Every day | ✔

//Afsnit 54. | Navnet Kaito\\

"Skal vi tage tilbage til skolen nu?" Spørger Alec. Alec lyder som et barn i øjeblikket, det er virkelig sjov.

"Ja, hvad tænker du?" Jeg er igang med at knappe hans skjorte. "Er der andet du vil inden da?" Mine øjne møder hans.

"Hvis vi tager tilbage, betyder det, at vi skal forholde os til reglerne." Jeg nikker. Det er sandt.

"Det ved jeg, det ved jeg," gentager jeg og bekræfter det. Jeg er færdig med at knappe hans skjorte og rækker ham slipsen. Desværre ved jeg ikke hvordan man binder et slips.

"Kan du huske vores aftale?" Vores aftale? Hvilken aftale? Min hjerne, husker intet. Det kan jeg ikke huske og der kommer ikke noget frem.

"Hvilken aftale?"

"Vi skal ud og shoppe? Hvis jeg ikke greb dig, så lovede jeg, at vi skulle ud og shoppe. Og jeg betaler. Ringer der en klokke?" Oh, det var flere uger siden. Det var vel mere bare for sjov skyld.

"Alec, det var bare for sjov. Vi kan sagtens tage ud at shoppe, uden at du betaler."

"Nej, jeg skal nok gøre det. Jeg lovede dig det," svare han fraværende, imens han fokusere på at binde slipsen. "Hvorfor tager jeg egentlig slips på? Vi skal ingen steder udover centret?" Jeg går over til ham og krammer ham fra siden.

"Fordi jeg elsker, når du har smoking på."

"Det her er første gang, du har set mig i smoking?"

"Ja, men du så godt ud i den her, så forestil dig i flere forskellige og anerledes nogle," griner jeg kort. "Okay, det jeg mener er, at du ser altid godt ud."

"Ligesom dig." Han kysser min kind.

"Jaja, hvis du siger det," svare jeg. Jeg er tyndere end en tændstiksmand og det ser ikke godt ud. Derfor må han lyve. "For hvis du ikke har opdaget det endnu, er jeg undervægtig, ekstrem undervægtig og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre."

"Men du kæmper, det er smukt." Han læner sig ned og kysser mine læber. "Ikke sandt?" Jeg nikker mig enig med ham. "Hvis jeg skal have den her smoking på. Skal du også have kjolen på fra i går og stiletterne." Jeg ser opgivende på ham og spidser læberne.

"Fint, men kun for din skyld," siger jeg og smiler til ham.

"Selvfølgelig selvfølgelig," mumler han glad. "Kom så i tøjet." Alec lyder som en lille utålmodig nuttet barn.
°
°
°

Min far kommer tilbage med Love. Love kommer hen og krammer mig ind til sig. "Hvornår er du blevet så kramme-glad?"

"Siden altid." Jeg vipper let hovedet til den ene side. "Hej, jeg ved ikke om vi er blevet introduceret for hinanden. Men jeg er Love og du må være Alec?"
De giver hinanden hånden.

"Jeg ved godt hvem du er. Hope har fortalt en masse om dig."

"Har hun det?" Love ser kort på mig. "Forhåbentligt er det noget, der ikke får dig skræmt væk," smiler hun.

"Kun positive ting. Hun mener, du er en hel del modner end de forrige år," informere Alec Love om og jeg nikker anerkendende. Det passer altså. Hun tænker som en helt anden person.

"Det kan man vel godt sige?"

"Må jeg spørge, hvor i er på vej hen?" Love er så høflig også.

"Centret," svare jeg. "Alec betaler." Det får Love til at grine.

"Hvorfor det?"

"Det var et væddemål Hope og jeg havde," griner Alec. Min far kommer hen imod os.

"Er det sandt?" Vi ser alle sammen hen mod far.

"Hvad?" Spørger jeg forvirret. "Er der noget galt?"

"Alec og dig er sammen?" Jeg overvejer at lyve, men kommer i tanke om. Det kommer jeg aldrig så langt med. Ærlighed vare længst.

"Ja, og du kan godt glemme alt det der-"

"Hope søde skat, jeg har ikke en gang sagt noget endnu. Jeg ville bare være sikker og jeg er meget glad for jeres vegne."

"Mener du det? Du er ikke vred?"

"Nej, hvorfor skulle jeg dog være det?" Far klapper Alecs skulder. "Han virker til at vide hvad han laver og er flink."

"Okay, vi tager ud nu." Jeg krammer hurtig Love farvel og kysser fars kind. Jeg skynder mig at trække Alec med ud. Alec når at sige farvel til min mor. °
°

Jeg trækker kjolen længere ned, inde i bilen og sidder dårligt. "Alec, skal vi ikke tage hjem til dig også skifte tøj?" Spørger jeg og vender mod al min opmærksomhed imod ham. "Hvad siger du?"

"Hope nej, det her kommer til at lyde forkert. Men det kan vi ikke," svare han og trommer let på rattet med tommelfingeren. "Og hvorfor ikke spørger du nok."

"Ja, det gør jeg," tøver jeg. "Medmindre du ikke vil fortælle det, skal du slet ikke. Jeg vil ikke presse dig til noget som helst, eller mod din vilje." Han ryster på hovedet.

"Det gør du hellere ikke," sukker han lavt. "Jeg kan ikke se min far eller Kaito sårede." Han ser kort på mig og så på vejen. Det er ikke det værd. Vi skal ud og shoppe. Dermed også have det sjovt.

"Nå, der er noget, jeg har spekuleret over i noget tid nu," siger jeg og skifter emne. For stemningen er ved at blive nedtrykt.

"Hvad er det, som du har sådan spekuleret over?" Alec har et lille smil på læberne. "Lad mig høre."

"Kaito, hvd betyder navnet? Ved du det?"

"Min far har fortalt, at det er japansk og betyder ocean. Men faktisk er det lidt svært at fortælle hvad det helt præcis betyder. For på alle sprog, kan et ord betyde mere end en ting." Det giver god mening, men hvorfor havde hans forældre mon valgt et japansk navn til Kaito og mere amerikansk til Alec. Var Alecs mor mon japaner? I det tilfælde, er Alec halv japaner og halv amerikaner. Men intet er sikkert. Jeg finder vel nok ud af det en dag, hvor jeg spørger.