Every day | ✔

//Afsnit 22. | Alle blikkene\\

{En uge senere}

Er det tid til en sejresdans? Det tror jeg vist det er! Jeg kan endelig komme væk fra dette hospital. Inden jeg får lov til at blive udskrevet skal jeg lige måle og vejes igen. "Du er 165,5 og vejer stadig 43,5. Husk at spis en masse og leve lykkeligt, indtil vi ses igen." Jeg nikker og smiler.

"Tak, fordi du har set efter mig og passet på mig. Indtil vi ses igen om en måned, Lisa." Hun går hurtig ud og jeg sidder smilende tilbage. Selvom hun ikke er så god til at tage imod komplimenter, så kommer hun til det og får flere endnu gennem livet. Jeg venter tålmodigt på at Faith og Mason kommer og henter mig. Mit liv er et rod, tænker jeg ligeud. På en måde er det ret trist og jeg troede, jeg havde et normalt liv. Jeg føler, jeg burde være en af de piger, som ser Netflix med ingen bekymringer. Men jeg bekymrer mig, måske en smule for meget? Over de mindste ting, men det er som om, det er gået væk. Jeg er mere bekymret om andre og sommetider er det usundt. For jeg burde have styr på mit eget liv end andres, ikke? Sætte et skub i mit eget liv.

Mine ben sover og jeg rejser mig hurtig op. Jeg kan slet ikke sidde stille længere. Tre uger med det meste at sidde og kigge ind i væggen. Måske set en film også masser af besøg. Hvilket fik mit hjerte til at smelte og jeg kan ikke forsvinde. For jeg ville savne alle mine venner og familie. De kom, fordi jeg må betyde noget for dem og det kunne ikke gøre mig lykkeligere at få at vide, der er nogen for mig.
"Halløj Hippie!" Faith smiler og tager armen om mine skuldre. Vi går ud til Masons bil. Vi sætter os ind bagi. Han køre mod skolen -min skole, Alorados High school. Jeg knipser lydløs med hånden og gør det om og om igen. "Er du nervøs?"

"En smule. Det med alle blikke på mig, det gør mig nervøs. Ekstremt nervøs. Hvad ville de tænke? At jeg har lavet et stort nummer ud af det, for at få opmærksomhed?" Jeg kunne lige forestille mig det.

"Jamen, så var det godt, vi ringende til nogen for at tage godt imod dig," siger Mason optimistisk og ser i bakspejlet.

"Hvem?"

"Ja hvem tror du?" Faith smil er drillende og jeg ser ud ad vinduet, da vi er ude foran skolen. Maggie, William og Alec står der.

"Tusind tak! For alt og besøg mig!"

"Selvfølgelig, vi ringes ved." Jeg holder om håndtaget, men stopper bevægelsen.

"Jeg har ikke en telefon. Jeg var nødt til at aflevere den til.. Aria."

"Yeah, skynd dig afsted. De har sikkert ventet længe," siger Faith opfordrende. Den opfordring får mig til at næsten springe ud af bilen og hen til de andre.
Maggie smiler og vinker. William griner og Alec smiler ad mig. Jeg vinker hurtig og når frem til dem. Jeg krammer dem alle sammen.

"Rolig nu, Hope. Vi løber ingen steder," informere William roligt og lyder oprigtig.

"Pas nu på, du er lige kommet ud ad hospitalet." Maggie lyder bekymret. Jeg ignorer deres bekymringer og sukker glad.

"Jeg har bare savnet jer såååå meget."

"Det lød lidt sarkastisk. Det der," smiler Alec drillende og prikker mig i siden. Jeg rykker mig og griner. Vi går i en vandret linje. Alec, mig, Maggie og William. Lige i det øjeblik vi når ind ad dobbeltdørene, lander alle blikkene på mig. Vi bliver ved med at gå langsomt gennem gangen.

"Jeg troede, hun var død?"

"William og Alec var ved at hugge hovederne af hinanden sidste semester."

"Den lille pige er hun fra 1.g?"

"Måske?"

"Det må være Hope, jeg har hørt, at hun er blevet udskrevet fra hospitalet.

"Pigen der blev kidnappet."

"Ja? Det havde jeg hørt om."

Jeg ser på Maggie, som ser ligeså nervøs ud, som jeg selv gør. Jeg kigger på William, som fanger mit blik også Alec. William og Alec ser på hinanden. Pludselig ligger Alec armen om mine skuldre og William ligger armen om Maggies skuldre. Maggie tager min hånd og jeg svinger den barnligt frem og tilbage. Vi griner alle sammen og pludselig er det som om, vi er i en anden verden uden bekymringer om andres meninger. Vi når endelig ud til plænen og væk fra de fleste. Det er ved at blive koldt. "Hvem skal vi være hos?"

"Ikke mig!" Udbryder jeg. "Det lyder dumt, men jeg er stadig bange for at være inde på mit værelse." De nikker forstående.

"Mig?" Alec tilbyder, at vi tager hen til hans værelse. Det er så det, vi gør. Vi kaster os alle sammen på Alecs seng.

"Er der sket noget spændende?" Spørger jeg akavet og ser rundt. Vi er nok alle nervøse for at sige noget 'forkert'.

"Udover mad? Ikke helt det store." William ser rundt på de andre.

"Nah."

"Ikke rigtig," mumler Maggie. "Jeg egentlig bare glad for, at du er tilbage i god behold."

"Det er jeg også, eller halv tilbage. Jeg er blevet tyndere.. og det er uhyggelig nogengange at se sig selv i spejlet." Jeg gyser ved tanken. For det meste undgår jeg spejle. For at være præcis, kropspejle. Mit ansigt er ikke så slem. Men mine kindben er tydeligere end nogensinde og kortere hår end jeg længe har haft. Derfor går jeg i oversized trøjer, så det ligner jeg har mere fedt og ikke gemmer på et skelet nedenunder. Jeg er bange for, at jeg ikke bliver mig selv igen. Tanken skræmmer mig omgående, bare ved at strejfe tanken.