Every day | ✔

//Afsnit 44. | Eftersidning\\

"Du er stadig 165,5 og du vejer 41 kg." Hun ryster på hovedet for sig selv. "Frk. Montez, det her er ikke godt. Det var jo meningen, at du skulle tage på og ikke tabe dig. Var det ikke det, du lovede?" Det er præcis den samme sygeplejerske der vejede mig sidst, Frk. Shay, Lisa.

"Det ved jeg, men næste gang-"

"Er du sikker? Okay, jeg giver dig en måned mere til at tage på ellers er vi nødt til at lave indsprøjtninger." Jeg nikker stift. "Okay, du kan gå nu. For jeg har en smule travlt." Hun er ude af døren end man overhovedet kan nå at sige 'sygeplejerske'.

"Faith, du forstår ikke. Alt virker bare sværer med min vægt. Det er ikke så let at tage på, når man virkelig prøver," forklare jeg Faith og ser ligeud på vejen.

"Nja, for mig er det let at tage på. Det er forskelligt fra person til person. Vi har alle forskellige kroppe og hvordan den reagere." Faith er så klog, for det meste bruger hun begreber, som jeg aldrig har hørt før og tænker er det overhovedet engelsk?

"Er du sød og snak engelsk, Faith?"

"Haha, meget morsomt Hope. Men jeg mener det faktisk," siger hun dødseriøst.

"Det er jeg faktisk."

"Hvordan går det så med at vende tilbage til skolen? Er der hårdt?"

"Vil du have sandheden?" spørger jeg og ser på hende. Hun ser kort på mig og derefter tilbage på vejen. Hun observerede mig.

"Jeg vil da altid have sandheden."

"Skolen er hårdt, anden år slutter snart, så starter 3.g og jeg ved ikke om jeg er klog nok til at klare det." Det er ikke en gang, fordi jeg har været med til det meste af anden år.

Kidnapningen - Aria.
Mental tilstand.
Undervægt.
Skolen.
Alec.
Alec er ikke et problem, mere distraktion og jeg har intet imod det.
Det bare, at det ikke har en fordel. Det minder mig om, at jeg har en kæreste. Okay, Alec og jeg er kærester. Det kan altså ikke forstås. Jeg burde fortælle det til Faith?

"Jeg har noget, jeg skal fortælle dig," informere jeg hende stille.

"Du gør mig nervøs Hope. Er det alvorligt?"

"Nej nej, det er bare.. Alec og jeg er.. sammen." Det er ude. Det er rigtig.

"Altså sammen sammen?"

"Sammen sammen," bekræfter jeg.

"Det er stort og rigtig gode nyheder Hope. Alec er en sød fyr. Der kommer noget godt ud af det her mørke tidspunkt i livet."

"Hvad mener du med 'den mørke tidspunk i livet'?" Jeg laver gåseøjne, imens jeg siger sætningen : "Den mørke tidspunk i livet."

"At sommetider i livet er der svære tider, men der vil også komme gode og det her må være en af dem." Jeg nikker og tager hendes ord ind til mig. Vi er her på skolen igen og kommer i tanker om min eftersidning. På en måde, har jeg kunne slippe fra min sidste 2 eftersidning. Men ikke denne gang."Det her er dit stop, vi ses snart ikke? I weekend, hvad tænker du?"

"Jo, selvfølgelig." Faith parkere og sætter gearstangen på P. Jeg læner mig hen og krammer hende. "Jeg har savnet dig og vi ses snart."

"Mh, vi ses." Jeg hopper ud af bilen og vinker. Faith er kørt.
°
°

Matematik dræber mig, er min første tanke. Der er 5 til eftersidning, de andre er alle 3.g'er og iblandt dem er Isla. Rektoren lyttede til min opfordring om at Isla også burde få eftersidning og det virkede. Enten kan man sidde og stirre eller sidde og lave lektier. Man har et valg og muligvis valgte jeg forkert. Det her kommer jeg jo aldrig videre med. "Det her er din skyld, lille Hope."

"Det var ikke, fordi du fik andre til at gøre dit beskidte arbejde."

"Kan vi så få noget ro!" Jeg ser ned i min bog igen og sukker.

"Igen din skyld."

"Min skyld? Det er dig, der taler til mig."

"Vil i begge blive her en time mere?"

"Nej!" Siger vi i kor. Vi ser begge på hinanden og sender onde blikke.

"Så vær stille." Jeg løfter kort brynet og fortsætter med at stirre ned i min matematik bog. Jeg placere mit ene ben over det andet. Derefter ryster jeg let med foden.
Der er gået 10 minutter og Isla begynder at sende onde blikke igen.

"Hvad. Vil. Du," siger jeg med sammenbidte tænder og ser ligeud.

"Irriterer det dig?"

"Ja," svare jeg lavt og sur.

"Jamen, så er alt jo godt," griner hun lavt.

"Lede heks.." mumler jeg.

"Hvad kaldte du mig!?" Hun råber ligefrem. Hvilket giver et sæt i mig og læreren der holder øje med os.

"Frk. Gelbero, hvorfor råber du dog?!"

"Hold dog mund, du råbte lige selv." Jeg ruller øjnene.

"Frk. Gelbero, der tjene du lige en time mere."

"Hvorfor? Fordi det er rigtig, det jeg siger?"

"Frk. Gelbero, et ord mere og du får en time mere," siger han truende.

"Et ord."
°
°

"Alle kan gå nu, undtagen Frk. Gelbero." Jeg rejser mig op, samler alle mine bøger sammen og propper dem ned i tasken.

"Hvorfor må Hope gå? Det er ikke fair."

"Frk. Gelbero, livet er unfair." Jeg skynder mig ud ad døren, som den sidste. Pludselig bliver jeg trukket til side og ind i velkendte arme. Mit blik møder hans.

"Hvordan vidste du, at jeg havde fri?"

"Rettelse din eftersidning." Han læner sig ned og kysser mig. Jeg trækker mig væk og rødmer.

"Alec, ikke her."

"Hvorfor ikke? Vi genere ikke nogen og desuden har jeg lov til at kysse min kæreste," smiler han. "Skal vi ud?"

"Alec, det kan jeg ikke. Jeg har for mange lektier og jeg kan ikke finde rundt i det," siger jeg og ser trist op. "Det er så svært, vil du ikke nok hjælpe?"

"Jo jo, men først lad og tage hen til kantinen. Vi finder nogle sandwich og spiser. Derefter hjælper jeg dig."

"Okay," svare jeg.

"Skal jeg holde din taske for dig?" Han rækker ud efter den. Jeg vender mig rundt, så jeg går baglæns og smiler.

"Nej nej, det er fint. Jeg kan godt bære den selv." Vi når frem til kantinen. Vi tager en sandwich med kylling og bacon. Alec sætter sig i centrum. "Skal vi sidde her og være midtpunktet?" Han trækker mig ned at sidde ved hans side.

"Bare rolig," siger han. "Bare begyndt og spise. Jeg skal lige svare på en besked." Jeg nikker og skubber håret bag øret.