Every day | ✔

//Afsnit 38. | En dans på røde roser \\

Det er simpelhen så koldt om aften. Jeg fryser, men løber videre og ankommer til stranden. Mine øjne lander på 3 personer ved vandkanten. Det må være dem. Der er ingen der tager herud især ikke på sådan et tidspunkt. Jeg har ingen ideer om hvad klokken er, udover at det er sent og koldt.
Jeg tager en dyb indånding og får hold om mig selv. Da jeg er få meter fra dem, vender Alec hovedet. Som om han kunne fornemme mit nærvær. Han vender sig helt rundt nu. Det samme gør Maggie og William. "Jeg skal tale med dig." Min stemme er lav og dør hurtig ud. De andre går langsomt væk herfra.

"Hvad er det? At jeg er en idiot, fordi jeg ikke kunne se du ikke kunne lide mig?" Han fortsætter. "Du hele tiden var vild med Lucky? Og bare legede med mig?"

"Alec, det passer ikke. Hvorfor siger du sådan noget?"

"Det er dig, det er dig, der får mig til at sige sådan noget. Jeg.." Han ser væk.

"Fint, jeg.." Alt modet i mig er væk, jeg kan ikke fortælle ham hvad der rigtig skete. Han mener, at jeg er problemet. Det er altid mig, der er problemet. Jeg sukker. "Undskyld, jeg er ked af at jeg forstyrrede dig." Jeg kan ikke se på ham, da jeg siger det og går min vej. Hope, jeg sværger, hvis du græder her og nu..

"Vent," siger Alec. Jeg vender mig rundt. "Det er koldt, her, min jakke." Jeg ser på mig selv og opdager først nu, at jeg ingen jakke har på.

"Nej, det kommer ikke til at hjælpe alligevel. Du har allerede gjort rigeligt." Min stemme er rolig, mere end jeg personlig selv er. Jeg går hen til parkeringspladsen og hen til Williams bil.

"Hey," siger han en smule hårdt og griber fat om min skulder. "Du skal ikke tro, du kan komme her, også få mig til at få det dårligt, når det dig, der har gjort noget." Jeg ser op på ham og griber fat om mig selv. Det er beskyttende.

"Hvad er det? Hvad er det, jeg har gjort forkert?" Jeg ser på ham.

"Du-" Han stopper sig selv.

"Mh, jeg har ikke gjort noget forkert og det ved du." Han bliver vred på mig og han ved ikke en gang hvad der rigtig skete. Selvom han vidste det, kunne han ikke have gjort noget. Alec og jeg er ikke kærester. Han kan kysse dem han vil og det samme med mig. Lucky kyssede mig og jeg var personlig ikke vild med tanken. Jeg ryster det af mig.
Jeg sætter mig bagi med Maggie og sætter sikkerhedsselen på. Alec kommer få minutter efter ind og jeg falder i søvn. Velviden om at skolen er kun 8 min herfra.

<<Maggie's Point of View>>

Hope falder i søvn med hovedet hvilende på min skulder. Vi er på skolen omkring 2 minutter. Inden Hope kom hen til os på stranden, ville Alec med os herud og fortalte ikke rigtig hvorfor. De må have skændes. Hvad skal jeg gøre? Hvorfor ikke bare spørge Alec? "Alec?" Hvisker jeg. Han drejer hovedet lige akkurat, så han kan se på mig og løfter brynene. Hvilket er et tegn på at jeg skal fortsætte. "Er der sket noget mellem dig og Hope?"

"Nej," svare han og jeg nikker. "Jo, jo det er der."

"Jeg ved godt min mening ikke betyder noget, men jeg synes i skal få snakket ud. Uanset hvad det er." Jeg nikker for mig selv.

"Jeg så dem sammen." Jeg tænker og ser kort forvirret ud. Jeg ser igen på ham og han køre hænderne igennem håret. "Jeg kan ikke lide tanken."

"Hvem så du?" William holder stadig fokus på vejen, men lyder nysgerrig og kigger kort på mig i bagspejlet.

"Jeg så Lucky sammen med Hope." Han siger intet og gør intet.

"Hvordan sammen?" Spørgsmålet er faretruende og jeg er selv bange for at høre svaret.

"De. Kyssede." Han læner sig hårdt tilbage mod sædet. William og jeg kommentere ikke på mere. Vi ankommer til skolen. Jeg hopper med det samme ud og over til Hopes side. Alec kommer også ud, efterflugt af William. "Jeg kan godt tage hende." Alec løfter Hope op i sine arme og vi går op mod skolen.

"Tager du hende med ind hos dig?" Spørger jeg Alec og fugter nervøs læberne.

"Ja, hvorfor skulle jeg ikke det?" Hans svar kommer lidt bag på mig.

"Det ved jeg ikke. Hun virkede bare så oprevet, da hun satte sig ind i bilen og i er begge en smule presset?" Jeg siger det lavt. "Hun kan sove inde hos mig."

"Fint," svare han til sidst efter at have overvejet det. Vi går alle tre mod pigernesbygning og Hope i Alec arme. Jeg kan ikke få døren åbnet igen..
Derfor hjælper William og åbner den.

"Tak." Jeg smiler til ham.

"Har du stadig ikke lært det?" Jeg fniser lavt af William. "Hvad nu?"

"Jeg vidste ikke man lærte at låse en dør op?"

"Det gør man da hellere ikke? Det er almen viden," svare han logisk.

"Lille William, du har lige modsagt dig selv." Jeg griner og holder mig for munden. Alec går sikkert amok på mig hvis Hope vågner på grund af mig. Han begynder at prikke mig i siderne. Jeg griner højere.

"Så klog hvad?"

"Almen viden, husker du nok." Jeg prikker mig selv ved tindingen og smiler.

"Er i færdige?" Vi vender os rundt og ser på Alec. Han ser utålmodig på os.

"Slap af mand, vi ved godt det ikke går forrygende med Hope i øjeblikket. Men skal det gå ud over os?" Will er ved at være godt sur på Alec attitude.

"Undskyld." Alec undskylder og jeg ryster på hovedet.

"Nej, vi undskylder. Er i klar til at gå?" Jeg ser på dem begge og venter svar.

"Ja, gå du i forvejen Alec." Han nikker bare og går. William stiller sig tættere på mig og jeg skynder mig at placere hænderne på hans bryst. Han holder mig ved hofterne. Jeg ryster på hovedet.

"Will, du skal faktisk også gå." Han læner sig indover mig og jeg drejer hovedet. Han kysser min kind.

"Jeg vil ikke skilles.." Jeg ligger en hånd på hver hans kind og kysser blidt hans læber. Han læner sig mere ind og jeg trækker mig.

"Hvor du sød, Will. Men.." Han kysser mig igen.

"Det ved jeg. Jeg kommer herhen inden skolestart og du har bare med at være klar. Ikke prinssese?" Jeg nikker.

"Mh, det er jo kun en nat. Du kan godt klare dig uden mig," siger jeg, som om det er en selvfølge.

"Oh, det er ikke mig, jeg er bekymret for, det er dig." Han griner og jeg fjerner mig fra ham. Derefter surmuler jeg for sjov og vender ryggen til ham. Han krammer mig bagfra. "Du er rigtig sød, men hvis du bliver ved sådan. Tror jeg ikke, jeg kan gå fra dig."

"Det skal du. Alec må have ventet længe."

"Fint." Et kort skrig forlader min mund, da jeg mærker et slag på min ene balle. "Rolig nu." Mit hjerte banker hurtigere. Jeg rykker mig fra ham og skubber ham væk. Han griner og skynder sig hen til mig. Placere hurtig et kys på tindingen. "Elsker dig, Maggie min skønjomfru." Han står lænet op ad dørkarmen og så er han væk.

<<William's Point of View>>

"Skulle du først give hende mund til mund?" Alec ser på mig og jeg smiler rystende på hovedet. Hvor er han dog åndssvag. "Hvordan føles det?"

"Føles hvad?"

"Kærlighed," svare Alec åbenlys.

"En dans på røde roser, vidunderligt."