Every day | ✔

//Afsnit 46. | Rektorens Kontor\\

Jeg mærker noget på mit hår og jeg skubber let Alec væk. "Ey, hvorfor skubber du mig væk?" Han skal til at fjerne sig og rejse sig op. Jeg ligger armen om ham og trækker ham ind til mig.

"Du må ikke gå," mumler jeg ind mod hans bryst. Han ligger den ene arm om mig igen. "Tak." Alec kysser mig på panden.
°
°

Det er torsdag og jeg kan ikke vente mere. Jeg vil virkelig gerne have weekend. Skolen dræner mig fra energi. I anden sidste lektion, lytter jeg knap nok. Udover jeg ved vi skal lære om en genre. En genre jeg ikke kan huske hvad hedder. Nå, det kan også være ligemeget. Jeg vil bare gerne have dagen er overstået.
Jeg går hen til næste lektion, matematik. Jeg giver mig selv en mentalt slag på panden. "Har alle lavet lektier til idag?"

"Jeg har ikke lavet lektierne," indrømmer jeg.

"Frk. Montez, du er allerede bagud og du laver ikke dine lektier?" Han ryster på hovedet. "Jeg skal snakke med dig, inden din eftersidning starter, okay?"
Jeg ser fraværende væk og ryster let med foden.
°
°

"Hope, er du okay? Du er mere fraværende end nogensinde? Er der noget galt?"

"Nej nej, jeg har det fint." Isla kommer gående og ser interesseret på situationen jeg er i.

"Ej, hvad sker der dog her?" Spørger hun med en lys stemme.

"Frk. Montez og jeg snakker bare om hendes fraværende attitude." Jeg ruller øjne, jeg troede denne samtale var fortrolig. Det ser ikke sådan ud.

"Det må være Alec. Det er ham hun omgås med."

"Alec siger du? Hvem Alec? Alec Harlet?" Mit matematik lærer er umulig. Hvorfor skulle jeg være sammen med Alec Harlet. Jeg ved ikke en gang hvem det er?

"Alec Gemaz," svare Isla.

"Alec. Gemaz? Det forklare," mumler han for sig selv. "Okay, jeg har en ide."

"Hvillen ide?" Jeg ser håbløst på ham.

"Du må ikke omgås Alec."

"Mener du det seriøst?"

"Ja." Ja? Er det det eneste, han har at sige?

"Du har da ikke ret til at tillade dig at fortælle mig, hvem jeg kan omgås eller ej." Jeg går væk fra dem og ind til matematiklokalet for at sidde efter.
Jeg når at høre 'hvis det er for dit eget bedste'. Ligemeget hvor meget jeg prøver at forstå, er det ikke så let som man tror. Isla kommer herind og smiler hoverende til mig. Jeg ser den anden vej. "Du er mere belastende, når du stirre. Oh? Er det en rynke?" Hun tager sig til panden og ser kort bekymret ud.

"Åh, du er bare jaloux." Hun kniber øjnene sammen, går hen og sætter sig. Det er min dansklærer, der holder øje med os idag. Det er kun Isla og mig idag. Der er cirka gået omkring et kvarter og det banker på døren. Vicerektoren kommer ind.

"Hej, undskyld forstyrrelsen. Kan jeg låne Hope et øjeblik?"

"Selvfølgelig," svare hun. Jeg rejser mig op og følger med. Vicerektoren åbner døren for mig ind til rektorens kontor. Hvor Mrs. Smith sidder på skolen og min matematik lærer står op ved hendes side.

"Sæt dig, Frk. Montez tak." Hun ser ikke en gang på mig, men ned i nogle papirer. Hver gang jeg er herinde på rektorens kontor, føler jeg mig truet og det er en forfærdelig følelse. Det får mig lyst til at løbe væk. De briller på Mrs. Smith næse, er helt nede på næsetippen og er 1 millimeter fra at falde af. "Dine karakter er dykket dristisk. Hvad skal jeg dog gøre af dig?" Jeg trækker på skulderne. Det er bedst, hvis jeg intet siger og forholder mig roligt. "Din matematik lærer, han mener, det er Alec, der er grunden til denne skandale."

"Undskyld mig Frk. Smith, men jeg vil mene dette er ab-" Døren åbner sig og Alec kommer ind. Han smiler lykkelig til mig, så man kan se hans lige og fine tænder. Men jeg kan ikke fremtvinge et smil, selvom jeg er glad for at se ham.

"Hr. Gemaz, tag plads." Alec sætter sig ved siden af mig. Han tager min hånd og jeg får det varmt. Det her er for meget. De andre ser mærkelig på os.

"Hvorfor mon jeg har fået denne ære at komme ind til rektoren kontor? Om jeg må spørge?" Alec lyder så voksen og forretningsmandsagtig. Jeg ser på ham.

"Hr. Gemaz, grunden til du er her er, fordi du distrahere Frk. Montez." Alec vender hovedet mod mig og ser oprigtig forvirret ud.

"Det passer ikke. De mener, at du distrahere mig," siger jeg undskyldende til ham og næsten ikke lægger mærke til de andre. Han klemmer blidt min hånd, for at berolige mig. Det virker, må jeg indrømme.

"Forbuddet gælder vel her og nu.
-Ingen kontakt med hinanden
-Ingen fysisk kontakt (for eksempel det)" Mrs. Smith nikker mod os og henvender til vores hænder. Jeg trækker hånden til mig, men Alec griber min hånd igen og jeg ser på ham ind i hans øjne.

"Alec," hvisker jeg. "Slip mig," mimer jeg. Han griber hårdere om min hånd.

"-Ikke mere en 8 meters afstand fra hinanden
-Sidst og ikke mindst ingen øjenkontakt eller bare som se på hinanden."

"Undskyld, men det her er absurd," siger jeg ligeud og direkte.

"Ja, hvorfor i alverden tror i, at jeg distrahere hende? Hvornår har i sidst set mig herinde i rektors kontor?" Var Alec tit herinde? Fik han ballade?

"Isla fortalte det. Og det sandt, du har ikke været herinde i en helt måned," siger Mrs. Smith imponeret. "Det er sandt, men det står fast i har forbuddet mod at nærme jer hinanden." Isla har fortalt dem det, at vi er sammen og hvordan ved hun det? Jeg rejser mig op.

"Er vi så færdige her? Jeg har en eftersidning jeg skal være til."

"Drop det Frk. Montez. Du kan tage fri fra det og ja.. Hold jer væk fra hinanden." Jeg nikker.

"Det skal vi nok," svare jeg lavt tilbage og går hen mod døren. Jeg kan fornemme hans nærvær. Han er lige bag mig.