Every day | ✔

//Afsnit 47. | Følsom\\

"Mag, jeg ved ikke hvad jeg skal gøre!" Siger jeg opgivende og kaster mig på sengen.

|I samme øjeblik |
{Alec}

"Will, hvad skal jeg dog gøre?" Jeg sukker lavt og kaster mig med ryggen på sengen.

"Du ved da hvad der skal gøres. Gør det du er bedst til," svare Will og jeg ser forvirret ud. Men efter må der skinne et pære over mit hoved.

"Regler er til for at brydes," svare jeg åbenlys.

|I samme øjeblik|
{Hope}

"Tag det roligt, vi snakker om Alec og han er en der ikke ligeeeee holder reglerne," griner hun. Jeg nikker.

"Det er sandt, men? Er du sikker?"

"Alec ville gøre alt for dig, ikke sandt?" Smiler Maggie. Mine kinder bliver varme. Maggie ligger armene om mig og fniser. "Aww, det er såååå sødt!"

"Stop så, du skulle rent faktisk hjælpe mig med lektierne og ikke snakke om drenge."

"Undskyld undskyld, jeg lover at hjælpe dig." Jeg ryster på hovedet.

"Det er sent, du burde tage tilbage til William ellers ville han blive bekymret," smiler jeg og griner glad.

"Okay, men vi ses imorgen. Efter din eftersidning." Vi krammer hinanden. Maggie er gået over til William. Jeg sukker og overvejer hvad jeg skal stille op. Det banker på min dør, det må være Maggie. Hun må have glemt noget. Jeg åbner døren, mine øjne forstørres og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.

"Alec-" Han sætter en hånd foran min hånd, sætter det andet på min læn og får mig skubbet ind. Derefter vender han os rundt, så jeg bliver lænet op ad døren og ser ind i hans øjne. Han fjerner langsomt hånden fra min mund, hans blik føres ned til mine læber. Han støtter hver hånd mod døren, så mit hoved er imellem hans hænder. Jeg er fanget. Han læner sig ned og kysser mig dybt. Jeg presser mig op til ham, så jeg kan mærke ham tættere på mig. Alec trækker sig og stirre på mig. "Alec, du må slet ikke være her. Vi," Jeg viser tegn til ham og jeg. "Burde ikke være her."

"Det ved jeg, men jeg er nødt til at være hos dig." Mit hjerte banker hurtigere og hurtigere. Jeg placere hænderne mod hans bryst og skubber ham blidt. "Hvorfor skubber du mig væk?"

"Hvis du nærmere mig bare et millimeter mere. Kommer jeg altså til at eksplodere." Jeg bruger min hånd, som en vifte. Alec gør mig nervøs og især når han står så tæt.

"Er du nervøs?" Jeg nikker.

"Vi ved ikke hvad konsekvenserne er for, at vi bliver set sammen," svare jeg. "Og vi har allerede brudt alle reglerne, ikke?" Alec ser ned på gulvet og tænker.

"Vi skulle have en hvis afstand imellem os?"

"Ja, 8 meters.. og vi har brudt den," mumler jeg.

"Ingen kontakt med hinanden." Alec nikker, bekræfter af det var en af dem.

"Kommuniker med hinanden også brudt." Vi må have brudt alle reglerne.

"Ingen fysisk kontakt," siger Alec og tager min hånd. Jeg klemmer hans hånd. Jeg nikker. "Ingen øjenkontakt eller se på hinanden."

"Alec, det fungere ikke det her." Jeg tager min hånd til mig og ryster på hovedet for mig selv. Derefter ligger jeg armene om mig selv. "Vi har brudt alle regler på mindre end 5 minutter?" Jeg rykker mig væk fra Alec. Han ser op fra gulvet og lægger mærke til, at jeg fjerner mig fra ham. Han nærmest styrter hen til mig. "Hvem narre vi? Vi kan ikke gøre det her. Det går udover dig og du vil få problemer." Han rækker ud efter mig, men jeg fjerner mig. "Stop Alec, vi er nødt til at få tænkt det her igennem? Alle de konsekvenser du ville få på grund af mine handlinger? Det her er absurd." Jeg stryger let mine arme og niver let mig selv. Det her er så svært. Jeg går væk fra ham og sætter mig på sengen.

Mine vejrtrækninger bliver uregelmæssige og jeg griber hårdt fat om dynen. Alec skynder sig hen til mig. "Du hyperventilere, Hope se på mig." Han ligger hænderne på hver min kind. "Se på mig. Langsomme indåndinger. Gør ligesom mig. Ind." Han trækker vejret dybt ind. "Og ud." Han puster luften ud igen. "Ind." Jeg gør præcis det samme, som Alec gør. "Og ud igen. Sådan Hope. Godt." Vi gør det her igen og igen.
Tårere vælter ned ad mine kinder. "Der er intet sket Hope. Du er okay. Du hyperventilerede, du er bange. Det er okay." Jeg ligger armene om ham.

"Jeg ved ikke hvad jeg skulle gøre uden dig," græder jeg ned i hans skulder. Han stryger min ryg med lange stryg. Det beroligere mig og tilsidst er jeg stille. Ikke en eneste lyd kommer fra mig, udover min regelmæssige vejrtrækninger.

Alec trækker sig fra krammet, jeg vil gerne have hans stærke arme rundt om mig og føle hans varme. Han ser på mig og jeg er nødt til at se ned i skødet. Han rejser sig op, jeg bliver så bange for, at han vil gå, at jeg griber fat om hans hånd med begge mine hænder. Jeg ser bange op på ham og han smiler beroligende til mig. "Rolig, jeg går ingen steder. Kom lad mig hjælpe dig." Alec løfter mig op i sine arme og får mig længere ind på sengen. Han trækker dynen over mig. Derefter kravler han hen på den anden side. Jeg følger hver bevægelse han foretager sig. Han sidder ved min side og observere mig. Det her får mig til at få det dårligt med mig selv.

"Vil du ikke være sød at stoppe?" Spørger jeg lavt. Han rykker sig tættere på mig.

"Stoppe med hvad, Søde?" Han får sin stemme til at blive lav ligesom min.

"Med at se sådan på mig, jeg ser åndssvagt ud."

"Nej du gør ej, du ser skøn ud." Han kysser mig på tindingen. "Hvorfor vil du ikke se på mig?"

"Mine øjne og næse er rød. Jeg kan ikke se på dig."

"Hvad skal jeg gøre for, du åbner dig op for mig og ser på mig," spørger han trist.

"Du må ikke være trist på grund af mig." Jeg ser ham undskyldende ind i øjnene. Alec ligger armene om mig. Han løfter mig op på hans skød.

"Kom her." Alec ligger hånden mod mit hoved og skubber det blidt ned mod hans bryst. Mit øre mod hans hjerte. "Du skal vide, at selvom der er regler for os, som vi skal overholde. Vil jeg være der for dig. Vi klare det her sammen. Du er stærkere, end du tror Hope." Alec er så sød. Jeg løfter hovedet fra hans bryst og ligger en hånd mod hans kind. Derefter kysser jeg ham blidt på læberne og lukker øjnene. "Du er så følsom, men så stærk på sammetid." Alec stryger mine kinder med hans tommelfinger.