det."

"Vær venlig? Du snakker som min far?" Griner han og jeg griner med.

"Yeah, selvfølgelig. Jeg er også ret maskulin, synes du ikke?"

"Nja.. ikke rigtig," svare han ærligt.

"Lidt for ærlig, synes du ikke?" Jeg laver hundeøjne. Den her forbudte kærlighed er ved at komme mig på nerverne. Det er som om, vi bliver mere og mere usikre på hinanden. For vi er ikke sammen med den anden part. I film ser det forbudte kærlighed altid magisk ud, men i virkeligheden er det forfærdeligt.